Fortsæt til indhold
Aarhus

Ryan Mmaee var Peter Christiansens største svipser i AGF

Den marokkanske angriber kom til Aarhus på en lejekontrakt fra Standard Liège i 2018.

Kombinationen var helt gal, erkender Peter Christiansen.

Den 46-årige sportschef i FCK er ikke stolt af, at han i 2018 hentede Ryan Mmaee til AGF, hvor han arbejdede i fire år. Den belgisk-marokkanske angriber blev lejet i Standard Liège på transfervinduets sidste dag. Han passede dog ikke ind i klubben, fortæller Peter Christiansen i TV3 Sport-programmet ”Offside”:

»Han satte sig selv over holdet, opførte sig mærkeligt, lyttede ikke til træneren, gad ikke træne, ville ikke træne med U19. Han kørte rundt i byen og kørte over for det ene og det andet lys. Jamen, det var bare et helt galt match.«

Ryan Mmaee var dog også kun at finde i AGF i den ene sæson, hvor det blot blev til ni kampe i Superligaen uden mål til følge. Den 23-årige angriber scorede dog tre mål i sine i alt tre kampe i pokalturneringen. Ryan Mmaee har siden september 2019 været tilknyttet den cypriotiske klub AEL Limassol. Her har han scoret 14 mål efter 30 kampe.

I samme interview med TV3 Sport fortæller Peter Christiansen, at han er mest stolt af at have hentet midtbanespilleren Nicolai Poulsen til AGF fra Randers FC.

Artiklens emner
AGF
FCK