Fortsæt til indhold
Aarhus

Bordeller holdt åbent trods coronarestriktioner

Tre udenlandske kvinder sigtet.

JP Aarhus

Tre udenlandske kvinder blev tirsdag anholdt og sigtet i forbindelse med politiets tilsyn på to bordeller. Bordellerne må p.t. ikke holde åbent på grund af covidrestriktionerne.

Ved middagstid kørte en patrulje til en adresse på Kirkedammen i Aarhus C på baggrund af oplysninger om, at stedet bliver brugt som bordel. Betjente observerede, at en mand blev lukket ind af en kvinde kun iført undertøj. Både mand og kvinde erkendte, at de havde aftalt en seksuel ydelse, og den 27-årige kvinde, der er polsk statsborger, blev anholdt og sigtet for at bryde covidreglerne.

Hun bliver nu tilbageholdt, mens Udlændingestyrelsen vurderer hendes sag.

Efter et tip fra en borger kørte en patrulje tirsdag aften til en adresse på Skernvej i Aarhus C. Betjentene bankede på, og efter lidt tid åbnede en letpåklædt kvinde døren ind til kælderlejligheden. Inde på stedet var der yderligere en kvinde, mens en mandlig kunde forsøgte at flygte ud gennem vinduet. Han blev dog standset, da en betjent stod klar til at modtage ham udenfor.

Begge kvinder viste sig at være thailandske statsborgere, der opholder sig ulovligt i landet.

Den 34-årige kvinde, der havde en aftale med kunden, blev sigtet for ulovligt ophold, ulovligt arbejde og for at holde bordellet åbent. Hendes 28-årige veninde forklarede, at hun blot var på besøg, og hun blev sigtet for ulovligt ophold.

Begge kvinder bliver nu tilbageholdt, mens Udlændingestyrelsen vurderer, om de kan udvises af Danmark.

Det koster som udgangspunkt en bøde på 10.000 kroner, hvis man som erhvervsdrivende bryder covidreglerne og holder åbent for offentligheden.