Fortsæt til indhold
Aarhus

Champions League er ingen økonomisk guldmine

Bakken Bears' nylige kvalifikation til Champions League-gruppespillet er ikke noget, der kan mærkes på kistebunden. Faktisk er det lige modsat, siger klubbens sportsdirektør.

Man skulle tro, at det ville være en økonomisk gevinst at deltage i den bedste europæiske basketball turnering. Men sådan forholder det sig langtfra.

»En underskudsforretning« er de ord, Bakken Bears sportsdirektør, Michael Piloz, bruger om Basketball Champions League. En adgangsbillet til den prestigefyldte turnering giver et engangsbeløb på 40.000 euro, hvilket svarer til omkring 300.000 danske kroner. Ved første øjekast er det en pæn sum penge, men de er hurtigt brugt.