Død mand ved Aarhus Rådhus blev dræbt – 58-årig anholdt
Østjyllands Politi har sent torsdag aften anholdt en 58-årig mand fra Aarhus, der sigtes for at have dræbt en 34-årig mand.
Den 34-årige blev torsdag eftermiddag fundet død i Rådhusparken i Aarhus.
Østjyllands Politi fik torsdag kl. 12.13 en anmeldelse om, at der lå en død mand bag ved en bænk i Rådhusparken i Aarhus. Da dødsfaldet virkede mistænkeligt, blev området spærret af, der blev foretaget en række undersøgelser og parken blev afsøgt at hunde. Først sent på aftenen blev afspærringen ophævet.
»Vi har efterforsket sagen intensivt hele aftenen og natten med henblik på dels at finde frem til identiteten på den afdøde og dels at afklare, om han var blevet udsat for en forbrydelse. Det førte til, at vi sent i aftes anholdt en 58-årig mand, som vi mistænker for at have dræbt den 34-årige mand,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen i en pressemeddelelse.
Den 58-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus fredag kl. 13.30.
Ifølge Lokalavisen er manden sigtet for drab ved kvælning den 9. december. Tidspunktet for drabet er stadig ukendt. Derefter blev dørene lukket for offentligheden, da efterforskningen stadig står på.
Den 58-årige nægtede sig skyldig.
Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der kan have set noget mistænkeligt i området ved Rådhusparken i tidsrummet fra onsdag aften til torsdag ved middagstid, hvor den 34-årige mand blev fundet af en forbipasserende. Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.