Det har hele tiden været kendt, at økonomien ikke rakte til ekstra demensboliger i Aarhus
Der mangler driftsmidler til Aarhus' nye demensplejehjem. Ældrerådmand Jette Skive regner med, at forligspartierne finder pengene.
Det nyetablerede demensplejehjem Skovvang i det nordlige Aarhus er åbnet for de første beboere, og samtlige 105 pladser forventes besat løbende frem mod 2023. Men den daglige driftsøkonomi er endnu ikke sikret, fremgår det af et notat udarbejdet til Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Fremadrettet mangler der således en ekstra årlig budgetbevilling på 19,4 mio. kr. til Skovvang for at sikre driften og fastholde normeringen og kvaliteten i plejen, fastslår Sundhed og Omsorg. Det skyldes dels, at byrådet har valgt, at der på Skovvang skal udvides med ekstra 31 specialplejeboliger i forhold til det gamle Demenscentrum i Skejby.
Ældrerådmand Jette Skive (DF) forklarer i et skriftligt svar til JP Aarhus:
»Der er to ben i det. Det første handler om, at budgetmodellerne ikke dækker den højere udgift, der er forbundet med driften af nye specialplejeboliger. Disse er dyrere end almindelige plejeboliger, da de er til mennesker, der har et meget stort behov for støtte og pleje. Derfor er der behov for en permanent budgetbevilling på 8 mio. kr. til udvidelsen fra 74 til 105 specialplejeboliger.«
Det andet ben handler om, at byrådet ved sidste års budgetforlig tilførte et engangsbeløb på 8 mio. kr. til at løfte normeringen og kvaliteten i plejen på Skovvang.
»Vi ønsker at bevare denne opnormering og kvalitet, og derfor har vi behov for en permanentgørelse og opjustering af engangsbevillingen fra sidste års budgetforlig til 11,4 mia. kr. årligt.«
For lidt til ældrepleje
Men situationen er ikke overraskende.
»Det har hele tiden været kendt, at der har været behov for en ekstra permanent bevilling for at sikre en god og stærk drift af de ekstra specialboliger, som der er brug for de næste år frem. Det er standard i Aarhus Kommune, at man budgetterer på denne måde,« siger rådmanden, med henvisning til at byrådet har vedtaget budgetmodellerne.
Som svar på, hvorfor budgetmodellerne egentlig ikke dækker den højere udgift forbundet med driften af de nye specialplejeboliger, svarer hun:
»Budgetmodellen dækker alle områder i kommunen. Men ældreplejen får tildelt alt for lidt i modellen. Faktisk ligger ældreplejen i Aarhus lavest blandt 6-byerne, i forhold til hvor mange penge der bevilliges, når der kommer flere ældre. Det svarer til, at vi skal effektivisere for omkring 50-60 mio. kr. om året på ældreområdet. Kort sagt skal vi tage os af flere ældre for færre penge.«
Rådmanden kalder det »tosset«, hvis kommunen ikke udnytter de nye faciliteter på det specialiserede plejehjem til fulde, og vurderer da også, at man godt kan regne med, at byrådet afsætter de nødvendige midler.
»Forligspartierne har givet en stærk tilkendegivelse om, at de gerne vil være med til at finde pengene. Og jeg har da en forventning om, at de partier, der vedtog, at Skovvang skulle bygges, også er indstillet på at finde pengene til driften.«