Fortsæt til indhold
Aarhus

Ekstra natpladser til hjemløse står klar

Aarhus Kommune har igen i år sørget for ekstra overnatningsmuligheder for de hjemløse, når nætterne begynder at blive for kolde

Vinteren er på vej, og for de mange hjemløse i Aarhus betyder det, at nætterne bliver for kolde til at kunne klare sig udenfor. Aarhus Kommune har tidligere tilbudt ekstra pladser, især til de udenlandske hjemløse, som opholder sig i byen.

I samarbejde med Blå Kors, Røde Kors, Kirkens Korshær og Folkekirken i Aarhus åbner kommunen Aarhus Vinterherberg, der er specielt til de udenlandske hjemløse. Herberget, der ligger på Tage-Hansens Gade 18, åbner den 14. november 2021 og lukker ned igen i slutningen af marts 2022.

»Alle skal have mulighed for et varmt måltid og et varmt sted at sove – uanset om man har et dansk sundhedskort eller ej. Aarhus Vinterherberg er et vigtigt samarbejde, som vinteren over skaber tryghed for en meget udsat gruppe af hjemløse,« siger socialrådmand Kristian Würtz i en pressemeddelelse.

Brug for Frivillige

Vinterherberget drives stort set af frivillige, og derfor er det vigtigste for leder Søren Christensen, at der kommer nogle folk til deres intro møder i starten af november.

»Det er en kamp at få frivillige nok. Hver dag skal vi have to til tre frivillige om aftenen og to om natten. Sidste år havde vi omkring 100 frivillige, hvor halvdelen tog en vagt om måneden, og så var der én, der tog 66 vagter. Vi har jo heldigvis en god flok fra sidste år, som også gerne vil hjælpe i år, men vi har altid brug for flere,« fortæller han.

De hjemløse, der benytter sig af Vinterherberget, er mest østeuropæere, og normalt vil mellem 15 og 17 af de 22 sengepladser være optaget hver nat. Sidste år var det dog få, der benyttede sig af herberget, da pandemien gjorde, at der ikke var lige så mange migranter i landet som normalt.

Sidste år valgte nogle frivillige at springe fra, da de var bange for at blive smittet med corona. Dog mener Søren Christensen, at der ikke er noget at frygte, da de ikke oplevede nogen smittede hjemløse sidste år. I år vil de også være ekstra opmærksomme, da de ikke kan sikre, at brugerne af stedet er vaccineret eller er blevet testet.

»Vi har håndsprit og sørger for god afstand. Det er muligt at få mundbind, men det er ikke et krav. Hvis der opstår en pandemi igen, så er vi selvfølgelig klar til at indføre restriktioner såsom test,« fortæller han.

Pres på varmestuerne

På de etablerede varmestuer opleves der også et ekstra pres henover vinteren, og der vil derfor med kort varsel kunne tages ekstra pladser i brug på Forsorgshjemmet Østervang, så de hjemløse ikke bliver overladt til de kolde vinternætter.

»Alle aarhusianere skal have et sted at søge nattely, når efterårskulden bider i kinder og tæer. Lige nu er der tilstrækkeligt med sovepladser på byens herberger og forsorgstilbud, men vi følger behovet tæt og står klar til at tage ekstra pladser i brug, hvis det bliver nødvendigt,« siger Kristian Würtz i pressemeddelelsen.

Udover Forsorgshjemmet Østervang er der også mulighed for overnatning på Tre Ege, Forsorgstilbuddet Nordbyen, Natvarmestuen på Kalkværksvej og Ungnat på Nørre Allé, hvor hjemløse kan indlogere sig.