Stor kunstgave til Gellerup Bibliotek
Brugerne af Gellerup Bibliotek kan fremover glæde sig over to nye stykker samtidskunst.
Gellerup Bibliotek er blevet beriget med to kunstværker. Kathrine Ærtebjerg og Bjørn Poulsen står bag værkerne, som er doneret af Ny Carlsbergfondet.
Værkerne – to friser af malerier samt en bronzeskulptur – blev indviet på biblioteket tirsdag. Begge værker er lavet specielt til Gellerup Bibliotek.
»Et bibliotek er et sted, hvor man kan fordybe sig og lade sig inspirere, og de to nye værker forstærker netop disse oplevelser på Gellerup Bibliotek. Biblioteket er nyt og moderne, og de to stykker samtidskunst løfter og komplementerer bygningen og atmosfæren,« siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Metin Lindved Aydin (R), i en pressemeddelelse.
Kathrine Ærtebjergs friser hænger i bibliotekets børne- og familieafdeling samt i bibliotekets Mellemrum og hedder henholdsvis ”Fred Fro Fri – Fugle fra alle verdener” og ”Fred Fro Fri – Vi er uendelige”. Friserne består af en række fantasifulde ansigts- og dyremotiver, og motiverne indeholder elementer og ornamentik fra planteriget.
Bjørn Poulsens værk ”Kassandra” er en over to meter høj mørkpoleret bronzeskulptur, som er placeret udendørs i bibliotekets atriumgård. Kassandra i Homers ”Iliaden” har spådomsevner, og værket giver associationer til videnskabens undergangsprofetier om for eksempel klimaet. Kunstneren betegner skulpturen som bibliotekets skytsånd, der våger over en vigtig institution i vores samfund.
»De smukke, nye lokaler på Gellerup Bibliotek får med disse værker, skabt til stedet, en helt anderledes indbydende karakter,« siger professor i æstetik og kultur Morten Kyndrup, som er bestyrelsesmedlem i Ny Carlsbergfondet, i pressemeddelelsen.
Gellerup Bibliotek er en del af Sports- og Kulturcampus, som åbnede sidste år. Værkerne kan opleves i bibliotekets åbningstid.