»Essensen af det er jo egentlig, at vi arbejder med at afvæbne det finkulturelle ved en teatertur«

Teaterleder Ditte Felding vil ikke lave teater, der er forudsigeligt. Hun vil lave teater for de mindste, som taler ind i børneliv og forlænger rummet for refleksion efter forestillingen med leg, spil og samtale.

Artiklens øverste billede
»Jeg synes, vi ser et opsving for anerkendelsen af kunsten. Det, vi kan se nationalt, er jo, at der bliver øgede midler til, at børn og unge kan møde professionel scenekunst,« lyder det fra teaterleder Ditte Felding, der er uddannet dramaturg fra Aarhus Universitet. Hun har også været kreativ producent for Laboratoriet, Spiir Produktion og Hvid Støj Sceneproduktion i Aarhus. Foto: Liv Møller Kastrup

Hvordan får man flere børn til at gå i teateret?

Et bud på det findes inde i Musikhuset i Aarhus. Her ligger det, Ditte Felding med et glimt i stemmen kalder »en lille bastard af en helt anderledes størrelse«. Den anderledes størrelse er Teaterhuset Filuren, et teaterunivers for børn og unge.

Et sted, der hele tiden eksperimenterer, fortæller Ditte Felding, som i august blev forlænget i stillingen som leder af teaterhuset.

»Vi er ikke et sted, hvor man kan genkende en forestilling fra gang til anden, fordi vi prøver noget markant nyt af hver gang. Det er ud fra devisen om, at hvert projekt gerne skal udfordre i landskabet af børne- og ungdomsteater.«

Biblioteket har altid åbent, og en biograf kører en forestilling flere gange på en dag. Det hverken kan eller skal vi hamle op med.

Ditte Felding, teaterleder Filuren

Teaterhuset Filuren har eksisteret som professionelt børneteater og børneteaterskole siden 1972. I dag er teateret en selvejende institution, der rummer både professionelt producerende børne- og ungdomsteater, et fritidstilbud for 4- til 18-årige med dans og teater, tre SGK-årgange samt Filuren i Skolen, der er et undervisningstilbud i samarbejdet mellem professionelt teater og de aarhusianske folkeskoler.

Ditte Felding gætter på, at »Teaterhuset Filuren« for mange aarhusianere klinger med store familieopsætninger af store klassikere, der også i mange år var teaterets kendetegn. Men der er Filuren et andet sted i dag, fortæller hun.

»Jeg ønsker, at vi er et sted, hvor publikum bliver pirret, og de får nogle oplevelser med scenekunst, som de ikke lige vidste, de havde brug for, da de gik ind ad døren,« lyder det fra Ditte Felding.

Hvis man kan lide at gå til teater eller dans, så skal man også kunne møde det professionelt der, hvor man går til det, mener Ditte Felding. Det kan de hos Filuren. Foto: Liv Møller Kastrup

Teater for alle aldre

Ditte Felding kommer ikke med en »kunstnerisk profil«, som hun selv kalder det, og det går ifølge hende meget godt i spænd med Filurens mission med at præsentere scenekunst helt bredt. Det vender vi tilbage til.

Børneteateret forelskede hun sig i som ung. Siden dengang har det været scenekunst for de mindste, Ditte Felding har beskæftiget sig med. Før hun rykkede ind i Musikhuset, slog Ditte Felding fra 2015 sine folder som leder af Horsens Teaterfestival.

»Dansk børne- og ungeteater er verdenskendt for at være helt excellent til at tale ind i livet på de forskellige aldersgrupper til børn og dykke målrettet ned i børneliv og se børn som andre end nogle, der bare er mellem tre og 12 år,« siger Ditte Felding og fortsætter.

»Om du er fire år eller 48 år, som jeg er, så klinger en historie om venskab lige smukt, hvis den er formidlet sådan, at en på fire år kan følge med. Men det kan på samme tid være rørende for en voksen og give stof til eftertanke. Derfor synes jeg, børne- og ungeteater kan noget helt særligt.«

Da hun blev forlænget som leder, var det ledsaget af rosende ord fra teaterets bestyrelsesformand Palle Friborg Kjeldgaard om, at det var lykkedes hende at »genoprette økonomien og styre sikkert gennem en svær coronatid«.

»Filuren er et sted, der har knopskudt gennem mange år, så der var brug for at gå alt grundigt igennem, og det har vi gjort,« fortæller Ditte Felding.

Om at forlænge refleksionsrummet

Det er en bred palet af publikummer, der tager plads på sæderækkerne, når Filuren spiller forestillinger. Familier fra midtbyen og oplandet, børn og unge med tilknytning til teaterhuset og så bedsteforældre, der tager deres børnebørn med i teateret.

Desværre bliver det med at gå i teateret ofte noget for et lille segment – dem, der har været der før, fortæller Ditte Felding.

»Dem, der godt tør gå ind i en sal med deres børn, sætte sig ned og være stille, før de går ud igen. Dem, der tør være angst og bange for, om de nu selv har forstået noget af det og bagefter skal snakke med deres børn om det. Essensen af det er jo egentlig, at vi arbejder med at afvæbne det finkulturelle ved en teatertur.«

Det er sådan, Ditte Felding ved, mange forældre har det. For hun har spurgt dem, der har været inde at se forestillingerne.

På Filuren har man en ambition om at lave forestillinger for alle aldersgrupper hver sæson. Tilknyttet teateret er et panel af børn og unge, der kommer med indspark til, hvilke aktiviteter der kan laves til de forskellige forestillinger. Foto: Liv Møller Kastrup

»Det er noget med det der i, at man sætter sig ind i en teatersal, hvor man oplever en fortælling på en intens og intim hånd, og bagefter bliver man bare sat ud i virkeligheden igen, hvor livet melder sig,« siger hun og fortsætter:

»Der vil vi gerne prøve at facilitere og kvalificere samværet.«

Hvordan man gør det og på samme tid inviterer flere børn og unge sjæle ind i teaterrummet, har Ditte Felding samlet erfaringer gennem vidensdeling med blandt andre Danmarks Radio og Nationalmuseet.

Nok er det forældrene, der skal købe billetter til dem selv og deres børn, men det handler om at henvende sig til børnene selv.

»Der er ikke noget logisk i, at børn helt vild gerne vil på museum. Men legende og deltagende elementer kan være med til, at det bliver noget, børn synes er megafedt. Og det har vi haft rigtige gode oplevelser med.«

Det er er ikke nogen facit på, hvordan man gør. Men hos Filuren gør man det ved »at lege med formaterne«. Det kan være en social aktivitet som et puslespil, en tankeøvelse eller noget tredje, der taler ind i forestillingen.

»Det handler om at forlænge refleksionsrummet. På den måde får man sat nogle tanker og samtaler i gang om forestillingen, som forældre og børn kan have sammen, og vi forlader ikke publikum alene med det, de lige har oplevet.«

Vil ikke slås

I en tid hvor skærme og tablets har vundet indpas, er det også netop det, der ifølge Ditte Felding skal sikre teatrene deres billetsalg i fremtiden. Mødet med det levende.

»Du får ikke den samme fællesoplevelse ved at se noget i fjernsynet eller på en iPad, som du gør, når du er i teateret.«

Det går godt hos Teaterhuset Filuren. Faktisk kan der nærmest ikke proppes flere ting ind i programmet, for mange af døgnets timer er teaterhusets scene indtaget af optrædende børn og unge, fortæller Ditte Felding. Foto: Liv Møller Kastrup

Både som fritidstilbud, men også som underholdning, står teatret i skarp konkurrence med mange andre valgmuligheder.

»Vi vil aldrig kunne slås med de mange tilbud, der er at vælge imellem. Det skal vi heller ikke. Biblioteket har altid åbent, og en biograf kører en forestilling flere gange på en dag. Det hverken kan eller skal vi hamle op med,« siger hun og fortsætter:

»Vi kan ikke stå som voksne mennesker og sige, at det er givende at gå i teateret, for det er det jo helt sikkert, men jeg er nødt til at få dem, som jeg brænder for skal opleve det, til at få øje på det selv. Det gør vi ved at formidle det særlige i, at en teateroplevelse er noget eksklusivt, som man ikke bare lige kan zappe ind i.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen