55-årig rocker dømt som bagmand i aarhusiansk narkonetværk

Via krypterede chattjenester har et narkonetværk i Aarhus distribueret hash. Mandag eftermiddag blev 55-årige Jens Bundgaard dømt som bagmand.

Artiklens øverste billede
Det har ikke været fremme i løbet af retssagen, hvilken rockergruppe der er tale om.

Mandag eftermiddag blev en ledende rocker idømt tre et halvt års ubetinget fængsel ved Retten i Aarhus, oplyser Østjyllands Politi.

Ifølge anklageren i sagen er der tale om den 55-årige Jens Bundgaard, som er blevet dømt for at have været bagmanden i et Aarhus-baseret narkonetværk, som ifølge dommen har handlet med mindst 340 kilo hash.

Det er vores opfattelse, at de to sager er en del af den samme fødekæde. Folk i Holbæk har leveret til Aarhus, men det er kun vores påstand indtil videre. Der er ikke faldet dom der endnu.

Jhin Lee, anklager i Særlig Efterforskning Vest

Den store mængde hash skulle være handlet mellem februar 2020 og april 2021.

»Det er jo en mellemstor hashsag. 340 kilo er ikke noget, vi har hver dag,« siger Jhin Lee, anklager i Særlig Efterforskning Vest, til JP Aarhus.

Anklageren vurderer, at Aarhus-sagen er optrevlet, men fortæller, at sagen er en del af en anden efterforskning, som endnu ikke er afsluttet. Den sag, der stadig er pågående, er centreret omkring Kalundborg, hvor der ifølge anklageren er berammet en retssag ved Retten i Holbæk den 11. januar.

»Det er vores opfattelse, at de to sager er en del af den samme fødekæde. Folk i Holbæk har leveret til Aarhus, men det er kun vores påstand indtil videre. Der er ikke faldet dom der endnu,« siger anklageren.

Narkonetværket i Aarhus har ifølge dommen kommunikeret via krypterede chattjenester, som politiet har fået adgang til. Ifølge anklageren er der tale om tjenesterne Sky ECC og EncroChat.

»Det var medvirkende til, at Særlig Efterforskning Vest kunne optrevle netværket og anholde den 55-årige i april,« skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

EncroChat er en fransk krypteret chattjeneste, som forrige år blev infiltreret af fransk politi. Politiet fik installeret et overvågningsværktøj i tjenesten, som betød, at politiet fik adgang til millioner af beskeder udvekslet mellem kriminelle. Samtidig gav det også politiet mulighed for at læse med i de kriminelles beskeder, mens de løbende tikkede ind.

I en drabssag fra 2020 »instruerede, vejledte og tilskyndede« personer med LTF-tilknytning, ifølge politiets anklageskrift, til drab via EncroChat-telefoner. Forsvarer Anders Schønnemann kaldte brugen af materialet »et kæmpe problem« og bebudede en indsigelse mod brugen af materialet fra EncroChat, med den begrundelse at overvågning i Danmark kræver en beggrundet mistanke.

Efterforskningen af sagen om hashsalg i Aarhus har pågået siden slutningen af 2019.

Politiet fandt under ransagninger i sagen 1,6 mio. kr. i kontanter, som blev konfiskeret.

Ud over den 55-årige bagmand er to mænd på 38 og 40 år tidligere blevet idømt fængselsstraffe i samme sag. De skulle ifølge dommen have leveret hash til kunder på instruktion fra den 55-årige. De to mænd er ifølge anklageren ikke rockermedlemmer.

»Det er en meget stor mængde hash, der er blevet handlet med i en længere periode, og den 55-årige erkendte, at han havde haft en styrende og koordinerende rolle. Jeg er derfor tilfreds med, at han blev idømt en længere ubetinget fængselsstraf,« siger anklager i Særlig Efterforskning Vest Jhin Lee i pressemeddelelsen.

Den 55-årige Jens Bundgaard erkendte forholdet og modtog dommen på tre et halvt års ubetinget fængsel.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen