Digitalt overblik til seniorer over sommeraktiviteter
Er du senior (eller bare nysgerrig) og savner et overblik over, hvad der sker af aktiviteter hen over sommeren?
Så fortvivl ikke. Sundhed og Omsorg har nemlig lavet et digitalt overblik: Senior Sommer. En kalender fyldt med fællesskaber og lokale oplevelser i sommermånederne arrangeret af foreninger, klubber og folkehuse i Aarhus.
»Alle skal have noget at glæde sig til hen over sommeren. For at gøre det nemt at finde en sommeraktivitet, har vi samlet en stor bunke tilbud i Aarhus og omegn, der er særligt målrettet seniorer. Vi håber, at mange vil gå på opdagelse i den digitale kalender,« siger Maj Morgenstjerne, chef for civilsamfund og samskabelse i Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse.
I Senior Sommer-kalenderen kan man finde alt fra krolf og petanque til cykelværksted og skovtur.
Senior Sommer-kalenderen findes på www.aarhus.dk/seniorsommer