Lars Hinrichsen mistede sin potens som 47-årig: »Er man en rigtig mand, hvis man er impotent?«
Efter Lars Hinrichsen blev opereret for prostatakræft, mistede han sin potens. Hvad han altid havde taget for givet, var der ikke længere. Det blev starten på syv års kamp for at genfinde sig selv som mand og få sexlivet tilbage.
Skærmen lyste op i rummet. Lars Hinrichsen havde sin hustru Leila Hinrichsen ved sin side. Deres øjne var rettet mod det billede, den virkelighed, der blev præsenteret for dem.
En læge med speciale i prostatakræft stod foran dem og afbrød stilheden, da han løftede fingeren og pegede på skærmen. Han behøvede ikke at sige noget, Lars Hinrichsen vidste allerede besked.
Forekomsten af kræft var værre end ventet. Lægen kunne ikke give ham den særlige nervebevarende operation, så han kunne beholde sin potens.
Aftenen forinden havde Lars Hinrichsen og hustruen delt en flaske vin og fejret, at Lars Hinrichsen ville blive behandlet og bevare sin potens. Men virkeligheden var en anden nu. På vejen hjem fra den sydtyske kræftklinik sad Lars Hinrichsen bag rettet i familiens bil. Mens verden gled forbi, fyldtes hans hoved med mørke tanker.
Da sommersolen var gået ned, svingede familien ind i carporten foran deres rødstensvilla i Solbjerg. Allerede morgenen efter lå Lars Hinrichsen i en sygeseng på Aarhus Universitetshospital. Klar til at få den operation, som han egentlig havde sagt nej til i første omgang, fordi han vidste, at den ville beskadige hans nerver og frarøve ham muligheden for at få rejsning uden brug af hjælpemidler.
For mig var det en kæmpe ting at blive impotent. Jeg tænkte særligt på mit ægteskab – hvad ville der ske med ens forhold? Jeg havde jo hørt om par, der var blevet skilt, fordi sexlivet var gået i stykker.
Den 15. august 2015.
En dag, Lars Hinrichsen aldrig glemmer. Da han forlod sygehuset, vidste han, at der ventede et nyt liv og ikke mindst et nyt sexliv. Han skulle starte forfra. Helt forfra. Og genfinde sig selv som mand. En mand uden sin potens.
En »rigtig« mand?
Nogle måneder forinden, i foråret 2015, tog Lars Hinrichsen til læge, da han blev opmærksom på nogle smerter i underlivet, som han var overbevist om »nok bare var blærebetændelse«, som han udtrykker det. Lægen tog nogle blodprøver, og det viste sig, at tallene var for høje.
Selv om det kunne tyde på andet end alvorlig sygdom, blev Lars Hinrichsen henvist til Regionshospitalet Randers, fordi der havde været flere tilfælde med prostatakræft i familien, og derfor insisterede han på at blive undersøgt yderligere.
Han var bekymret, men ikke bange.
»I bund og grund havde jeg nok den typiske mande-tilgang til det. Jeg tænkte jo bare: ”Der er sgu ikke noget galt”,« siger Lars Hinrichsen, der måtte væbne sig med tålmodighed, mens han ventede på svaret.
I mellemtiden gik han i gang med at undersøge, hvad prostatakræft egentlig var. Hvordan behandles man? Hvad er bivirkningerne?
»Jeg lå med min telefon om natten og læste, mens andre sov. Nogle gange kunne jeg slet ikke hænge sammen og sad bare og hang på mit arbejde. Jeg læste alle mulige skræmmehistorier. Det med, at man kunne miste sexlivet, var en af dem,« fortæller Lars Hinrichsen, der ikke kunne affinde sig med tanken om, at en operation ville frarøve ham potensen og måske endda sexlivet.
»Jeg havde livet på den ene side og potensen på den anden. Hvad vægter tungest? Det burde livet nok gøre, og det gjorde det i bund og grund også – særligt på grund af min kone, der var god til at sige “vi finder ud af det”, men sådan tænker en mand bare ikke. For er man overhovedet en rigtig mand, hvis man er impotent?« siger Lars Hinrichsen.
Det er ikke så underligt, at han forbandt potensen med at være en »rigtig« mand.
Gennem historien har det erigerede lem været afbilledet i kunsten og særligt på keramik i antikkens Grækenland. De gamle grækere dyrkede fallos-sange og fallos-optog i de små græske landsbyer. Potensen blev symbolet på mandens frugtbarhed og styrke og henviste til den seksuelle lyst som en positiv og vital kraft. Derfor forbinder mange potensen med maskulinitet og mandighed. Præcis ligesom Lars Hinrichsen gjorde – indtil han blev syg.
»Total chokeret«
Nogle uger efter besøget hos lægen fik Lars Hinrichsen og hans hustru svar på prøverne.
»Du har prostatakræft,« lød beskeden.
»Jeg var total chokeret. Jeg fik at vide, at de ville indstille mig til operation, og så sad jeg bare der med tårer i øjnene,« siger Lars Hinrichsen.
I første omgang afviste han operationen, fordi han havde hørt om en klinik i Sydtyskland, hvor de kunne behandle prostatakræftpatienter med en særlig nervebevarende behandling, så potensen ikke ville forsvinde.
»Jeg kunne ikke affinde mig med at miste potensen. Det er så tæt forbundet med maskuliniteten og dét at være mand. At knalde konen hen over køkkenbordet, det spontane, det, der skaber spænding i et forhold, det ville forsvinde. Det fik mig til at gå helt i sort,« siger Lars Hinrichsen.
I Tyskland afviste klinikken dog at give den nervebevarende operation. Han var nødt til at tage imod behandlingen i Danmark – også selv om det betød, at han ville miste sin potens.
Med ét blev Lars Hinrichsen en del af de 27 pct., der ifølge befolkningsundersøgelsen Sexus kæmper med rejsningsbesvær.
»For mig var det en kæmpe ting at blive impotent. Jeg tænkte særligt på mit ægteskab – hvad ville der ske med ens forhold? Jeg havde jo hørt om par, der var blevet skilt, fordi sexlivet var gået i stykker,« siger Lars Hinrichsen.
Han var nødt til at tænke i nye baner.
Fællesskab på Facebook
Noget tid efter operationen blev Lars Hinrichsen og hans hustru henvist til en sexolog på Aarhus Universitetshospital.
»Vi fik nogle redskaber, men der var intet nyt under solen. For mig som mand var det enormt grænseoverskridende at tale med en kvindelig sexolog om den slags,« siger Lars Hinrichsen, der fortæller, at han følte sig som »Palle alene i verden« efter operationen.
I takt med at tiden gik, fik Lars Hinrichsen mere overskud. Han manglede et fællesskab med andre mænd, han kunne dele sine følelser og frustrationer med. Nogle, der var i samme situation som ham selv.
Lars Hinrichsen fik kontakt til en fyr, der også havde prostatakræft. Sammen startede de et fællesskab på Facebook. En gruppe, de kaldte ”De unge prostatadrenge”. Gruppen har eksisteret siden 2015, og hvert år kommer flere medlemmer til.
»I gruppen kan vi tale om det at være mand, de følelser og den mandighed, man kan føle er gået tabt. Mange siger faktisk, at de taler bedre med gruppen end konen derhjemme,« siger Lars Hinrichsen, der fortæller, at ”De unge prostatadrenge” ses to gange om året.
»Snakken går bare, når vi mødes. Særligt det med seksualitet og potens fylder meget. Vi sparrer med hinanden og taler om, hvad bruger du? Hvad virker for dig?,« siger Lars Hinrichsen.
Han fik mere mod på at udforske og udfordre sin nye »seksualitet«.
En dag, hans hustru var på arbejde, tog han ind til Aarhus, hvor han havde hørt, der lå en sexshop ved banegården.
Da Lars Hinrichsen kom ind i forretningen, fortalte han sin historie til ekspedienten. Om kræften, operationen, potensen. Det hele.
»Det var vildt grænseoverskridende at skulle gå ind i en butik og købe sexlegetøj for at kunne tilfredsstille konen, fordi man ikke selv kan gøre det,« siger Lars Hinrichsen.
Men legetøjet var en succes. Det udvidede hans syn på sex og intimitet, og det skulle vise sig ikke at være den sidste gang, han besøgte en sexshop.
Synet på sex
»Det er en anden måde, min hustru og jeg er sammen på nu end for 10 år siden,« fortæller Lars Hinrichsen.
At miste potensen har tvunget ham og hans hustru til at nytænke, hvordan de kan være intime og have sex sammen.
»Engang havde jeg nok et snævert syn på sex, men jeg er blevet klogere og har udvidet min horisont. Sex kan være så meget mere end bare penetration,« siger Lars Hinrichsen.
Både ham og hans hustru har været enige om, at de skal være ærlige og åbne over for hinanden.
»Jeg var ikke kommet igennem processen uden støtte fra min elskede kone. Hun var med hele vejen, vi græd sammen, men hun slap aldrig min hånd,« siger Lars Hinrichsen.
Kærlighed og kommunikation – uden filter. Det er altafgørende i et ægteskab, mener Lars Hinrichsen, der selv oplevede, hvordan kommunikation blev nøglen til at få sexlivet tilbage.
»Man mister en del af sin stolthed, når man mister potensen, pludselig er man bare en lille bange dreng. Men det er så vigtigt at komme ud over stepperne og åbne op om det. Man er nødt til at tage stilling til, hvad man vil med sit liv og sit ægteskab. Jeg syntes, det var svært at tale om i starten, men det bliver lettere med tiden,« siger Lars Hinrichsen.
Efterhånden har ægteparret fundet ud af, hvordan det kan være intimt, selv om Lars Hinrichsen ikke længere kan få rejsning.
Potenssprøjter, viagra, penisringe og penispumpe.
Det er blot nogle af de ting, der kan hjælpe med at skabe magi i soveværelset.
Men selv om remedier kan sætte skub i tingene, er det ikke altid uproblematisk.
»Midt i det hele skal man finde nål og sprøjte frem, og så skal man vente på, at det virker. Det lægger lige en dæmper på det hele,« siger Lars Hinrichsen og forklarer, at potenssprøjten maksimalt må bruges to gange om ugen, så det sætter en naturlig begrænsning.
Sprøjten hjælper blodet med at strømme til mandens underliv. Og de gange, hvor det virker, kan han blive ved længe.
»Det kan jeg godt have det lidt skægt med, for så føler jeg mig næsten helt over-maskulin,« siger Lars Hinrichsen.
Selv om det har været svært at vænne sig til at have et andet sexliv, er Lars Hinrichsen nået til et punkt, hvor han accepterer det, som det er.
»Da jeg blev syg, tænkte jeg ”Jeg skal satme ikke være impotent” og overvejede faktisk at droppe operationen for at bevare min potens. Men pludselig begyndte noget at ændre sig – livet vægtede tungere. Jeg har jo også tre piger, jeg skal tænke på. Selv om det er mig, der skal dø først, vil jeg gerne nå at se dem vokse op,« siger Lars Hinrichsen.
Han er kræftfri på syvende år. Ikke rask. Kræftfri. En meget vigtig skelnen for ham.
For som han siger, er intet sikkert, når man har været alvorligt syg.
»At have haft kræft er ligesom at gå med en tiger i snor. Du ved ikke, hvornår den springer på dig,« siger Lars Hinrichsen.
Han går til kontrol hvert halve år. Eller »eksamen«, som de kalder det i familien.
»Jeg tuder stadig, når jeg får svar på mine scanninger. Det er en lettelse hver gang, for frygten er lige under overfladen. Som et bål, der hele tiden ligger og ulmer,« siger Lars Hinrichsen.