Fortsæt til indhold
Aarhus

Midttrafik: Cykler i bussen kan være muligt

Midttrafik er klar til at undersøge muligheden for, at der kan medtages cykler i busserne, men i myldretiden kan der blive pladsproblemer.

Ingen principel modstand – men pas på i myldretiden.

Sådan lyder reaktionen fra Midttrafik på et forslag om at tillade medtagning af cykel i bussen.

»Vi har ingen principiel modstand mod cykler i busserne, men der kan være brug for restriktioner i myldretiden, hvor der kan blive pladsproblemer. Hvis vi skal i gang i Aarhus, vil vi nok også anbefale begrænsninger i myldretiden, som Movia gør i hovedstadsområdet,« siger Ole Sørensen, chefkonsulent ved Midttrafik.

Ideen om at kunne medtage cykler i busserne er fostret af Socialdemokratiet, der har stillet en række spørgsmål til Teknik og Miljø om mulighederne for at lave et forsøg i stil med det, som Movia vil køre i alle sine busser på Sjælland og i hovedstadsområdet, hvor cykler i øvrigt også er tilladt i S-togene.

»I København er det meget brugt at tage cyklen med i S-togene, men der er også en helt anden kapacitet end i letbanetogene i Aarhus, hvor vi kun kan have nogle få cykler med på én gang. Her er det mere en lejlighedsmulighed, der er lagt op til, end en daglig pendlerordning, for ellers skal vi nok have et dobbelt så lange tog. Jeg har umiddelbart svært ved at forestille mig, at modellen kan få en stor betydning i pendlertrafikken i Aarhus,« siger Ole Sørensen.

Ole Sørensen, chefkonsulent ved Midttrafik. Arkivfoto: Stine Rasmussen

Midttrafik har i øjeblikket et forsøg i gang i Viborg, som dog ikke er afrapporteret endnu, oplyser Ole Sørensen, der anbefaler, at et forsøg i Aarhus ikke sættes i gang under coronanedlukningen:

»På grund af corona har vi kun haft ca. 35 pct af det normale passagertal i januar, så hvis man laver forsøget nu, vil der formentlig ikke være pladsproblemer, men det kan der blive med et normalt passagertal. Derfor vil det nok være bedst at vente lidt med forsøget.«

Ole Sørensen afventer en dialog med Aarhus Kommune om mulighederne.