Biskop Henrik Wigh-Poulsens tale til bisættelsen af Thorkild Simonsen

I Johannesevangeliets kapitel 13 siger Jesus til sine disciple: “Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden” (Joh.13.34-35).

“Et nyt bud”, siger Jesus. Men kan også sige: en anden måde at se din næste, dit medmenneske på. Ikke som et middel for din egen magt, ikke som en ligegyldig brik i dit personlige spil, ikke som en genstand i dit eget projekt, men som et af Gud elsket menneske, som du derfor skylder at elske. Vi skal, som hans disciple, have kærlighed til hinanden.

I alt hvad I, i familien, fortæller, og i alt hvad der fremgår af de mange mindeord om Thorkild Simonsen, er det så tydeligt, hvor stærkt Jesu nye bud har præget hans udsyn og hans handlinger og hans møde med sine medmennesker. De blev aldrig ligegyldige, eller nogle man bare skal forbi på sin vej frem. Thorkild ville dem. Og jeg ved godt, at det er store ord. Men dem kan vi bruge herinde. Thorkild havde grundlæggende en kærlighed til dem, han mødte på sin livsvej.

Meget fik Thorkild Simonsen med fra sit barndomshjem deroppe i Vendsyssel. For meget får vi med fra vores barndomshjem. I hans, som i dit, Edny, var der tale om stærke kristne værdier. Men der var bestemt også tale om en - man kan næsten sige - gammeldags og kristent tonet respekt og agtelse for de mennesker, man nu engang har med at gøre. Man skal bruge sine talenter ordentligt, eller, som det hedder i salmen, vi lige har sunget, hjælpe og værne om den, som er svag. For vi har et kald og et ansvar overfor andre, som vi skal røgte så godt, som vi kan. Ja, som vi skal gøre os umage med.

Og sådan en vilje til at tage hånd om og være der for andre går også som en rød tråd i rigtigt meget af det, der bliver fortalt om Thorkild Simonsen. I, i den nærmeste familie, flyder nærmest over af beretninger om en ægtemand, en far, en morfar og oldefar, der aldrig nogensinde slap jer af syne, og som ville være der for jer på et utal af måder. “ Det finder vi ud af”, sagde han, når den mindste udfordring tårnede sig op i horisonten, og gav jer bekymringer. “Det finder vi ud af”, fortæller I, var på den måde nærmest et valgsprog for ham, og det blev jo netop også titlen på en bog om Thorkild Simonsen.

Og I børnebørn morede jer især over en lille pudsighed, som i virkeligheden sagde ganske meget om jeres morfar: Han hadede at sige farvel og kunne derfor ikke finde ud af at afslutte en samtale. Der var altid noget mere, der skulle siges, noget som han skulle spørge jer om. Samtalen skulle fortsætte. Der var så meget, han skulle vide om jer, og hvad i gik og havde for, og som han kunne rådgive jer om og hjælpe jer med. Jeres morfar var engageret i jer, og hvad I gik og havde for i jeres liv. Han var stolt af jer.

Men den her glæde ved, og kærlighed til, dem han mødte og kom forbi, blev jo også projiceret op på den store offentlige skærm og gav ham det enestående eftermæle, han har fået i sit politiske liv. For den politiske interesse, engagementet i det fælles, i fællesskabet, var jo også en drivkraft fra begyndelsen. Var det eksemplet fra hans mor, der tog sig af dem i landsbyen, der havde hjælp behov. Var det indignationen over den tyske besættelse. Var det erindringen om at slæbe en såret ud fra en bomberamt ejendom i Guldsmedegade. Var det i arbejdet som lærer og skoleforstander, eller i de politiske hverv som rådmand, borgmester og indenrigsminister. Alt sammen bar jo det samme vandmærke: viljen til at hjælpe og være der for den anden og i det tage sin opgave på sig.

Men afgørende var, som jeg hører det rundt omkring fra og som jeg kan læse om i de mange nekrologer og erindringer om Thorkild Simonsen, at han i sit politiske arbejde og engagement bevarede den samme familiære nærhed, som I, i familien beskriver. Der var så mange af dem, han kom forbi, som følte sig set og talt til. Han var uforstilt optaget af de mennesker, han mødte. Og han kunne ofte huske dem. Og det ved vi jo godt: at følte sig set, talt til, husket, det gør noget ved os. Det får os til at vokse lidt. Jeg tror mange voksede under Thorkild Simonsens venlige blik.

Jeg vil også tro, at de samme egenskaber gjorde ham til en formidabel forhandler. Han var optaget af de mennesker han sad overfor. Han var interesseret i deres bevæggrunde. Han var nysgerrig på dem og deres sag. ”Ikke alle med en anden holdning end din egen kan være idioter”, som han så tit er blevet citeret for at sige. Og der er faktisk rigtig meget visdom i de ord! Så Thorkild Simonsen blev på den måde aldrig en skarptskåret ideolog, der gik stålsat og urokkelig til bordet og forlod det igen uden at have flyttet sig en tøddel undervejs. Tværtimod. Han spurgte, han lyttede, han respekterede sin modpart, og resultaterne blev ofte derefter, grundet på den gensidige forståelse, der får ting til at flytte sig.

Det fortælles om Thorkild Simonsen at han to gange ugentlig frekventerede den engang så skattede frikadellebod på strøget for, udover at få stillet sin sult, at møde byens borgere i den berømte øjenhøjde og høre, hvad de sådan gik og tænkte om tingene. Og han henvendte sig selv, fortælles det. Han henvendte sig glad og gerne til hvem, han sådan mødte for netop at høre, hvad de tænkte og blive klogere på, hvad der rørte sig, der udenfor rådhusets mure. Hans humor og venlige blik banede vejen. Og rådet om at gå ud og lytte gav han efter sigende gav videre til yngre politikere, som han på samme måde inddrog, lyttede til og venligt videregav sine erfaringer. Et rundhåndet menneske. En bykonge med udpræget fornemmelse for sin by og dem, der boede i den, ja, og for dem, der skulle følge efter ham.

Thorkild Simonsens tid som borgmester faldt sammen med, at Aarhus fandt sig selv, fandt sammen, voksede og vandt selvtillid. En særlig uimponeret Aarhus-mentalitet vandt frem på en lang række områder indenfor undervisning, forskning, erhvervsudvikling og kultur Det var trods alt ikke alt sammen borgmestrenes værk, men det var ham, der med sin grundliggende venlighed og interesse i sin bys borgere, lagde grunden og satte rammerne. Selvfølgelig tillige med den særlige flid, fairness og sans for ordentlighed, der også var hans.

Så når man om Thorkild Simonsen siger, at han var bykonge, så skal det tilføjes, at han også er blevet kaldt ”hele byens bedstefar”. Igen: familiemennesket og politikeren Thorkild var ikke skilt i en privat og offentlig sfære. De hørte ligesom sammen. Kan være, at hans tid var en anden, men med sit eksempel er han et lysende eksempel til efterfølgelse for en ny tids politikere. For, som Thorkild Simonsen viste, så er den af mange politikere så attråede folkelighed ikke et spørgsmål om sociale medier, signaler og grøftegravning, men om at være til stede, som den man er, med en oprigtig og grundlæggende respekt for, og kærlighed til dem, man er sat til at hjælpe og værne om, derhjemme som ude i byens gader

Nu er vi så samlet her i byens kirke, hvor byens historie er rigt repræsenteret, og hvorfra der gennem tiderne er taget afsked med mange af dem, der på hver deres måde byggede med på alt det, vi har og har haft tilfælles. Herinde har vi fået sat de store ord på og fået udvidet perspektivet, sådan at vi også kunne se os selv og vores døde som en del af den store, store fortælling om Gud og mennesker. En fortælling grundet på hans søns nye bud til os, at vi skal elske hinanden. Med det bud skal vi tage afsked og med det bud skal vi de efterlevende gå ud og leve vores liv på. Ham vi nu tager afsked med, viste os, hvordan det også kan gøres, og at vi ikke skal grave vores talenter ned, men omsætte dem, ødsle med dem, når det kommer til det liv, vi skal leve med hinanden. Lad mindet om din mand, Edny, jeres far, Hanne og Helle, jeres morfar og oldefar, jeres ven, Thorkild Simonsen, være os alle til fortsat styrke og inspiration.

I, i den nærmeste familie, der fulgte Thorkild hele vejen, fortæller, at for ham hvis livsappetit og virkelyst og glæde ved jer, var så stor, der var døden og dens fravær af liv ikke let at acceptere. Han havde selv, som det ordensmenneske han var, planlagt sin bisættelse her i dag, men han kunne, som sagt, ikke rigtigt sige farvel. Han havde så meget for med den her tilværelse. Men I fortæller, hvordan han til sidst alligevel fandt ro i sit hjem og i jeres nærhed. Og du Edny, I to der havde fulgtes så længe, og så godt, I kunne være hos hinanden, lige til Thorkild slap.

Men lad nu Thorkild få det næstsidste ord, som han engang har givet i et interview, og som nu kan være dig og os alle til trøst i troen på, at i Gud er ingen afsked endelig. Hos Ham er døden ikke. Her hersker opstandelsen. Thorkild siger:: ”Det nytter ikke noget at være ked af at skulle dø – så skulle man jo også være ked af at være blevet født. Jeg tror, at døden bliver lidt lettere, når man har troen. Jeg tror på, at der sker noget med os, efter, at vi er døde, og at der ikke venter os noget ondt på den anden side af døden. Helvedesprædikanterne har jeg aldrig troet på. Nej, der venter os noget godt. Og derfor bekymrer døden mig ikke”.

Og så det allersidste ord. For nu lige at sætte streg under. Og det er Paulus i hans brev til romerne: ”For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre”.

Æret være Thorkild Simonsens minde!

AMEN