Fortsæt til indhold
Aarhus

Nyt stenrev ved Aarhus Ø skal booste biodiversiteten

Store tunge sten lægges i disse dage i havet ud for Lighthouse og Z-huset på Aarhus Ø. Stenene er gravet fri i et vejprojekt.

JP Aarhus

2.000 tons sten bliver i disse dage lagt i havet ved Aarhus Ø for at tiltrække bl.a. blåmuslinger, søanemoner og havalger. Stenrevet, der placeres på havbanen ud for Lighthouse, skal på den måde give et boost til biodiversiteten i Aarhusbugten.

»Man glemmer nemt vigtigheden af den biodiversitet, der ikke er synlig på land. Men med det nye stenrev får vi faktisk skabt et hjem for planter og dyr meget tæt på, hvor vi mennesker lever og færdes. Med det nye stenrev skaber vi bedre vilkår for livet i vandet, og det bidrager jo også til områdets særlige karakter og miljø,« siger Steen Stavnsbo, rådmand, Teknik og Miljø, i en pressemeddelelse.

I løbet af tre-fire dage er revet klar til, at de første dyr og planter kan flytte ind. De fleste af stenene lægges i bunker, så der skabes hulrul mellem stenene. Her kan krebsdyr, snegle børsteorme og mange andre dyr gemme sig for fisk og krabber. Andre sten lægges enkeltvis på havbunden.

I disse dage bliver de første sten lagt i vandet ud for Lighthouse og Z-huset på Aarhus Ø. Foto: Aarhus Kommune

At bringe naturoplevelser tættere på beboerne og give noget tilbage til naturen, er netop en del af tankerne bag Lighthouses involvering i udvidelsen af stenrevet. Det fortæller Rune Kilden, der er en del af ejerkredsen bag Lighthouse.

Sammen med Aarhus Kommune og entreprenørvirksomheden Per Aarsleff A/S står Lighthouse nemlig bag udlæggelsen af de mange sten i stenrevet, som de håber, vil glæde hele området på længere sigt. I pressemeddelelsen udtaler Rune Kilde:

»Efter i mange år at have været en øde containerhavn er Aarhus Ø i dag blevet en levende bydel, hvor havet spiller en stor rolle og er en naturlig del af hverdagen.«

Fra ringvej til havn

De 1.400 kubikmeter sten, der udgør det nye stenrev, kommer fra et andet stort projekt i Aarhus – nemlig fra anlæggelsen af den kommende 12 km lange Giber Ringvej syd for Aarhus. Her har man fundet de store sten, efterhånden som man har gravet ud til vejen, og nu skal stenene altså skabe nyt liv på havbunden