Fortsæt til indhold
Aarhus

Tre spørgsmål om Moesgaard Vildskov

Hvad står der om fritidsbrugerne? Hvorfor Marselisborgskovene? Og hvor meget skal hegnes ind?

Debatten om projekt Moesgaard Vildskov buldrer lystigt derudad – og godt for det, hvis man elsker debat.

I farten kan det til tider være svært at holde styr på fakta, så her er tre spørgsmål og svar om projektet hentet fra kommunens egen hjemmeside om Moesgaard Vildskov.

1

Hvad står der skrevet om vildskovens påvirkning af fritidsbrugerne?

»Projektet skal ske med respekt for de mange brugere, der er i skovene, men det er også vedtaget, at der skal ske nogle ændringer til gavn for biodiversiteten. Det er naturens vilkår, vi skal forandre på og give bedre udviklingsmuligheder, men det vil ske, så det stadig er muligt at dyrke idræt og andre fritidsinteresser i skovene. Det er ikke sikkert, at du i fremtiden f.eks. vil kunne ride eller cykle mountainbike på samme stier som i dag, men ændrer vi på stierne, sørger vi for, at du kan ride eller cykle et andet sted i et sammenhængende forløb,« hedder det på hjemmesiden.

2

Hvorfor vildskov i Marselisborgskovene, der jo har så mange fritidsbrugere?

»Naturen i Marselisborgskovene indeholder en høj biodiversitet og er udpeget som Natura2000-område af EU. Det betyder, at det er noget af det mest unikke natur, vi har i Aarhus. Derfor kan det måske virke underligt, at vi gør en ekstra indsats for biodiversiteten her, fordi biodiversiteten allerede er høj. Det gør vi ud fra ”Brandmandens lov”, der siger, at vi først og fremmest skal sikre de naturområder, hvor naturværdien er størst. Indsatsen i Marselisborgskovene skal bevare den unikke natur, fordi der netop her er en rig natur, vi kan bygge videre på. En lignende indsats i en nyere skov vil tage flere 100 år, inden naturen bliver lige så unik og rig som Marselisborgskovene,« hedder det.

3

Hvor meget af arealet skal afsættes til indhegnede dyr?

»Marselisborgskovene strækker sig på 750 hektar i det sydlige Aarhus. Moesgaard Vildskov-projektet omfatter et område på 600 hektar. En del af beslutningen er, at en mindre del af skovene skal have indhegninger med græssende dyr. Det vil formodentlig dreje sig om 100-200 hektar af projektområdet,« oplyser hjemmesiden.