Fortsæt til indhold
Aarhus

Nye autismeboliger på vej i naturområde nær Silkeborg

Smuk natur og princippet "sammen hver for sig" bliver rammen, når Specialområde Autisme i 2022 kan åbne et nyt botilbud i Hinge ved Silkeborg.

Fra 2022 skal Hinge nær Silkeborg danne rammen om et nyt botilbud til borgere med autisme. Boligerne er udviklet til mennesker med autisme og giver mulighed for både at skærme og indbyde til fællesskab. Det kommer til at bestå af 16 individuelle boliger fordelt i to klynger.

Det skriver Region Midtjylland.

Der er tale om såkaldte ”AT Home” boliger. Her står A for ”apart” og T for ”together”. Det er en type boliger, som Specialområde Autisme har gode erfaringer med.

Tilbuddet vil have fokus på at skabe højere trivsel for den enkelte ved hjælp af specialiserede indsatser, der tager udgangspunkt i borgernes egne ønsker og drømme.

»Jeg er glad for, at vi snart kan tilbyde rammer, der er skræddersyet til mennesker med autisme, som er udfordret af andre komplekse problemer. De skal, som alle andre, have mulighed for at udvikle sig og være sammen med andre i det omfang, de ønsker det. Det vil botilbuddet i Hinge gøre muligt,« siger Jacob Klærke (SF), formand for psykiatri- og socialudvalget i Region Midtjylland.

Botilbuddet i Hinge erstatter Specialområde Autismes tidligere botilbud i Skals og det nuværende tilbud i Thorning. De kommende beboere vil blive inddraget i planlægningsfasen og får også indflydelse på valg af farver, grad af afskærmning på den overdækkede terrasse og, hvor det er muligt, ved valg af bolig.

Artiklens emner
Autisme