Enighed i Aarhus om at styrke indsatsen mod negativ social kontrol
Jobcentret, skadestuer og Odense Kommune skal være med til at modarbejde negativ social kontrol i Aarhus.
Medarbejdere på jobcentret, som alene har til opgave at få ledige, der lever under social kontrol, ud på arbejdsmarkedet. Et tæt samarbejde mellem kommunen, ungdomsuddannelser og skadestuerne, så bekymringer om æresrelaterede trusler eller vold vil gå direkte til en kontaktperson i kommunen. Et grundigt kig til Odense Kommune, der er lykkedes med at etablere et kvindenetværk, som understøtter minoritetskvindernes frihedskamp.
Sådan lød Venstres ønsker til en styrket indsats mod negativ social kontrol i Aarhus på forrige byrådsmøde.
Onsdag var forslagene igen på byrådsdagsordenen efter en behandling i socialudvalget, og nu var der rosende ord på tværs af partiskel. Socialrådmand Kristian Wurtz (S) havde nemlig givet sit ord på, at Venstres forslag vil blive indarbejdet i en kommende stor indstilling om en skærpet indsats.
»Vi er tilfredse. Venstre siger nej til religiøs fanatisme og står side om side med de kvinder, der ikke har ret til at bestemme over eget liv. Vi ønsker desuden konkrete målsætninger, så vi kan følge med i, om indsatserne virker,« sagde Almaz Mengesha (V).
JP Aarhus beskrev i februar, at antallet af aarhusianere, der henvender sig til Aarhus Kommune for at få hjælp, fordi de er udsat for bl.a. social kontrol, tvang, vold og genopdragelsesrejser, stiger. En aktindsigt hos kommunens Team for Æresrelaterede Konflikter, Tæk, viste således en støt opadgående udvikling fra 57 henvendelser i 2018 til 80 sidste år.
Den udvikling bekymrede formanden for socialudvalget, Liv Gro Jensen (SF). Onsdag sagde hun:
»Der er fælles fodslag om at sætte mere ind over for negativ social kontrol. Vi skal handle resolut som kommune.«
Også Dansk Folkeparti var tilfreds.
»Vold og negativ social kontrol skal vi selvfølgelig ikke acceptere. Vi skal hjælpe kvinderne og gøre det klart for mænd, at vi ikke accepterer det. Derudover skal vi hjælpe kvinderne med at lære sproget og gøre alt for, at de kommer i job,« sagde Knud N. Mathiesen.
Han blev bakket op af Kristian Würtz:
»Jeg er glad for, at et samlet byråd rækker ud til ofre for negativ social kontrol. Man skal kunne leve et frit liv som aarhusianer. Jeg er glad for snart at kunne præsentere et katalog på en række bud på en stærkere indsats mod social kontrol.«
Sociale Forhold og Beskæftigelse forventes at præsentere sin samlede plan for byrådet i slutningen af april. Ud over negativ social kontrol er der også fokus på bl.a. unge, beskæftigelsesområdet og samarbejde med uddannelsesinstitutionerne, lige som der indhentes inspiration og viden fra andre kommuner, civilsamfundsaktører og fagpersoner, fremgår det af sagsgennemgangen i Venstres indstilling.