Uddrag fra døgnrapporten: Kvinde slog buschauffør og spejderhytte brændte ned
En 31-årig kvindelig passager slog en buschauffør flere gange i hovedet og natten til tirsdag brændte en spejderhytte ned til grunden. Læs uddrag fra døgnrapporten.
Mandag aften kl. 21.32 blev en 35-årig mandlig buschauffør udsat for vold, da en 31-årig kvindelig passager tildelte ham flere slag mod hovedet, fremgår det af døgnrapporten. Episoden fandt sted på Ringvej Syd i Viby J, hvor den 31-årige kvinde kort forinden var steget på bussen, inden hun løb op mod chaufføren og begyndte at slå på ham.
Vidner overværede episoden, og en patrulje fra Østjyllands Politi blev straks sendt til stedet, hvor den 31-årige kvinde blev anholdt kl. 21.48, sigtet for at have begået vold mod en person i offentlig tjeneste.
Episoden vil nu blive undersøgt nærmere, og Østjyllands Politi har pt. ikke yderligere kommentarer, lyder det fra politiet.
Spejderhytte udbrændt
Natten til tirsdag kl. 02.59 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået brand i en spejderhytte på Pindsmøllevej i Edslev. Ved patruljens ankomst til stedet kl. 03.12 kunne det konstateres, at spejderhytten allerede var udbrændt til soklen, og at kun en murstensskorsten stod tilbage på matriklen, lyder det i døgnrapporten. I en afstand på op til 10 meter fra den 60-70 kvadratmeter store spejderhytte var der opstået brand i flere grene, men slukningsarbejdet fra brandvæsenet gjorde, at ilden ikke spredte sig yderligere.
Grundet de store flammer var det ikke muligt for betjentene at foretage yderligere undersøgelser af gerningsstedet i løbet af natten, og en hundepatrulje fandt heller intet af interesse for sagen i nærområdet.
Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med branden. Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere og har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer.
JP Aarhus