Unges egen musikfestival skal samle 1.500 unge i Aarhus
Tæt på 1.500 aarhusianske børn og unge samles på Grim-festivalplads, når OMG! Festival 2022 løber af stablen for første gang.
Lørdag den 7. maj afholdes festivalen OMG! Festival for første gang.
Det er Ung i Aarhus, der står bag konceptet, som skulle have været afviklet første gang i 2020. På grund af corona og nedlukning har det dog ikke været muligt før nu, hvor festivalen endelig opstår.
Temaet på årets festival er ”respekt”. Målet har derfor været at skabe en festival, der emmer af gode oplevelser, sjove aktiviteter og ikke mindst en respektfuld atmosfære. Og det har de unge været med til at udvikle.
Sammen med pædagoger og ansatte i klubberne og ungdomsskolen på tværs af byen har de skabt et program, der byder på alt fra streetsport og kunstudstillinger til cupcakeboder og temabarer. Til musikscenen har de booket både lokale og radioaktuelle artister og bands, herunder Iswaal og Specktors.
»Vi gør alt, hvad vi kan, for at involvere og skabe sammen med børnene og de unge. Det er hele fundamentet for projektet og for vores fremadrettede vision. Det er den bedste måde at lære på og nogle værdifulde færdigheder, man får, som jeg også selv tilegnede mig som helt ung, ved at de voksne turde give mig ansvaret,« siger Kåre William Wulff, projektleder på OMG! Festival 2022, i en pressemeddelelse.
OMG! Festival 2022 er for alle børn og unge i Ung i Aarhus. Festivalen afholdes fra kl. 14.00-20.00 på Grimhøjvej 20, 8220 Brabrand.