- Opdateret 21/03/2023 kl. 13:21
Kvinde sigtet for knivstik i Aarhus – to stadig i søgelyset
En kvinde er blevet varetægtsfængslet efter et overfald i Aarhus, men politiet leder fortsat efter to andre.
En 26-årig kvinde er i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger i forbindelse med et knivstikkeri.
Det oplyser Østjyllands Politi på det sociale medie Twitter.
Kendelsen blev ikke kæret til landsretten.
Kvinden er sigtet for i forening med to personer at have begået grov vold mod en 39-årig mand, som den 1. marts blev overfaldet med kniv på Hack Kampmanns Plads i Aarhus C.
Østjyllands Politi kan ikke oplyse, hvordan kvinden forholder sig til sigtelsen.
De to andre uidentificerede personer leder politiet stadig efter.
Det var den 1. marts klokken 21.28, at Østjyllands Politi fik en anmeldelse om, at en 39-årig mand var blevet stukket med kniv.
Han havde henvendt sig til en dørmand på Åboulevarden, hvor han fortalte, at han var blevet overfaldet af flere personer.
Efter hændelsen blev den 39-årige mand kørt til behandling på hospitalet og efterfølgende meldt uden for livsfare.
/ritzau/