Fortsæt til indhold
Aarhus

Northside udskydes til 2022

Festivalen, der i år for første gang skulle have fundet sted på Eskelunden, er udskudt til næste år.

Northside 2021 er aflyst.

Det meddeler festivalen nu oven på en nat med politiske forhandlinger, der resulterede i, at der fra den 21. maj må lukkes maksimalt 2.000 tilskuere ind til et større udendørs arrangementer som festivaler, koncerter og sportsarrangementer med stående publikum. Samtidig er der krav om en inddeling i sektioner á 200 personer.

Fra den 1. august lempes der, så det maksimale antal tilskuere bliver 5.000, og de skal inddeles i sektioner á maksimalt 500 personer.

»Vi havde så inderligt håbet, at vi ikke skulle stå her igen, og det er med det tungeste festivalhjerte, vi må meddele, at NorthSide 2021 er aflyst. I det seneste år har vi i samarbejde med andre festivaler knoklet og vendt hver en sten for at skabe rammer, der kunne gøre det trygt for os alle sammen igen at samles til musik og fællesskab under åben himmel,« skriver Northside i en meddelelse om festivalen, der skulle have fundet sted den 3.-5. juni på Eskelunden.

»Men tiden er ikke til det endnu, og sikkerhed er til enhver tid vores højeste prioritet.«

Folkene bag Northside er i stedet gået i gang med at planlægge 2022, hvor festivalen skal finde sted den 2.-4. juni på Eskelunden og meddeler, at dem, der har billet til 2021, automatisk har en billet til 2022. Har man ikke mulighed for at deltage, kan man få billetten refunderet.

Også Roskilde Festival er blevet aflyst i år.