Aarhusianerne kan fejre dronningen i Mindeparken
Den 3. og 4. juni kan man opleve dronningen på hendes sommertogt i Aarhus, hvor der i anledningen af hendes 50-års jubilæum bl.a. afholdes fejring i Gellerup og folkefest i Mindeparken
Fredag formiddag d. 3. juni ankommer dronning Margrethe med kongeskibet ”Dannebrog” til Aarhus på sit årlige sommertogt.
Her vil hun omkring kl. 10 blive modtaget af blandt andre byens borgmester, Jacob Bundsgaard, hvorefter interesserede tilskuere kan opleve dronningen på en karettur gennem midtbyen, når hun eskorteres af Gardehusarregimentets Hesteskadron med flere end 50 heste i eskorten.
Karetturen ender på byens rådhus, hvor de fremmødte kan vinke til dronningen på balkonen.
»Det er altid et flot og festligt syn, når borgerne vinker og møder dronningen med flag og smil. Lad os fejre vores dronning i anledning af hendes 50-års regeringsjubilæum og give hende en uforglemmelig dag i Smilets By,« siger Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.
Fest i Mindeparken
Dagen efter byder programmet blandt andet på et besøg i Gellerup, hvor dronningen besøger byparken og vil hilse på Bydelsmødre, som fortæller om deres arbejde under coronapandemien. Derudover er der underholdning fra Cirkus Tværs og en fremførelse af ”Gellerupsangen” af lokale musikere.
Eftermiddagen vil foregå i Mindeparken, hvor der er arrangeret en folkefest med koncerter og madboder imellem kl. 12. og 17. Deltagelse er gratis, og de fremmødte kan blandt andet opleve et stort børnekor samt en koncert med Teitur feat. Tina Dickow & Andrea Pellegrini. Parken bliver inddelt i zoner, hvor der gives eksempler på byens unge talenter inden for gastronomi, sport, design og fashion samt håndværk.
JP Aarhus