Fortsæt til indhold
Aarhus

Venstre om Kühnau-tilbud: Formand, ja, men det er for udvalgene »for bøvl og ballade og en masse arbejde«

Med 28 mandater med sig har Anders Kühnau (S) et komfortabelt flertal som regionsrådsformand i endnu fire år. Men Venstre føler sig underløbet.

Den ene Anders er glad. Han kan i endnu fire år kalde sig regionsrådsformand i Region Midtjylland med 28 af 41 mandater bag sig.

Den anden Anders er gal. Han føler, at han blev bænkevarmer, først blev budt op til tredje dans, da han var på nippet til at gå, og kun blev tilbudt formandsposter i udvalgene for bøvl og ballade.

Så fronterne er kridtet op på forhånd mellem Anders Kühnau (S) og Anders G. Christensen (V), der begge gik på valg for at vinde posten som regionsrådsformand i Region Midtjylland.

»Jeg er først og fremmest glad for, at det er lykkedes at holde fast i Region Midtjylland som en socialdemokratisk ledet region i et valg, hvor vi som parti ellers går ret markant tilbage mange steder. Det gjorde vi også her – vi røg ned på 13 mandater, men er stadig det største parti,« siger Anders Kühnau.

Vi har givet venstre et rigtigt godt tilbud, hvor de får mere, end de har krav på.
Anders Kühnau (S), regionsrådsformand, Region Midtjylland

Forståelsespapir

Han har lavet en konstitueringsaftale mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, SF, Kristendemokraterne, Psykiatri-Listen og Enhedslisten. Aftalen rummer desuden et ønske om, at partierne ved budgetlægningen for 2023 afsætter 30 mio. kr. til psykiatriområdet – ud over psykiatriens andel af den realvækst, der tildeles hospitalerne i samme budget.

Desuden er partierne i et forståelsespapir enige om, at to af de centrale temaer i næste periode vil blive personalesituationen og arbejdet for at skabe mere lighed i sundhed, herunder børn og unges mentale trivsel.

»Vi nedsætter et udvalg for personale, som skal se på, hvordan vi kan løse arbejdskraftmanglen, og på, hvordan vi kan skabe et bedre arbejdsmiljø og bedre vilkår på vores hospitaler – det arbejde skal hele regionsrådet involveres i,« siger Anders Kühnau.

Med aftalen forpligter partierne sig til at stemme på Hanne Roed (R) som 1. næstformand, og Stine Damborg (K) som 2. næstformand.

Bænkevarmer

Det efterlader den blå blok med Venstres 11 mandater samt Nye Borgerliges ene og Dansk Folkepartis ene.

»Vi har ikke haft indflydelse på det forståelsespapir. Det er fair nok, at forhandle med sine primære støtter, men at vi ikke kommer med i anden forhandlingsrunde, men bare kan sidde som bænkevarmere og på et tidspunkt blive budt op i tredje dans – det vidner mere om retorik, end at man bærer viljen til samarbejde i sit hjerte. Jeg synes jo, at man skulle give noget mere,« siger Anders G. Christensen.

»Vi er trods alt det næststørste parti, selv om vi er gået tilbage, men det er Socialdemokratiet jo også.«

Anders Kühnau giver nu Venstre mulighed for at tilslutte sig aftalen inden fredag kl. 12.

»Det håber jeg, at de gør, for jeg håber på en bredere konstituering. Vi har givet Venstre et rigtigt godt tilbud, hvor de får mere, end de har krav på: Fire mandater i forretningsudvalget – i dag har de to – og to udvalgsformandsposter – i dag har de én. Desuden får Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti hver en plads i forretningsudvalget,« siger han.

»Lige nu er det øv«

Anders G. Christensen skal nu holde møde med sin regionsrådsgruppe, når der formentlig i løbet af natten til torsdag er overblik over de personlige stemmetal.

»Lige nu er det øv, men med de 11 mandater, Venstre har, skal vi nok markere en stærk, borgerlig politik og blive en konstruktiv, men også markant opposition til Kühnau,« siger han.

»Jeg har talt med ham inden valget om, at vi skal have det brede samarbejde til at fungere. Men for mig er bredt samarbejde ikke, at man får en aftale stukket i hånden og får at vide, at man bare skal skrive under, og så er det det bum, slut. Det vil vi da ikke. Jeg ved godt, at han siger, at vi får to udvalgsformandsposter. Jo, jo, jo, jo, men det er ikke for de udvalg, som betyder noget. Det er udvalget for regional udvikling, altså udvalget for bøvl og ballade og en masse arbejde, og det gælder også udvalget for bæredygtighed, teknologi og anlæg. Bøvl og ballade.«

Sådan er spillet

Han har været længe nok i politik til at vide, at det er gamet, siger han.

»Vi går ind i arbejdet, og vi bliver en mere konstruktiv og hård opposition, end der har været de seneste fire år, så man kan se, at der er forskel på at være systembevarende og på at tage borgernes og patienternes synspunkt. Vi vil tage hånd om problemerne og ikke bare snakke i et væk, som vi har oplevet det på valgmøderne. Jeg har luret, at alle sejrene tilfalder formanden. Bøvlet og balladen kan vi andre tage os af.«

Hånden er rakt frem

Anders Kühnau synes, at han har rakt hånden så langt frem mod Venstre, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, som han kan.

»Der bliver ikke ændre noget i aftalen, men der er da enkelte steder, der stadig er en lille smule til forhandling. Jeg kan ikke se, at det ikke er helt i orden med det tilbud, vi har givet, og jeg håber, at Venstre vil være med. Vi har haft et godt samarbejde de seneste fire år, og det håber jeg, at vi får igen. Vi har f.eks. lavet fire budgetforlig i træk, som alle partier er med i,« siger han.

»Jeg har gjort præcist det samme som ved sidste valg: Jeg har taget fat i dem, der på forhånd har peget på mig som formand. Det havde jeg også sagt til Venstre, at jeg ville. Jeg har selvfølgelig også stukket nogle følere ud og hørt, om Kristendemokraterne og de konservative kunne være interesserede i gå sammen med mig om at danne en valggruppe, der var større end de 21, jeg på forhånd havde bag mig. Det står på første side i lærebogen om konstitueringer, at man altid skal prøve at tælle til mere, end man har brug for. Vi har 28.«

Også de andre regioner har fundet deres formænd. I Region Hovedstaden fortsætter formand Lars Gaardhøj (S), i Region Sjælland Heino Knudsen (S) og i Syddanmark Stephanie Lose (V), mens Venstres Mads Duedahl skal sidde på formandspladsen i Nordjylland.