Forskelspris på 100.000 kr. skal nu ud at arbejde
Muskelsvindfonden har samlet penge ind til sin pris, Plads til Forskelle. Nu indkaldes der idéer til, hvem der skal have 100.000 kr.
Hverken i år eller sidste år kunne man pga. coronarestriktioner gennemføre de ellers så populære grønne koncerter, men alligevel er det lykkedes Muskelsvindfonden at samle 100.000 kr. til sin efterhånden traditionelle pris, Plads til Forskelle.
Det er Simon Toftgaard Jespersen, måske bedre kendt som Simon TJ og i hvert fald som formand for Muskelsvindfonden og konferencier på Grøn sammen med Jacob Haugaard, ikke bare glad for, men også stolt over.
»Jeg kan mærke, at prisen gør en forskel for de projekter, der har fået den – at de kan mærke de penge og den opmærksomhed, vi kan komme med,« siger han.
»Nu kommer vi ud af en coronatid, og der kan jeg være spændt på, om det har ført noget nyt med sig. Måske er der nogle sociale indsatser, som er endnu mere relevante nu.«
Blankt kanvas
Han siger det, fordi Muskelsvindfonden nu skal finde årets prismodtager – og han understreger, at man starter med blankt kanvas. Prismodtageren bliver udpeget gennem indstillinger fra folk, der mener, at enkeltpersoner, projekter eller konkrete initiativer fortjener prisen. Man kan sende sin indstilling fra onsdag den 15. september til og med den 8. oktober.
At der overhovedet er penge til prisen, selv om der ikke har været koncertturné, skyldes, at VRS og Nova designede en T-shirt, som i sommerens løb er blevet solgt i Føtex og Bilka for 99 kr. Salget har indbragt 100.000 kr. til Plads til Forskelle-prisen, som altså nu skal ud at gøre en forskel.
Uddelt siden 2016
»Vi bruger hver dag mange kræfter i forsøget på at skabe plads til forskelle med det udgangspunkt og de ressourcer, vi har i Muskelsvindfonden,« siger Simon Toftgaard Jespersen, der selv lever med muskelsvind.
»Med prisen vil vi gøre samfundet mere rummeligt eller mangfoldigt. Aktivt at arbejde for at skabe plads til forskelle i samfundet vil blive ved med at være et enormt vigtigt arbejde. Det er min fornemmelse, at det kun bliver vigtigere i fremtiden.«
Muskelsvindfonden har uddelt sin pris siden 2016.
I 2019 gik prisen til Vaskeriet, som er et fællesvaskeri i Brabrand Boligforening, hvor mennesker med udviklingshandicap integreres i et arbejdsfællesskab, mens den i 2018 gik til Ombold – et gadefodboldfællesskab for udsatte og hjemløse. Året inden var det håndboldligaen for udviklingshæmmede børn, Lykkeliga, der fik prisen, og i 2016 gik den til Fundamentet, der hjælper unge og ældre socialt udsatte med f.eks. jobansøgninger.