34-årig sigtet for besiddelse af våben og kokain
Østjyllands Politi fremstillede tirsdag kl. 10.30 en 34-årig mand i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Den 34-årige mand er sigtet for at overtræde loven om euforiserende stoffer og våbenloven, i forbindelse med at der tilbage i november blev fundet en større mængde kokain og en revolver i et teknikrum i Brabrand. Han blev anholdt mandag formiddag. Anklagemyndigheden anmoder om, at grundlovsforhøret bliver afholdt bag lukkede døre, og Østjyllands Politi har p.t. ikke yderligere kommentarer til sagen. Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.
JP Aarhus