Fortsæt til indhold
Aarhus

En drøm blev til en forestilling om danskhed

Sangeren Pernille Rosendahl er i spidsen, når danskhed får et musikalsk og dansende sceneliv.

Hvad er danskhed?

Det er der som regel mange bud på, og man skal da heller ikke regne med at få en facitliste i den nye forestilling ”Vita Danica”, som tager udgangspunkt i danske sange, kendte som mindre kendte.

»Men du får i hvert fald en stemning og nogle billeder, som vi forbinder med Danmark,« siger Marie Brolin-Tani, der er koreograf hos Holstebro Dansekompagni.

Sangene bliver sunget af sangeren Pernille Rosendahl, der har seks dansere og to musikere med på scenen. Forestillingen skulle have haft premiere i januar, men det blev forhindret af coronanedlukningen i december.

Efter omfattende kalendergymnastik er det alligevel lykkedes at sætte forestillingen op på Aarhus Teater i denne sæson med hjælp fra Salling Fondene.

Idéen til at lave forestillingen opstod hos Marie Brolin-Tani, da hun i en pause i en turnébus hørte ”Drømte mig en drøm i nat” med Pernille Rosendahl og DR Pigekoret.

»Jeg blev fuldstændig blæst. Så sagde jeg til Pernille, som jeg kender fra vores samarbejde med bl.a. danseforestillingen ”Elsker dig for evigt”, at det var så smukt, og om ikke vi skulle gøre noget med det. ”Selvfølgelig skal vi det,” svarede hun.«

En hybrid

De fortsatte samtalen og havde snart et oplæg til en forestilling.

»Der er lavet mange forestillinger med sang, men der er ikke lavet en danseforestilling med danske sange. Der er teaterkoncerter, men det var ikke det, vi ville. Vi ville bruge det kropslige og fysiske udtryk til at iscenesætte disse sange,« siger Marie Brolin-Tani.

»Jeg kalder det for en hybridforestilling, fordi udtryk smelter sammen, og alle har hver sin oplevelse. Man kan fascineres af dansen, eller man kan lukke øjnene og høre musikken eller tage det hele ind. Slip fantasien løs, og oplev sangene individuelt i det univers, som vi har skabt.«