Ét tip om hashlugt førte til fire anholdelser i Aarhus V
Politiet skulle følge op på et tip om muligt salg af hash i en lejlighed. Flere sammentræf førte pludselig til fire anholdelser. Her er dagens uddrag af døgnrapporten.
Et heldigt sammentræf for politiet førte til flere anholdelser, end den udsendte patrulje måske havde regnet med, da de kørte afsted mod Aarhus V.
Østjyllands Politi sendte tirsdag formiddag en patrulje til Aarhus V, fordi en borger havde indgivet en anmeldelse om muligt salg af stoffer fra en lejlighed. Allerede da betjentene trådte ind i opgangen, blev de mødt af en kraftig lugt af hash. Længere inde i opgangen blev det tydeligt, at lugten kom fra én specifik lejlighed.
Under ransagningen af lejligheden fandt politiet flere hundrede gram hash og receptpligtige piller. Dertil fandt de også en mindre mængde psykedeliske svampe. Lejlighedens 26-årige beboer blev anholdt og sigtet for forsøg på salg af euforiserende stoffer.
Det skulle dog ikke ende der. Mens politiet endnu befandt sig i opgangen, ankom en person til stedet. Han var eftersøgt af fogedretten og blev derfor også anholdt.
Kort efter ankom yderligere to personer, som også blev anholdt af politiet. Den ene, en 24-årig mand, havde flere salgsposer med kokain på sig. Han blev derfor sigtet for forsøg på salg af narko. Den anden, en 19-årig mand, forsøgte at flygte fra stedet, men blev indhentet af betjentene. Den 19-årige blev anholdt og sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, fordi han havde forsøgt at flygte.
Stimen af anholdelser startede tidligt tirsdag, da Østjyllands Politi i en koordineret indsats drog ud for at anholde flere borgere, der ikke var mødt op i fogedretten. Allerede kl. 04.00 begyndte politiets indsats for at anholde borgere, der ikke var mødt op. Patruljerne kørte rundt til adresser i Aarhus-området, hvilket førte til anholdelsen af i alt 22 borgere.