Fortsæt til indhold
Aarhus

»Aha, jeg skal have to gram ekstra på mit forfang«

Teaterdirektør Per Smedegaard når ikke at læse så mange skønlitterære bøger og få så mange kulturelle oplevelser, som han kunne tænke sig. Til gengæld prioriterer han fluefiskeri højt, læser bøger om det og bruger gerne mange nætter på at fange en havørred i Skjern Å.

Hvilken bog ligger på dit natbord?

Jeg læser alt for lidt skønlitterært, men er meget ramt af forfatteren Anne-Cathrine Riebnitzsky, så jeg er gået på udforskning i hendes forfatterskab. Lige nu læser jeg ”Forbandede yngel”, og den kan jeg bestemt anbefale.

Der ligger desuden en bog om min anden store, store passion: fluefiskeri. Det er ”Fluekast ... den skandinaviske stil” af Henrik Mortensen, hvor der bliver gået i dybden om det at kaste med flue. Det er en klassiker for sådan en som mig. Der er billeder af, hvordan han kaster på forskellige måder, og hvor man kan se, at aha, jeg skal have to gram ekstra på mit forfang. Jeg fanger især laks og havørred ved kysten og i åer. For tiden har er det i Skjern Å, at jeg prøver at fange en havørred. Man siger, at det tager 70 timer, så jeg plejer at sige, at min hobby er at fiske, ikke at fange. Uanset hvad, har jeg altid haft en fantastisk dag. Hvis jeg bare ville fange fisk, kunne jeg jo tage ud til en put and take-sø, men det er jo ikke sjovt bare at sidde der og hive fisk op. Jeg kan finde på at gøre det med ungerne – også at tage dem med ned til Aarhus Å og fange skaller og aborrer, som vi så sætter ud igen. Det gør jeg kun, fordi de også gerne må blive bidt af den begejstring, som jeg har for at fiske.

Hvem er din yndlingsforfatter?

Det er en nærmest uoverkommelig opgave at skulle vælge en enkelt ud og ikke mindst vælge så mange fra, men umiddelbart er den tyske forfatter og dramatiker Bertolt Brecht mit bud. At kunne være så aktuel både i sin egen samtid og i vores nutid kræver et vist format, og det havde han.

Hvilken bog burde alle læse?

Jeg vil klart anbefale ”Factfulness: 10 grunde til at vi misforstår verden - og hvorfor den er bedre end vi tror” af Hans Rosling, hvor han med udgangspunkt i statistisk materiale gør op med bl.a. det negative verdenssyn. Det er en positiv øjenåbner og en faktabåret understregning af, at alt bestemt ikke var bedre i de gamle dage. Det er vigtigt i en tid, hvor dystopier om verdens tilstand står i kø. Vi er nødt til at lave en total opbremsning for klodens og ressourcernes skyld, men det tror jeg primært, at vi kan motivere os til, hvis vi ser de positive fortællinger.

Per Smedegaard lytter meget gerne til den danske sanger og sangskriver Ginne Marker. Foto: Casper Dalhoff

Hvilken bog bør ingen læse?

Jeg vil i ytringsfrihedens navn ikke nævne nogle, selvom jeg må erkende, at jeg har en vis modstand mod bøger, der påstår at kende sandheden om livet og eksistensen.

Hvad hører du af musik?

Jeg har haft et længere udfald på musikfronten derhjemme, hvor børnene har fået lov til at bestemme. De har hørt sange fra sangkonkurrencen for børn og unge MGP, men nu er de ved at være for gamle til det. I stedet har de nu nået en alder, hvor de kommer hjem med den nye musik, og det er dejligt, det må jeg sige. Selv er jeg for tiden lidt på udforskning i den aalborgensiske sanger Ginne Marker. Jeg synes, at nærværet i hendes stemme og tekster rammer helt rent – jeg tror, at hun bliver megastor.

Hvilken koncertoplevelse har været din bedste?

Da jeg hørte den franske DJ David Guetta live i Las Vegas eller en af de utallige koncerter, som jeg har været til med den norske sanger og sangskriver Thomas Dybdahl.

Hvilken film glemmer du aldrig?

Det må være ”The Adventures of Priscilla, Queen of the Desert” instrueret af Stephan Elliot – eller ”Romeo og Julie” instrueret af Baz Luhrmann. Som den snarrådige læser vil bemærke, er jeg nok lidt til den teatrale side i min filmsmag.

Hvilket kunstværk er vigtigt for dig?

Det, der udfordrer mig og får mig til reflektere og forandre mig.

Hvem er din yndlingsmaler?

Jeg lader mig gerne inspirere af malerkunsten, når jeg skal iscenesætte et teaterstykke. Jeg føler ofte positiv afsky ved Paul McCarthys værker, så glæder mig til at opleve hans ”A&E VR Experiment” i Viborg Kunsthal, hvor det er til den 16. januar.

Per Smedegaards seneste teateroplevelse var på hans eget teater, Svalegangen, hvor han så Hans Rønnes forestiling "Over Vadehavet." Foto: Rikke Kjær Poulsen

Hvad er din seneste kulturoplevelse?

Det er ”Over Vadehavet” ved Hans Rønne, som vi netop har haft på Teatret Svalegangen – et bevis på, at jeg kommer for lidt ud. Den handlede om tre mennesker i sandet og om, hvordan deres fuglekiggeri gav dem nye synsvinkler på tilværelsen og vores forhold til naturen.

Hvilken kulturoplevelse har overrasket dig mest?

EM i fodbold. Jeg fatter ikke, at jeg kan blive så optaget af fodbold, men det kan jeg.