»Alt, hvad vi har siddet og planlagt nøje, falder sammen«
Ærgrelsen er til at tage at føle på i de to store aarhusianske teatre, som igen og igen må aflyse og udskyde forestillinger. Også Det Kgl. Teaters forestilling ved Moesgaard Museum er blevet udskudt.
Man kan næsten fysisk mærke ærgrelsen i teaterdirektør Trine Holm Thomsens stemme, når hun gennem telefonen skal fortælle om livet på Aarhus Teater lige nu.
»I foråret måtte vi aflyse og udskyde, og nu sidder vi her igen og aflyser og udskyder. Alt, hvad vi har siddet og planlagt nøje, falder sammen,« sukker hun.
»Det er virkelig trist. Der ligger så lang tids planlægning, så mange overvejelser og så mange timer og ressourcer bag de enkelte forestillinger, reelt to år. Der er jo kunstnere, som man har forsøgt at overtale i 10 år, og endelig er det lykkedes at få en aftale, men så bliver forestillingen ikke til noget. Det er simpelthen så ærgerligt.«
Vi ved jo, at folk er parat til at komme i teatret. I den lille periode, vi måtte holde åbent sidste år, blev der udsolgt og oprettet ventelister på alle vores forestillinger.Per Smedegaard, direktør, Svalegangen
”Kong Lear” i en tynd tråd
Teatret har alene i år måttet aflyse ”Vita Danica”, en musikforestilling med sangeren Pernille Rosendahl i en hovedrolle, og ”The Supreme Gentleman”, en monolog med teatrets egen skuespiller Jacob Madsen Kvols. I december måtte årets store familieforestilling, ”Et Juleeventyr”, desuden afbrydes med de nye restriktioner, der trådte i kraft i december.
Ovenikøbet hænger Shakespeare-klassikeren ”Kong Lear” i en tynd tråd. Den skulle have haft premiere den 11. februar, en ny premieredato er endnu ikke lagt fast, men den kan under alle omstændigheder kun spille til den 12. marts som oprindeligt planlagt. Der er ikke mulighed for at forlænge den.
»Vi tager det i etaper, og så planlægger vi om, men det er altså et stort puslespil, der skal gå op. ”Kong Lear” er en stor forestilling, og det er første gang, at instruktøren Katrine Wiedemann er på Aarhus Teater, så det havde jeg set frem til at kunne præsentere for vores publikum. Jens Jørn Spottag, som ellers er på Det Kongelige Teater, har hovedrollen, og det har kun kunnet lade sig gøre med omhyggelig planlægning. Det er drønærgerligt,« siger Trine Holm Thomsen.
»Vi prøver på den endnu, så vi bliver helt færdige med den, inden det kunstneriske hold – instruktøren og scenografen – rejser hjem. Så registrerer vi den i detaljer og gemmer den, så vi måske kan tage den op igen.«
Et stykke i baghånden
Fra Teatret Svalegangen istemmer direktør Per Smedegaard sin kollegas udtalelser.
»Der er vel ingen, der tror på, at vi ligger i første rul af genåbningen, selv om det kunne være fedt, hvis vi gjorde. Vi skulle have haft premiere på vores egen ”Valgaften” i sidste uge. Den har vi aflyst – den skulle have spillet til den 23. februar – og i stedet har jeg valgt at gemme den til sæson 22-23 og håber, at den kommer til at passe til et folketingsvalg,« siger Per Smedegaard.
»Vi har desuden aflyst alle gæstespil, og nu håber vi bare på, at vi kan spille ”Ondskabens ansigt”, som har premiere den 10. april. ”Gådekatalogerne” har premiere den 2. marts – den kan muligvis komme på turné næste år. I baghånden har vi ”En lille smule ubehag” med Holger Østergaard, som skulle have spillet i januar. Den holder Holger varm, så han er klar med den i det øjeblik, vi får lov til at åbne igen. Vi ved jo, at folk er parat til at komme i teatret. I den lille periode, vi måtte holde åbent sidste år, blev der udsolgt og oprettet ventelister på alle vores forestillinger.«
Kræver overskud
Det med at holde skuespillere og alle andre involverede varme i en tid, hvor utallige aflysninger føles som kolde afvaskninger, er noget, der optager de to teaterdirektører.
Det kan være svært at bevare entusiasmen, når man ikke ved, om det, man øver på, rent faktisk bliver til en forestilling med publikum på, siger de.
»Det kan virkelig være svært at arbejde på scenen, når man godt kan regne ud, at en forestilling sandsynligvis ikke bliver til noget alligevel. Det er svært at lave kunst ud fra de principper – det kræver et stort overskud,« siger Trine Holm Thomsen, der lige nu lægger sidste hånd på sæson 21-22 og simultant planlægger sæson 22-23.
»Det er så synd for dem, der har lagt et kæmpe arbejde i deres arbejde. Lige nu prøver vi på ”Y C L W B” – ny dramatik af Christina Hagen, som nu er sat til premiere den 1. marts, den 8. februar starter vi prøver på ”Leonora Christina” og den 22. februar på ”A Clockwork Orange”. Det er specielt at kalde folk ind på arbejde, men vi kan ikke gøre andet end at tage bestik af situationen.«
På Moesgaard Museum skulle Det Kongelige Teater i år have inviteret folk på endnu en stor udendørs forestilling, Tolkiens ”Hobbitten”. Men den er udskudt i et år på den måde, at den efter planen skal spille i Dyrehaven i København denne sommer og har Aarhus-premiere den 20. maj 2022.