Lad os få dragen ud af busken

Det var ærlig talt en smule rystende at se billederne. ”Vanddragen” splittet ad, efterladt som en art skrotbunke, og det på et stykke nedlagt landevej i udkanten af Aarhus. Omgivet af jordbunker, grus og buskadser, forskanset bag en bom med et bøjet stopskilt på.

Faktum er, at skulpturen med det oprindelige navn ”Torvenes Brøndsløjfe”, siden den – anført af et byrådsflertal bestående af Venstre og Socialdemokratiet – blev pillet ned i maj 2020, har stået på denne lidet flatterende plads i Aarhus’ geografi og historie. Med møtrikker og dimser efterladt i små bunker på de karakteristiske stykker af granit, som engang lå på Store Torv foran domkirken.

Tænk sig, at et 4,5 mio. kr. dyrt kunstværk kan afføde en sådan misfornøjelse, at skæbnen bliver den, vi har set for ”Vanddragen”. Beskeden var i fjor, at værket skulle på depot, men som man må forstå på teknikrådmand Bünyamin Simsek (V), endte den på en mellemstation et sted, der ingenlunde var egnet til opgaven. Nu skal den på depot.

Altså, ”Vanddragen” er jo bygget til at stå ude, så vind og vejr bør ikke være den store bekymring. Men med fri adgang for alle synes risikoen betragtelig for, at nogen vil hente en souvenir eller en skrotpræmie tilsvarende kiloprisen for rustfrit stål.

I den kontekst forstår man godt de kritiske røster. Dertil kommer den debat om æstetik og kunstnerisk værdi, som har verseret i snart 20 år.

Argumenterne for at fjerne ”Vanddragen” var mange fra dens arge modstandere. Nogle syntes, at den var grim. I blæsevejr plaskede den hele torvet til i vand. I sidste ende vil politikerne omdanne Store Torv til en levende plads, hvor børn kan lege i et springvand midt i byen.

Der har også været snak om, at ”Vanddragen” er blevet brugt som pissoir i nattetimerne. På den ene side havde vi nok hverken domkirke eller byporte tilbage i Aarhus, hvis offentlig vandladning er diskvalificerende i det omfang. På den anden side var det ikke just hensigtsmæssigt, når børn plaskede med væsken i dragen.

Fra nedtagning og frem til nu har der været mere fredeligt om byrumsdebattens mangeårige båndsløjfe på Store Torv. Ude af øje, ude af sind. Som mange andre gad jeg godt vide, hvilke værker Aarhus Kommune ellers har til at ligge rundt omkring – ude af øje og sind – udendørs såvel som inde bag lås og slå. Næppe nogen af dem har nydt samme bevågenhed som ”Vanddragen”, men måske de fortjener mere opmærksomhed, end de får i dag.

”Vanddragen” var en del af Store Torv, da jeg flyttede til byen, og mine børn har også dyppet tæerne der. Den var et fikspunkt i netop dét byrum, og Store Torv uden båndsløjfen er snarere det specielle syn for mig.

Generelt er skulpturer gode for byrummet, fordi de både fungerer som fikspunkter i bylivet og former det sted, de er skabt til eller placeret i. Det er steder, man kan aftale at mødes. Det er værker, man kan undersøge og forholde sig til, fra man er barn og frem.

Om man kan lide den eller ej, må man dog fejre ”Vanddragen” for dens evne til at skabe debat. Mange steder i byen skal man nok kunne finde borgere, der gerne vil overtage den. Det synes oplagt at inddrage ”Vanddragen” og andre af sidesporets værker i eksempelvis i den skulpturrute langs Aarhus Havn, som politikere på rådhuset overvejer at etablere i fremtiden. Hellere det end at lade et berømt/berygtet værk til 4,5 mio. kr. sygne hen i en grøftekant eller på et aflåst depot.