• Artiklen opdateres

Amerikansk militær fragter køretøjer og soldater til Aarhus Havn

Snart ankommer et fragtskib med hundredvis af amerikanske militære køretøjer og andet materiel til Aarhus Havn. Samtidig oprettes en midlertidig militærzone på havnen.

Artiklens øverste billede
Det amerikanske militær har tidligere sendt udstyr gennem Danmark. Her er det 300 amerikanske panserkøretøjer og andet materiel, der ankommer til Esbjerg Havn i 2022. Foto: Jens Dresling

Amerikansk militær fragter i næste uge 600 militærkøretøjer og containere gennem Aarhus Havn til Østeuropa. Samtidig indkvarteres 25 amerikanske soldater i Aarhus.

Derfor oprettes et midlertidigt militært område på Omniterminalen på Aarhus Havn. Det oplyser Østjyllands Politi.

Det amerikanske fragtskib ”ARC Independence” lægger i kommende uge, forventeligt mandag, til kaj i Aarhus Havn med lasten fuld af militærkøretøjer og containere med militærgrej. Det sker, fordi Danmark støtter en planlagt rotation af amerikanske styrker til Operation Atlantic Resolve – USA’s styrkede tilstedeværelse i Europa.

6.000 soldater fra amerikanske militærenheder har siden 2014 opholdt sig i området mellem de baltiske lande, Sortehavet og Balkan. Operation Atlantic Resolve har til formål at afskrække aggressionsangreb i området.

Den danske modtagelse af det amerikanske militær er en del af den såkaldte værtsnationsstøtte – Host Nation Support. Den indebærer, at Nato-lande støtter allierede logistisk. Og ifølge forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) er værtsnationsstøtten en central del af Danmarks bidrag til Nato.

»Brugen af Aarhus Havn er et udtryk for, at USA ser potentiale i Danmark som værtsnation for amerikanske styrker – og i en tid hvor vestlige værdier som frihed og demokrati udfordres, er det helt afgørende for vores sikkerhed, at vi står skulder ved skulder med vores kerneallierede som USA,« siger forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen i en pressemeddelelse fra Forsvaret.

Ikke første gang

U.S. Army Europe and Africa bekræfter, at operationen finder sted. Af en udmelding fra det amerikanske militær fremgår det, at mere end 2.500 stykker militærudstyr fra den amerikanske hærs 2nd Armored Brigade Combat Team, 1st Cavalry Division vil blive fragtet med skib fra Texas til havne i Holland, Letland og til Aarhus Havn. Herfra skal udstyret fragtes med lastbiler og tog til Central- og Østeuropa.

»Den amerikanske hær koordinerer sin udstyrsbevægelse tæt med vores værtsnations allierede og partnere for at sikre, at vores transportoperationer udføres sikkert og med minimal indvirkning på lokalsamfundet,« lyder det i en udmelding fra U.S. Army Europe and Africa.

USA har tidligere fragtet militærudstyr gennem Danmark i forbindelse med øvelsesaktivitet i Europa og i Danmark. 300 panserkøretøjer og 44 amerikanske militærhelikoptere anløb med skib til havnen i Esbjerg i 2022.

Selvom det ikke er første gang, den amerikanske hær bruger en dansk havn som transit for militærudstyr, er det første gang, USA vælger Aarhus Havn til opgaven. Ifølge Aarhus Kommune er Aarhus Havn udpeget efter direkte ønske fra USA. 

Og det glæder Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard (S).

»Vi er stolte over, at US Army har valgt Aarhus Havn som indgangsport for den videre færd, og at vi som by kan yde vores bidrag ind i den situation, Europa befinder sig i efter Putins aggressive invasion af Ukraine,« lyder det fra Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.

Det var skibet "ARC Endurance", der fragtede 300 amerikanske panserkøretøjer og materiel til Esbjerg i 2022. Arkivfoto: Jens Dresling

Ingen grund til bekymring

Operationen udgør ikke en sikkerhedsrisiko for naboerne til havnen eller for landet, vurderer Forsvaret. Alligevel bevogter hjemmeværnet området. Det sker ifølge Forsvaret for at holde civile personer væk fra det midlertidige militære område.

Hos Østjyllands Politi forventer man heller ikke, at operationen vil påvirke østjydernes hverdag.

»Men vi har en forventning om, at borgerne muligvis kan støde på amerikanske soldater i området omkring Aarhus Havn og Aarhus midtby,« siger politidirektør i Østjyllands Politi, Kirsten Dyrman i en pressemeddelelse.

Det midlertidige militære område på Aarhus Havn vil være gældende fra i løbet af fredag formiddag den 13. januar 2023 og frem til den 12. februar 2023. Der vil være tydelig skiltning i området, oplyser Østjyllands Politi.

Opgaven på Aarhus Havn er gennemført af Forsvaret, og foruden Østjyllands Politi deltager også Hjemmeværnet og en række øvrige civile aktører og relevante myndigheder.

Aarhus Havn oplyser, at der har været overvejelser om sikkerhed på havnen. Havnen har samarbejdet med Forsvaret og hjemmeværnet. Det er nu de to myndigheder, der har overtaget ansvaret for al sikkerhed i det midlertidige militære område.

Ekstra tryk på havnen

Aarhus Havn oplyser videre, at den har været i dialog med virksomheder på havnen om situationen, og at der har ikke været indsigelser fra virksomheder på havnen.

I en pressemeddelelse udtaler CEO for Aarhus Havn Thomas Haber Borch, at havnen er klar til det ekstra tryk, som militæroperationen vil lægge på havnen. 

»Operationen understreger, at Aarhus Havn er en central del af den nationale og internationale kritiske infrastruktur. Havnen er placeret tæt på Østersøen og kan håndtere operationer af den her karakter. Vi kan derfor være med til at sikre, at Danmark som Nato-alliancepartner kan bistå amerikanerne med en hurtig og effektiv logistikoperation gennem Danmark,« siger Thomas Haber Borch.

Ifølge Østjyllands Politi vil havnen blive belastet med op mod 50 ekstra lastbiler i døgnet i forbindelse med operationen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.