Fortsæt til indhold
Aarhus

Her kan du se ventetiden til lyntest i Aarhus

JP Aarhus har skabt et overblik over de aktuelle ventetider ved Falcks tre faste steder til lyntest og seks mobile teststeder i Aarhus Kommune.

Er det hurtigst at tage hen til Vejlby-Risskov Hallen for at få sig en lyntest? Eller er køerne ved teststederne i Centralværkstedet i Aarhus C og Viby Hallen kortere?

Der kan være stor forskel på ventetiden til en coronatest hos Falcks tre faste steder til lyntest i Aarhus. Det viser de løbende opdateringer, som udbyderen foretager:

Ovenstående kort og skemaer, der viser de aktuelle ventetider for de tre faste teststeder samt de seks mobile teststeder, har JP Aarhus lavet for at hjælpe aarhusianerne med at få et mere overskueligt overblik over ventetiderne og dermed at kunne spare tid.

På Falcks hjemmeside står de aktuelle ventetider hos alle udbyderens teststeder opført fordelt på regioner. I Region Midtjylland er der tale om 59 steder, som er oplistet i alfabetisk rækkefølge. På Aarhus Kommunes hjemmeside kan teststederne i Aarhus ses, men her fremgår ventetiderne ikke.

Tjek køerne online

Hos Falck fortæller presseansvarlig Lisbeth Nedergaard, at ventetiderne bliver opdateret løbende.

»Vi monitorer hele tiden køerne og opgør ventetiderne ud fra skøn,« siger Lisbeth Nedergaard.

Hun opfordrer folk, der ønsker at blive testet, til først at tjekke Falcks hjemmeside.

»Gå lige ind og se, hvordan det ser ud og kør så efter den korteste ventetid,« lyder det fra pressechefen, der understreger, at ventetiderne kan ændre sig hurtigt. F.eks. hvis der pludselig kommer 50 personer, som stiller sig op i køen.

Ifølge Lisbeth Nedergaard er myldretiden ved teststederne typisk om morgenen, inden folk møder på arbejde, og om aftenen. Søndag aften var der også pres på teststederne, idet flere elever skulle møde op fysisk i skole mandag. Således blev 80 pct. flere testet end søndagen forinden, oplyser Falck.

Mindst travlt er der kl. 12-17, fortæller Lisbeth Nedergaard.

Der blev mandag foretaget 1.429 test i Centralværkstedet, 1.435 test i Vejlby-Risskov Hallen og 1.352 test i Viby Hallen.

Artiklens emner
Falck