Ordblinde har fundet sig tilpas på Århus Akademi
Tanja Nielsen blev erklæret ordblind allerede i 5. klasse. Det har dog på ingen måde sat en stopper for hendes uddannelsesdrømme. Da hun ved et tilfælde fandt HF-uddannelsen på Århus Akademi, vidste hun, at det var stedet.
Når Tanja Nielsen ser en tekst, er hun nødt til at hakke sig langsomt igennem. Hun læser ét ord ad gangen. Det gør, at hun ofte mister meningen i teksten. Et eller andet gør, at Tanja Nielsen ikke kan omsætte bogstaverne til lyde, som andre kan.
19-årige Tanja Nielsen er blot én af 400.000 danskere, der lider af ordblindhed. Ifølge en rapport fra Egmont Fonden i 2018 er det kun hver tredje ordblind, der gennemfører en ungdomsuddannelse. Hos Århus Akademi har man knækket koden.