Grønt museum vandt nordisk pris
Det Grønne Museum på Djursland er blevet kåret som den bedste madhistoriefortæller i Norden.
Det Grønne Museum – Danmarks nationale museum for jagt, skoven, landbrug og mad ved Gammel Estrup, Auning – blev mandag udråbt som vinder, da Embla Nordic Food Awards fandt sted i Oslo.
Det Grønne Museum var tidligere på året blevet udpeget som den danske nominerede og løb med prisen foran syv nominerede fra samtlige lande i Norden, oplyser museet i en pressemeddelelse.
Prisen som den bedste madhistoriefortæller i Norden tildeles en person, en historiefortæller, et medie eller et koncept, som formidler glæden og højner kendskabet til nordisk mad.
Embla-prisen hylder det nordiske køkken, og den uddeles hvert andet år. Prisen blev indstiftet for at styrke den fælles nordiske madidentitet og -kultur og for at øge omverdenens interesse for nordisk mad.
Det var direktør Anne Bjerrekær, der på vegne af Det Grønne Museum modtog prisen.
»Jeg er vildt stolt af den her pris, for den bekræfter, at vi har satset rigtigt på Det Grønne Museum med Madens Hus. Der er mange gode mennesker, heriblandt kokke, producenter og frivillige, som har hjulpet os undervejs. Prisen er også til dem,« siger direktør Anne Bjerrekær, der samtidig roser både konceptet og de øvrige deltagere.
»For mit eget vedkommende var det en kæmpe oplevelse at møde de andre nominerede fra hele Norden. Altså, når man går all in på at producere grønt og tomater i vertikal farming på Grønland, så hver enkelt lille tomat ikke skal flyves ind, så er man altså lidt vild og meget kreativ – og det giver håb for menneskeheden. Og de vandt ikke engang i deres kategori,« siger direktøren, der også hæfter sig ved, at Danmark kunne rejse hjem med tre af de syv priser, der blev uddelt mandag.
Ud over Det Grønne Museum så vandt nemlig også to andre danske repræsentanter: The Junk Food Project i kategorien ”Nordisk mad til mange” samt Frederiksdal Kirsebærvin i kategorien ”Nordisk Råvareproducent”.
Den nok største ildsjæl og markante skikkelse i Madens Hus er Det Grønne Museums madhistoriker, Bettina Buhl, der var forhindret i at deltage i Oslo. Også for hende er pris og hæder et kæmpe skulderklap.
»Jeg er glad og stolt over såvel nominering samt kåring. Et ansvarsområde om madens og måltidets kulturhistorie i Danmark vedrører os alle, og derfor skal formidlingen være vedkommende, spændende og reflekterende,« siger Bettina Buhl.
Det er de seks nordiske landbrugsorganisationer, samlet under Nordisk Landboforenings Centralråd (NBC), der står bag prisen.
Syv nordiske lande dystede i år om lige så mange priser. I år var der rekordmange nomineringer, og juryen har udpeget vindere ud fra kriterier som bæredygtighed, inspiration, originalitet, ærlighed og ikke mindst nordisk genkendelighed.
JP Aarhus