Fortsæt til indhold
Aarhus

Odderunger i dyrepark for første gang i 12 år

Aqua Akvarium & Dyreparks odderhun har fået to unger med en han fra Tyskland.

JP Aarhus

Der var glæde i Aqua Akvarium & Dyrepark fredag, da parken kunne byde velkommen til to nyfødte odderunger.

Det er 12 år siden Aqua sidst har haft odderunger, da den gamle hanodder var steril.

Parken har længe ledt efter en ny han, men viste sig svært at finde en. I august sidste år kom parken så med i det europæiske avlssamarbejde EEP, hvilket resulterede i, at Aqua i første omgang fik en udlånt ung avlshan fra Otterzentrum i Tyskland.

De to oddere er sat sammen af en avlskoordinator i Paris. Begge oddere er født vilde. Hunodderen blev indbragt til Aqua Akvarium & Dyrepark som en 10 uger gammel unge, der krævede intensiv pleje for at overleve. Hanodderen blev konfiskeret fra et privatperson i Tyskland og indleveret til Otterzentrum, der ligesom Aqua tager sig af nødstedte odderunger.

Zoolog Morten Vissing fortæller i en pressemeddelelse, at hunodderen passer godt på sine unger, og at hanodderen »er meget rolig omkring familieforøgelsen«. Derfor har Aqua – efter at have rådspurgt sig hos europæiske kolleger – besluttet, at hanodderen får lov at blive i anlægget sammen med mor og unger.

Artiklens emner
Aqua