Falck er på vej med flere steder til lyntest i Aarhus
Aarhusianerne får snart en ny mulighed for at få en lyntest for corona i midtbyen, oplyser Falck, der også vil oprette flere mobile teststeder i Aarhusområdet.
Snart bliver det hurtigere at få sig en coronalyntest i det centrale Aarhus. Endnu et teststed i Aarhus C er nemlig på vej og vil således supplere det eksisterende i Centralværkstedet.
Det oplyser Falck, der udfører lyntestene på vegne af regionerne.
»Vi planlægger i snarlig fremtid at opstarte yderligere ét fast testcenter i Aarhus C,« siger Lisbeth Nedergaard, presseansvarlig hos Falck, og uddyber hvorfor:
»Vi opruster hele tiden for at imødekomme efterspørgslen.«
Hun kan ikke sige, hvor det nye faste teststed skyder op, fordi kontrakten endnu ikke er underskrevet.
Vi monitorerer hele tiden køerne og opgør ventetiderne ud fra skøn.Lisbeth Nedergaard, presseansvarlig hos Falck
I øjeblikket er der tre faste teststeder i Aarhus, og de har åbent hver dag – i Centralværkstedet i Aarhus C og Viby Hallen kl. 8-20, mens Vejlby-Risskov Hallen tilbyder test kl. 6-18 i hverdagene og kl. 10-17 i weekenden.
I Centralværkstedet kan der foretages op til 1.800 coronatest dagligt, mens maksimumskapaciteten i Vejlby-Risskov Hallen og Viby Hallen er henholdsvis 2.200 og 2.500 test om dagen, oplyser Falck.
Flere mobile teststeder
I Aarhus Kommune er der desuden seks mobile teststeder, der kun har åbent én dag om ugen. Derudover er der seks mobile teststeder i nærheden af Aarhus – f.eks. i Hørning Idrætscenter, lige på den anden side af kommunegrænsen. Dette antal bliver der også skruet op for.
»Vi har 12 pop op-steder i Aarhusområdet og starter yderligere tre pop op-steder i Aarhusområdet i næste uge,« lyder det fra Lisbeth Nedergaard, der endnu ikke kan sige, hvor disse tre nye steder bliver placeret.
Ifølge Lisbeth Nedergaard er der mindst travlt kl. 12-17, mens myldretiden ved teststederne typisk er om morgenen – inden folk møder på arbejde – og om aftenen.
Søndag aften var der også pres på teststederne, idet flere elever skulle møde op fysisk i skole mandag. Således blev 80 pct. flere testet end søndagen forinden.
»Søndag satte en ny highscore i antallet af test,« siger Lisbeth Nedergaard, som tilføjer, at søndagens rekord kun holdt en enkelt dag:
»Den blev efterfulgt af mandagens nye highscore, da vi testede næsten yderligere 30 pct. flere.«
Der blev mandag foretaget 1.429 test i Centralværkstedet, 1.435 test i Vejlby-Risskov Hallen og 1.352 test i Viby Hallen.
Se ventetider online
På Falcks hjemmeside står de aktuelle ventetider hos alle udbyderens teststeder opført fordelt på regioner.
»Vi monitorerer hele tiden køerne og opgør ventetiderne ud fra skøn,« siger Lisbeth Nedergaard, der understreger, at ventetiderne kan ændre sig hurtigt. F.eks. hvis der pludselig kommer 50 personer, som stiller sig op i køen.
I Region Midtjylland er der tale om 59 steder, som er oplistet i alfabetisk rækkefølge. På Aarhus Kommunes hjemmeside kan teststederne i Aarhus ses, men her fremgår ventetiderne ikke.
For at hjælpe aarhusianerne med at få et mere overskueligt overblik og dermed at kunne spare tid har JP Aarhus på sin hjemmeside lavet skemaer, der viser de aktuelle ventetider ved de faste og mobile teststeder baseret på Falcks data.