Mistanke om svindel med telefonpenge i Østjysk Bolig: Forbindelser til boligforening afleverer iPhone og tilbagebetaler golfrejser
Fyret direktør gav telefoner til familiemedlemmer og bekendte på boligforeningens regning, lyder politiets mistanke. Den tidligere direktør nægter sig skyldig.
En iPhone er blevet leveret tilbage. Prisen for to golfrejser er blevet tilbagebetalt.
Svindelsagen i Østjysk Bolig (ØB) har tilsyneladende fået nogle af boligforeningens forretningsforbindelser til at overveje, om det, de har modtaget fra ØB, har været helt efter bogen.
Således har forretningsforbindelser før sommerferien henvendt sig til boligforeningen for at gøre regnskabet op. Det oplyser Mariane Toft-Dallgaard, konstitueret direktør i Østjysk Bolig.
Det er ordentlige mennesker, som ikke har haft fantasi til at tænke, at det var Østjysk Bolig, der har betalt det her.
»Vi har haft henvendelser fra en person, der har modtaget en telefon, som vedkommende har været for at aflevere. Der har også været en og afregne sin del af golfrejser, som personen har været på,« siger Mariane Toft-Dallgaard.
Hun oplyser, at der er blevet tilbageleveret en iPhone og tilbagebetalt prisen for to golfrejser. Den konstituerede direktør ønsker ikke at oplyse beløbene for rejserne.
Ifølge JP Aarhus’ oplysninger mistænker Østjyllands Politi den fyrede direktør, Allan Søstrøm, for at have købt bl.a. iPhones for omkring 150.000 kr. til familiemedlemmer og bekendte på boligforeningens regning. Det skulle være sket gennem en såkaldt subsidieordning hos boligforeningens teleselskab, Telia. Ifølge selskabet er ordningen et tilbud til større erhvervskunder, som alt efter størrelsen af en kontrakt får et engangsbeløb, der kan bruges på køb af nye mobiltelefoner og andet hardware hos Telia. Politiet mistænker Allan Søstrøm for at have brugt subsidierne til private køb.
Ordentlige mennesker
Ifølge Mariane Toft-Dallgaard blev telefonen tilbageleveret, kort tid efter at politiet havde fortalt hende, at »der også er noget med nogle telefoner«.
»Jeg går ud fra, at personen har været til afhøring, og så er sammenhængen gået op for vedkommende. Det er jo ordentlige mennesker, der leverer tilbage,« siger hun.
Den konstituerede direktør fortæller, at én af forretningsforbindelserne ved tilbageleveringen forklarede, at han havde fået telefonen, med begrundelsen at han skulle lavet noget for ØB, og så var det jo godt, at han havde den til at »kunne gå ind på systemet«.
Som tidligere afdækket i JP Aarhus har advokatfirmaet Kromann Reumert gransket ØB, og i advokatundersøgelsen, der blev offentliggjort i en anonymiseret form i april, konstateres det, at der er betalt private eller privatlignende udgifter af boligselskabet for et millionbeløb. Det dækker over, at flere ledende medarbejdere i boligselskabet i netværk med leverandører har været på golfrejser i Danmark og udlandet, til arrangementer af social karakter og på en privat cykeltur. Herudover har der været køb af køkkener, hårde hvidevarer, ophold, golftøj og -bolde, Apple-produkter, vin, kaffemaskiner, inventar m.v., fremgår det af rapporten.
Nægter sig skyldig
Forretningsforbindelsen, der har tilbagebetalt to golfrejser har kun været sporadisk med i golfmiljøet omkring ØB, fortæller Mariane Toft-Dallgaard.
Hun roser og takker forretningsforbindelserne for deres ærlighed.
»Det viser, at det er ordentlige mennesker, som ikke har haft fantasi til at tænke, at det var Østjysk Bolig, der har betalt det her. Det er ikke normalt, at et boligselskab betaler andres golfrejser – det har jeg da aldrig hørt om,« siger Mariane Toft-Dallgaard.
Ifølge Bettina Antitsch Mortensen, Bettina Antitsch Advokatfirma, der er advokat for Allan Søstrøm, nægter hendes klient sig skyldig »i alle de beskyldninger, der er rettet mod ham.«
»Som tidligere tilkendegivet, har hverken min klient eller jeg yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt,« oplyser hun i et skriftligt svar til JP Aarhus.