Fortsæt til indhold
Aarhus

Politi har anholdt to ved Aarhus - fandt 31 kilo hård narko

Natten til fredag slog NSK til mod to mænd i Aarhus-området. De mistænkes for indsmugling af 60 kilo narko.

/ritzau/

To mænd fra Aarhus-området blev natten til fredag anholdt i en sag om indsmugling af en større mængde narko.

De to mistænkes for at have smuglet op til 60 kilo hård narko til Danmark.

Mændene blev anholdt på deres adresser vest for Aarhus. National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har desuden foretaget ransagninger.

Her fandt efterforskere 31 kilo hård narkotika, og politiet har beslaglagt værdier for op til en million kroner fra de mistænkte. Det oplyser NSK i en pressemeddelelse. Det fremgår ikke, hvilken slags narko der er tale om.

De to anholdte fremstilles fredag i grundlovsforhør i Københavns Byret. Her vil en anklager kræve dem begge varetægtsfængslet.

Sagen er ifølge NSK en del af en stor efterforskning mod et internationalt narkotikanetværk.

I samme kompleks ransagede efterforskere i juni 2022 17 adresser i Storkøbenhavn. Da blev der fundet flere former for narko og beslaglagt værdier for op til ti millioner kroner fra de mistænkte.

Dengang blev fem personer anholdt - herunder et ”kendt ansigt fra det københavns bandemiljø”, oplyser NSK.

Sagen har tråde til Spanien.

Ifølge NSK sandsynliggjorde efterforskningen, at der blev indsmuglet kokain fra et stort internationalt narkotikanetværk styret af en dansk mistænkt bosiddende i Spanien.

Dansk og spansk politi indledte på den baggrund et samarbejde.

Siden foretog spansk politi i september 2022 en anholdelse af den danske mistænkte bosiddende i Spanien.

Der pågår fortsat et tæt samarbejde mellem danske og spanske myndigheder vedrørende udlevering af den danske mistænkte fra Spanien til strafforfølgelse i Danmark.