Flere bilister anholdt for kørsel i narkopåvirket tilstand
Spiritus og narko var årsag til flere anholdelser søndag og natten til mandag.
Patruljer fra Østjyllands Politi anholdt søndag og natten til mandag flere bilister i Aarhus-området på grund af mistanke om kørsel i spiritus og narkotikapåvirket tilstand, fremgår det af døgnrapport fra Østjyllands Politi.
Søndag kl. 5.05 skete der et færdselsuheld på Thunøgade i Aarhus C. En 31-årig mandlig bilist ramte ind i tre biler, der holdt parkeret i siden af vejen. Ingen personer kom umiddelbart til skade. Da den 31-årige virkede påvirket af alkohol, blev han anholdt og sigtet for spritkørsel.
Søndag kl. 11.34 blev en 27-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Karl Krøyers Vej i Aarhus N.
Søndag kl. 17.09 blev en 19-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Kærtoften i Aarhus V. Da betjentene fandt en mindre mængde kokain i bilen, blev den 19-årige også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Søndag kl. 19.40 blev en 26-årig mandlig bilist standset og sigtet for at køre uden førerret på Gudrunsvej i Brabrand. Da der lå nogle tramadolpiller og en joint i bilen, blev han også sigtet besiddelse af euforiserende stoffer.
Søndag kl. 22.11 blev en 26-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Langelandsgade i Aarhus C. I bilen lå en mindre mængde hash og en kniv, og den 26-årige blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og overtrædelse af knivloven.
Natten til mandag kl. 1.15 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Røgelvej i Brabrand. I bilen fandt betjentene et par joints, og han blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
JP Aarhus