Fortsæt til indhold
Aarhus

58-årig fik seks års fængsel for narko- og våbenhandel

Manden har været internationalt efterlyst og blev anholdt i Spanien.

JP Aarhus

En 58-årig mand blev mandag idømt seks års ubetinget fængsel for sin rolle i et stort narkonetværk, der efter politiets vurdering har handlet med flere hundrede kilo amfetamin. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I sommeren sidste år slog Særlig Efterforskning Vest til i en større koordineret aktion og anholdt 12 personer, som blev vurderet til at være en del af narkonetværket.

Senere blev yderligere personer i netværket anholdt, og p.t. har seks personer fået dom, mens 10 fortsat sidder varetægtsfængslet i sagen.

Den 58-årige Parviz Mohammadi erkendte i Retten i Aarhus, at han havde formidlet en aftale om køb af to kilo amfetamin via en krypteret chattjeneste. Amfetaminen blev i maj sidste år afleveret på en p-plads i Odder, hvor det blev afhentet af en 32-årig mand, der tidligere er dømt i sagen.

I retten erkendte den 58-årige også, at han havde bestilt en pistol med ammunition via den krypterede chattjeneste. Pistolen blev i april sidste år leveret til den 58-årige på en p-plads i Ikast-området.

Anholdt i Spanien

Parviz Mohammadi har været internationalt efterlyst, idet han ikke blev fundet ved politiets anholdelsesaktioner i Danmark. I april i år blev han anholdt af spansk politi og efterfølgende udleveret til Danmark.

Straffen for at have bestilt amfetamin og skydevåben blev af retten fastsat til seks års ubetinget fængsel. Den 58-årige modtog dommen.

»Jeg noterer mig med tilfredshed, at straffen til den 58-årige for at handle med narko og skydevåben er mærkbar, hvilket understreger sagens alvor. Samlet set er jeg tilfreds med, at det nu er lykkedes politi- og anklagemyndighed i denne sag at få dømt i alt syv mænd, der alle har tilstået at have en rolle i et organiseret og omfattende narkonetværk, som vi mener står bag handel med store mængder hård narkotika,« siger anklager Jacob Gents i pressemeddelelsen.

Der er endnu ikke rejst tiltale mod de 10 personer, der fortsat sidder varetægtsfængslet i sagen. To af dem vurderes af politiet at være bagmændene i netværket.

De seks personer, der tidligere er dømt i sagen, har samlet fået mere end 20 års fængsel.