Fortsæt til indhold
Aarhus
Artiklen opdateres

Kommune erkender manglende tilsyn på omstridt skole: Tilbyder at betale 1,3 mio. kr. tilbage

Søndervangskolen er i flere år blevet fremhævet for sit vellykkede arbejde med at hæve elevernes faglige niveau. Men tidligere og nuværende lærere anklager skolen for at snyde ved at give elever for meget tid ved afgangsprøver i 2016 og 2017.

Aarhus Kommune kan ikke med sikkerhed dokumentere, at der ikke er forekommet uregelmæssigheder i forbindelse med afviklingen af afgangsprøverne på Søndervangskolen i 2018, og derfor tilbyder kommunen nu at betale 1,3 mio. kr. tilbage til Børne- og Undervisningsministeriet.

Det fremgår af en 11 sider lang redegørelse, Aarhus Kommune torsdag sendte til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) under Børne- og Undervisningsministeriet, og som JP Aarhus har fået aktindsigt i.

I dokumentet svarer kommunen på en række kritiske spørgsmål, som styrelsen havde stillet kommunen på baggrund af de anklager om snyd, der har ramt Søndervangskolen.

En vurdering af eventuelle yderligere ansættelsesretlige konsekvenser for de implicerede vil blive foretaget umiddelbart efter at den eksterne analyse foreligger
Aarhus Kommune i et svar til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Ét af spørgsmålene lyder, om kommunen har undersøgt grundlaget for udbetaling af puljen til fagligt løft som følge af den konstaterede snyd ved prøverne. Søndervangskolen deltog i Børne- og Undervisningsministeriets puljeprogram til løft af fagligt svage elever i folkeskolen, hvor deltagende skoler fik mulighed for at få en andel af en præmiepulje, hvis der var sket en reduktion på mindst 5,0 procentpoint i skolens andel af elever, der ikke opnåede mindst 4,0 i karaktergennemsnit i hvert af fagene dansk og matematik.

Søndervangskolen fik i den forbindelse udbetalt 1,3 mio. kr. i 2018 på baggrund af skolens prøveresultater i 2017/2018, påpeger STUK.

I sit svar skriver Aarhus Kommune, at der grundet udskiftning i Børn og Unges ledelse ikke blev ført skærpet tilsyn på prøveafviklingen i 2018. »Børn og Unge kan derfor ikke med sikkerhed dokumentere, at der ikke er forekommet uregelmæssigheder i forbindelse med afviklingen af prøverne i 2018, og skal på den baggrund tilbyde STUK, at de 1,3 mio. kr. som er udbetalt på baggrund af resultaterne på Søndervangsskolen tilbagebetales til ministeriet.«

Søndervangskolen, hvis elever hovedsagligt er tosprogede, er i flere år blevet rost for sit arbejde med at løfte den elevgruppe langt bedre end andre skoler. Men i september stillede en række nuværende og tidligere lærere og elever sig frem i dagbladet Politiken og kritiserede skolen for systematisk i 2016 og til dels i 2017 at lade sine afgangselever få ekstra tid til dele af den skriftlige afgangsprøve i dansk.

Skal flere stå til ansvar?

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Stuk, krævede på den baggrund en redegørelse for sagen, som blev indleveret tidligere på måneden, men styrelsen var ikke tilfreds og krævede bl.a. en undersøgelse af kommunens egen ageren i sagen. Kommunens Børne- og ungeudvalg samt børnerådmand Thomas Medom (SF) har besluttet at iværksætte en uvildig undersøgelse af forholdene på skolen. Forvaltningen har dog flere gange afvist at undersøge kommunens rolle før 2018, men på baggrund af STUKS henvendelse bliver alle år nu omfattet i den uvildige undersøgelse.

STUK har tillige spurgt, hvorvidt kommunen finder, at der er anledning og grundlag for at træffe ansættelsesmæssige foranstaltninger i forhold til en eller flere ansatte.

Tirsdag i denne uge kom det frem, at skoleleder Rani Hørlyck og viceskoleleder Martin Bernhard havde ønsket at indgå en fratrædelsesordning, hvilket Aarhus Kommune påpeger i sit svar til styrelsen. Her uddybes det samtidig, at de er fritstillede frem til den endelige fratrædelse i februar. De er »således ikke længere til stede på skolen, og adgangen til it-systemer lukkes i løbet af få dage« oplyser kommunen. Samtidig oplyses det, at der allerede er indsat en ny, midlertidig viceskoleleder, og at en ny, midlertidig skoleleder indsættes fredag den 29. oktober.

Men i sit svar afviser kommunen ikke, at flere skal stå til ansvar i sagen.

»En vurdering af eventuelle yderligere ansættelsesretlige konsekvenser for de implicerede vil blive foretaget umiddelbart efter at den eksterne analyse foreligger,« skriver Aarhus Kommune i sit svar til STUK.