Usikkert, hvornår man igen kan låne en bog
I Aarhus er bibliotekerne helt lukket for udlån af fysisk materiale. Hvorfor, spørger Venstre.
Mens andre kommuner har valgt en løsning, hvor bibliotekslånere under nedlukningen kan bestille bøger hjemmefra og hente bøgerne på en coronasikker click and collect-måde, er de 19 biblioteker i Aarhus helt lukket og har været det siden den 16. december.
Kun studerende og forskere har mulighed for at låne bøger.
Det har nu fået Almaz Mengesha fra Venstres byrådsgruppe til at bede kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) om en forklaring.
Beslutningen om, at man ikke kan låne fysisk materiale på bibliotekerne, er »truffet ud fra det generelle forsigtighedsprincip og for at sikre en fortsat positiv udvikling i smitteprocenten«, skriver rådmanden i sit svar og oplyser, at både København og Odense har valgt samme løsning som Aarhus.
2,4 mio. besøg
Aarhus Bibliotekerne har ca. 2,4 mio. besøg hvert år – under normale omstændigheder.
»Bibliotekerne afholder ca. 2.500 arrangementer om året i de fysiske biblioteker. Diversiteten er bred. Det kan være forfatterforedrag, kodning, lektiecafé, bæredygtighed, undervisning i design thinking, læsekredse, børnelitteraturfestival og meget mere,« forklarer rådmanden.
Men tiden under corona har ændret livet på bibliotekerne.
»Før marts 2020 var digitale servicer i bibliotekerne primært fokuserede på formidling af (digitale) medier, såsom Ereolen, Litteratursiden, artikeldatabaser og lignende. Arrangementer var dengang primært noget, der foregik i de fysiske biblioteker,« skriver han til Almaz Mengesha:
»I de to perioder med fuld nedlukning – den 12. marts til den 17. maj og igen fra den 16. december – har bibliotekerne omlagt arrangementerne så vidt muligt til digitale formater, ligesom der er blevet udviklet mange nye typer digitale aktiviteter for mange forskellige målgrupper. Der køres f.eks. læsekredse, borgersamling, strikkeklubber, kurser om fake news, book talks, skrivelounge, naturbingo, pausefortællinger og meget mere.«
Planer for fremtiden
Rådmanden håber, at en genåbning af samfundet vil begynde fra den 28. februar, og oplyser, at der er lagt planer.
»Vi kender endnu hverken tidshorisont, indhold, eller i hvilken takt bibliotekerne får mulighed for at åbne op. Der arbejdes således med forskellige scenarier, afhængigt af åbningstakten og de restriktioner, der da vil gælde,« skriver han og oplyser desuden, at bibliotekerne har udarbejdet planer for en eventuel åbning for afhentning af reserverede materialer på Dokk1, Åby Bibliotek, Risskov Bibliotek og Viby Bibliotek.
Når regeringen melder ud, at bibliotekerne kan åbne igen, er det ikke sikkert, at det kan ske samme dag.
De vil kunne være klar på få dage, oplyser Rabih Azad-Ahmad, men af praktiske årsager kan de ikke alle slå dørene op på samme dag. Sådan var det også i foråret, hvor genåbningen skete over nogle få dage.