Fortsæt til indhold
Aarhus

Molslinjen genindfører dispensation: Bliv i bilen

For at sikre en sikker overfart for passagerer giver Molslinjen nu mulighed for, at særligt udsatte passagerer kan blive på vogndækket under overfarten.

Med den travle juletid følger også en travl juletrafik.

Det har nu fået Molslinjen til at genindføre mulighed for, at særligt sårbare rejsende fra tirsdag den 21. december kan få lov til at blive i bilerne på overfarten for undgå unødig kontakt med andre passagerer.

Det er normalt ikke tilladt at opholde sig i bilerne på bildækket på overfarten, men coronasituationen har fået Søfartsstyrelsen til at give rederier dispensation til at give passagerer lov til at blive siddende i bilerne. Og det er den dispensation, som Molslinjen benytter sig af på en række af rederiets ruter.

Som smittesituationen er lige nu, må vi blot konstatere, at mange særligt sårbare kan risikere ikke at kunne rejse i julen, hvis vi ikke laver en undtagelse.
Jesper Skovgaard, kommerciel direktør, Molslinjen

Med den nuværende smittesituation er det en løsning, som kommerciel direktør i Molslinjen Jesper Skovgaard er tilfreds med:

»Der er mange gode grunde til, at ophold på vogndækket ikke er tilladt, men som smittesituationen er lige nu, må vi blot konstatere, at mange særligt sårbare kan risikere ikke at kunne rejse i julen, hvis vi ikke laver en undtagelse. Derfor åbner vi nu igen for muligheden,« siger Jesper Skovgaard i en pressemeddelelse.

Dispensationen har tidligere været i brug under coronakrisen. Dengang oplevede Molslinjen dog, at mange passagerer bookede billetter til at blive siddende i bilen, men alligevel forlod bilerne for at gå i færgens restaurant eller café under overfarten. Det gav en række uheldige konfrontationer mellem passagerer, fortæller Jesper Skovgaard, som derfor opfordrer til, at man udelukkende benytter sig af muligheden, hvis man er særligt sårbar.

Særligt sårbare skal ringe til Molslinjens kundecentre og få tilføjet deres ophold på vogndækket til deres billet. Muligheden gælder for alle Molslinjens afgange på nær ruterne Rønne-Køge og Rønne-Sassnitz

Uden forudgående reservation eller senest en tilladelse i check-in er det ikke muligt at blive i bilen, og check-in skal være senest 30 minutter før afgang.

Ordningen kommer til at gælde fra den 21. december og hen over nytåret til og med søndag den 2. januar 2022.