Classic Race Aarhus er erklæret konkurs
»Vi har den seneste måneds tid været i dialog med flere end 30 interessenter, men desværre lykkedes det ikke at komme i mål,« lyder det fra direktør Poul Dalsgaard om kampen for en økonomisk redning af racerløbet.
Gennem en årrække har Classic Race Aarhus sørget for motorstøj og væddeløb i gaderne omkring Tangkrogen. Men snart er det efter alt at dømme slut.
Racefestivalen, som ofte har haft prins Joachim blandt deltagerne og tiltrukket omkring 40.000 årlige tilskuere til ræs med klassiske racerbiler, er begæret konkurs. Det oplyser Classic Race Aarhus i en pressemeddelelse.
Racerløbet har været under rekonstruktion siden oktober, men forsøgene på at skaffe ny kapital har været forgæves.
»Det er meget trist, men det er ikke forsvarligt at fortsætte uden tilførsel af ny kapital. Der er blevet arbejdet nærmest i døgndrift – og der har været rigtigt mange, både nuværende og nye partnere, som har vist både velvilje og økonomisk interesse. Vi har den seneste måneds tid været i dialog med flere end 30 interessenter, men desværre lykkedes det ikke at komme i mål med et tilstrækkeligt stærkt økonomisk fundament til at kunne fortsætte driften,« udtaler Poul Dalsgaard, direktør i Classic Race Aarhus, i pressemeddelelsen.
Der havde aldrig været noget Classic Race Aarhus uden vores flere end 1.200 frivillige. Jeg har slet ikke ord for deres engagement og dedikation. Tusind, tusind tak. De fortjener om nogen en stor klapsalve.Poul Dalsgaard, direktør for Classic Race Aarhus
Ud over nuværende og nye mulige partnere har Classic Race Aarhus også været i dialog med aktører i festivalbranchen for at finde en løsning. Men heller ikke det bar frugt.
Ramt af corona
Classic Race Aarhus blev senest afviklet i september i år, da løbet gjorde comeback, efter at man i 2020 måtte aflyse på grund af corona. Normalt er løbet blevet afviklet i maj, men ligeledes af hensyn til corona var løbet i år skudt til efteråret.
I oktober kom det frem, at man grundet den økonomiske situation med millionunderskud ikke planlagde at afvikle Classic Race Aarhus i 2022.
»Regnskabet er ikke endeligt gjort op, men vi må konstatere, at vi kommer ud med et betydeligt underskud. Vi startede med efterslæb på mange fronter, da vi måtte aflyse vores arrangement i 2020 grundet covid-19-pandemien,« udtalte Poul Dalsgaard ved den lejlighed.
Og nu er forsøget på en økonomisk genopretning på længere sigt altså også fejlet – også efter at årets udgave af Classic Race Aarhus ikke tiltrak så mange gæster som håbet.
»Corona-omlægningerne, det ekstremt kolde og blæsende vejr, det lave besøgstal på 36.000 gæster og den manglende omsætning i boder og telte ramte os hårdt økonomisk,« fortæller Poul Dalsgaard i pressemeddelelsen om konkursen.
»Vores overordnede mål har altid været at donere overskuddet til børns trafiksikkerhed, og det er vi kede af, at vi ikke længere kan bidrage til.«
Mødt af modstand
Classic Race Aarhus har gennem årene delt vandene. Naboer til racerløbet har protesteret, og SF i Aarhus var ikke sen til at opfordre til en mere permanent aflysning af Classic Race Aarhus, da udmeldingen om aflysningen i 2022 blev offentliggjort.
»Jeg har stor respekt for den store energi, som hundredvis af frivillige har lagt i Classic Race igennem årene, og jeg kan godt forstå, hvis mange er ærgerlige. Når det er sagt, er tiden løbet fra at have et racerløb i det centrale Aarhus,« udtalte byrådsmedlem Jan Ravn Christensen da.
»Løbet lukker en stor del af byen ned i en uges tid, og det er samtidigt til stor gene for mange af naboerne. I en tid, hvor vi dag for dag går mere op i klimaet, støjforurening og luftforurening, er det samtidigt et helt skævt signal at sende, at der kører racerbiler rundt i Aarhus.«
I skyggen af konkursen sender direktør Poul Dalsgaard tanker til særligt én del af det hold, som gennem årene har været med til at afvikle Classic Race Aarhus.
»Der havde aldrig været noget Classic Race Aarhus uden vores flere end 1.200 frivillige. Jeg har slet ikke ord for deres engagement og dedikation. Tusind, tusind tak. De fortjener om nogen en stor klapsalve. Jeg ved, at de, ligesom jeg, bliver meget kede af, at det ikke er lykkedes. Men en epoke er slut, og vi må glæde os over, at der i 10 år har været en ”Nordeuropas Smukkeste Racefestival” i Aarhus til glæde for rigtig mange,« udtaler han.