Rumænsk tyv blev sendt hjem
Hjemsendelse: En 42-årig mand fra Rumænien er blevet idømt en straksbøde for tyveri og derefter sendt tilbage til sit hjemland.
Det sker efter, at han natten til søndag blev anholdt i Aarhus. En 37-årig mand kontaktede kl. 2.08 politiet og fortalte, at han havde fået stjålet sin mobiltelefon, og at han og en ven nu tilbageholdt den formodede tyv, fremgår det af døgnrapporten.
Den 37-årige havde stået i en pølsevogn på Bispetorvet, hvor han kortvarigt havde lagt sin mobil fra sig. Da den pludseligt var væk, fik han hjælp af en ven og brugte find my iPhone-funktionen til at spore den til et sted i midtbyen.
Her tog den 37-årige og vennen kontakt til den 42-årige mand, som de også havde set ved pølsevognen. Den 42-årige afviste at have taget telefonen, og i første omgang gik de to mænd derfor videre. Men kort efter kunne de se, at telefonen nu var på Skolebakken, og da de igen stødte på den 42-årige, var de ikke længere i tvivl om, at han havde mobilen.
De kontaktede derfor politiet og tilbageholdt den 42-årige. Det viste sig da også, at den stjålne mobil lå i den 42-åriges bæltetaske, og da politiet lidt efter kom frem, blev han anholdt og sigtet for tyveri. Da han er rumænsk statsborger uden fast bopæl i Danmark, blev han tildelt en straksbøde, og hans sag blev forelagt Udlændingestyrelsen, der vurderede, at manden skulle sendes hjem til Rumænien med indrejseforbud i to år. Da der allerede var mulighed for at hjemsende ham mandag, var det ikke nødvendigt at fremstille ham i retten.