Her er Rebecca Matthews kun et åndedrag fra kunsten

Tænk at kunne skabe kunst med sit åndedræt.

Rebecca Matthews er fascineret af glaskunst. Det har den nye direktør for Glasmuseet Ebeltoft altid været, siger hun.

»Alene processen i sig selv er virkelig interessant: At forvandle glødende varmt, flydende materiale til skrøbelig kunst. Det er virkelig en kunst.«

Den 53-årige direktør sidder i det kontor, hun siden den 1. maj har kunnet kalde sit. Hun har denne dag endnu ikke nået at indrette det, som hun gerne vil, men hun har allerede planer om at fylde det med nogle af de 1.600 værker af 700 kunstnere fra hele verden, som Glasmuseet rummer.

Hun lover også, at glaskunst i det hele taget kommer til at fylde meget mere, ikke bare i Ebeltoft, men i danskernes og turisternes bevidsthed. På et normalt år kommer der 36.000 gæster i huset – det nye mål er 50.000.

Næste niveau

»Det bliver mit job: at løfte museet op på næste niveau, komme med ny energi, nye perspektiver og få tingene til at ske. Vi skal fortælle meget klart, hvor ganske særlig denne institution er,« siger Rebecca Matthews, der har fået en ny strategiplan for museet i hånden.

»Alt det hviler på det arbejde, der allerede er gjort her. Jeg elsker, at museet er så ambitiøst, engagerende og inkluderende og har så dybe rødder her i Ebeltoft. Det er et skønt sted – når du går gennem museet kan du se det blå hav og den blå himmel. Altså, Ebeltoft er da den smukkeste lille kystby i Danmark – og så med et internationalt anerkendt museum på havnefronten.«

Hun ved godt, at det lyder af pral.

»Det må man ikke i jantelovens land, men ved du hvad, jeg er ikke dansk, så jeg kan godt.«

Fra London til Ebeltoft

Rebecca Matthews er lige landet fra London.

Efter at hun gennem fem år var direktør for Aarhus 2017-fonden, der stod for kulturhovedstadsåret i Aarhus og resten af Region Midtjylland i 2017, vendte hun i oktober 2018 tilbage til sit fødeland England til et job som direktør for det internationale Goodenough College i London.

Her har hun stået for bl.a. udviklingen af nye kultur-og uddannelsesprogrammer for de 700 studerende og forskere fra hele verden, der bor på det britiske college.

»Det er et bemærkelsesværdigt sted med studerende fra 82 forskellige nationer, alle ph.d’er, forskere og post doc’er, virkelig kloge og engagerede unge mennesker med ambitioner om at finde morgendagens løsninger,« smiler hun.

»Jeg spiste middag med en, der var totalt fordybet i matematik. Jeg spurgte ham, hvad hans emne var. ”Ikke for at vise dig disrespekt,” svarede han, ”men jeg tvivler på, at du vil forstå det”. Prøv mig, sagde jeg. Så begyndte han at forklare, men jeg måtte stoppe ham. Han havde ret. Jeg forstod intet af det.«

Hun stopper op og siger eftertænksomt:

»Goodenough er et fantastisk sted med et fællesskab, der bygger på værdier, som jeg helt ærligt synes, at vi mere end nogensinde har brug for i verden: tolerance og international forståelse.«

Corona spændte ben

Da Rebecca Matthews flyttede til London, blev hendes kone Christina Herzog og deres søn Jacob boende i Beder. Alle indstillede sig på at rejse frem og tilbage, hvilket de gjorde i den første tid.

Men så kom coronapandemien.

»Det har været det værste. Sidste år så jeg nærmest ikke Christina og Jacob. Vi så hinanden i januar og tre uger i sommerferien, det var alt. Vi var først sammen igen i marts i år. Ingen af os kunne overskue al den isolation, det ville have medført, hvis vi skulle rejse frem og tilbage. Gudskelov havde vi Facetime, ellers havde det ikke været til at holde ud,« fortæller hun.

Hun savnede ikke bare de to samt hunden Lulu og katten Coco, men også sine venner og den danske kultur.

»Jeg savnede hele den måde, danskerne går til livet og deres arbejde på. Måden, de taler sammen på, fraværet af et hierarki – alt det, som jeg blev så vant til i forbindelse med kulturhovedstadsåret og endte med at tage for givet,« siger hun – på engelsk, for hendes danske er ikke blevet bedre af tre år i London.

»De store savn var en stor grund til, at jeg kiggede efter job i Danmark. Jeg savnede også kunsten i det meget akademiske uddannelsesmiljø på kollegiet. Da dette job på Glasmuseet dukkede op, vidste jeg, at det ville være det rigtige. Der er stor forskel fra de job, jeg har haft, men det er i samme skala. Det er ikke det, jeg er interesseret i, det er jobbet i sig selv, stedet her og dets ambitioner. Jeg er kommet her for at blive – og nu skal jeg for alvor lære dansk. Problemet er, at der er så mange, der svarer mig på perfekt engelsk.«

Noget nyt?

Familien har besluttet at flytte til Ebeltoft – de skal bare finde det rigtige hus.

»Det er det første, Christina og jeg siger til hinanden om morgenen: ”Er der nyt på Boligsiden?”« siger hun.

»Ebeltoft har det hele. En hyggelig bymidte, storslået natur, kunst – bl.a. et professionelt glasmiljø – kulturinstitutioner og mad – og kaffe, jeg kan love dig, at man kan få god kaffe her i byen. Byen har alle muligheder for at blive hip.«

Hun tænker ofte tilbage på 2017-året.

»Jeg synes, at det gik bemærkelsesværdigt godt. Jeg ser det som min største præstation. Vi lavede mange strategiske forretningsplaner, og ved du hvad: Vi leverede det, vi havde lovet. Nogle gange meget mere, og folk tog det til sig. Det var så stærkt,« siger hun.

»Jeg holdt en tale på Goodenough om kulturhovedstadsåret for at vise, hvem jeg var, og hvad jeg kom fra, og viste også den film, som vi lavede for at præsentere planerne for 2017-året. Da tænkte jeg: Bloody hell. Vi gjorde det.«

Et livsændrende øjeblik

Hun får helt blanke øjne ved at tale om det. Det får hun også ved tanken om den diagnose, som hun helt uventet fik i maj 2017. Hun havde brystkræft.

»Det var et chok, et livsændrende øjeblik,« siger hun og bliver stille.

»Du tror jo ikke på det, når du får det at vide. Du sidder der i en stol på hospitalet, og lægerne taler om dine statistiske muligheder for at overleve. Taler du til mig? Hvorfor mig? Hvorfor nu? Indtil da havde jeg følt mig heldig, lykkelig og sund.«

Pludselig fik direktøren for det års allerstørste kulturbegivenhed i Danmark et andet perspektiv. Hun skulle opereres, fik efterfølgende kemo-behandling, tabte sit hår og måtte igennem et utal af strålebehandlinger.

»Jeg er erklæret rask, men forløbet lærte mig, at man ikke skal tage noget for givet. At små ting bliver store, når man bliver mødt af medmenneskelighed og en kærlig hånd. For jeg lover dig, at du har brug for empati, når du sidder med en nål i din arm og kan se det giftige stof løbe ind i dine blodårer. Den empati blev jeg mødt med fra alle sider, også på sygehuset.«

Sygdommen er med i hendes bagage, men det er planerne for museet i Ebeltoft, hun bærer frem lige nu.

»Jeg kommer til at trække på alle mine forbindelser. Til fundraising, til at få kunstnere hertil og til at reflektere glaskunst i andre kunstarter. Glaskunstnere laver mange spændende ting med film, projektioner, lyd og performativ glaskunst – der er så mange muligheder. Min første store udstilling er med Lino Tagliapietra fra den 12. juni – en sand mester i glaskunst og en af verdens bedste glasblæsere. Det bliver en fantastisk start. Jeg får travlt.«