Syddjurs Kommune får whistleblowerordning
Alle kommuner er lovmæssigt forpligtet til at etablere en whistleblowerordning, og Syddjurs Kommune er nu klar med en brugervenlig portal til formålet.
Der er tale om en ordning, hvor kommunens nuværende og tidligere medarbejdere samt eksterne aktører med en arbejdsmæssig relation til kommunen, eksempelvis medarbejdere hos leverandører og underleverandører og frivillige og lønnede og ulønnede praktikanter, kan indberette om alvorlige forhold og lovovertrædelser, f.eks. brud på tavshedspligt, tyveri og en lang række andre forhold.
Borgere kan ikke bruge portalen til at indberette eller klage, men henvises i stedet til de alternative muligheder, der allerede er etableret til det.
Via en onlineportal, som der linkes til fra syddjurs.dk, og Syddjurs Kommunes medarbejderportal (intranet) kan man indberette i et sikkert system, hvor data krypteres og personoplysninger håndteres fortroligt. Indberetning kan også foretages helt anonymt. Et advokatfirma gennemgår indberetningerne og sender videre til Syddjurs Kommunes interne whistleblowerteam, hvis indberetningen falder inden for ordningens rammer. Medlemmer af det interne whistleblowerteam vil ikke kunne tilgå indberetninger om dem selv eller indberetninger, hvor de på anden vis er inhabile.
»Whistleblowerordningen hverken kan eller skal erstatte den tillidsfulde, daglige dialog på vores arbejdspladser. Samtidig anerkender vi, at der kan være situationer, hvor en person ikke ønsker at bringe forhold frem via de sædvanlige kanaler. Her kan whistleblower-ordningen være et alternativ og skabe mulighed for, at vi kan reagere. Vi har haft en rigtig god dialog om etableringen af ordningen med ledere og medarbejdere samt i økonomiudvalg og byråd. Det er vigtigt, at alle forstår, hvad meningen med ordningen er, og at den er tryg og sikker at anvende,« siger kommunaldirektør Rasmus Møller i en pressemeddelelse.
JP Aarhus