Tilbage fra Afgrunden

61-årige Kurt Rasmussen blev i april indlagt med covid-19 på Regionshospital Horsens. Hermed begyndte en kamp mod døden og et langt sygdomsforløb.

»Ahhhh. Ahhhh – det er godt nok dejligt,« fastslår Kurt Rasmussen, mens han lukker sine øjne og justerer hovedet på den støttede pude en anelse.

På den sidste dag på intensivafsnittet for de covid-19-syge på Aarhus Universitetshospital i Skejby placerer Dorthe Rasmussen en isterning på sin mands tunge. Øjnene bliver helt salige over den simple smag.

På bordet står et lille dannebrogsflag. Der er mange ting at fejre. For Kurt Rasmussen er der ingen tvivl om, hvad der er den vigtigste begivenhed i dag, nemlig parrets bryllupsdag. 34 år, fastslår han stolt fra sengen. Ordene kommer i stød. Kurt Rasmussen er nødt til at hive efter vejret eller hoste mellem ordene.

I seks uger har han kun set mennesker iført masker, beskyttelsesdragter, åndeværn og handsker. Set på mennesker, der har beskyttet sig mod ham og mod den sygdom, han har haft. Men i dag ser Kurt Rasmussen noget andet. Sygeplejerskerne er ikke længere beskyttet på samme måde, og øjenkontakten til hustruen foregår ikke længere gennem et visir.

I de seneste seks uger har feberen raset op og ned i hans krop. Og når feberen var nede, var infektionen i kroppen oppe.

De to ting plejer normalt at høre sammen, men som hos så mange andre hårdt ramte covid-19-patienter, er der endnu meget, som ikke kan betegnes normalt. Heller ikke i 61-årige Kurt Rasmussen tilfælde. Når det så værst ud, var feberen oppe på 41,4, og blodet i hans krop måtte køles ned via et dialyseapparat for at holde ham i live.

For Kurt Rasmussen har det set værst ud flere gange. Både på coronaintensivafdelingen på Regionshospitalet Horsens og på intensivafsnittet for covid-19-syge patienter på Aarhus Universitetshospital (AUH) i Skejby, som Kurt Rasmussen blev overført til efter fire ugers indlæggelse i Horsens. Næsten seks uger i streg har Kurt Rasmussen fra Hørning været under intensiv behandling. Af utallige sygeplejersker, læger, fysioterapeuter og sosu-assistenter. De kæmpede for at holde ham i live. Kurt Rasmussen stod ved kanten, alleryderst med tåspidserne ved afgrunden og kiggede ned.

»Det kunne lige så godt have været gået den anden vej. Men Dorthe bad mig om at blive. Og jeg har jo lært, at man skal lystre,« fortæller Kurt Rasmussen om løftet til sin hustru med tårerne trillende og et forsøg på et smil.

Kurt Rasmussens kone, Dorthe Rasmussen, er kommet på besøg. Inden hun kan gå derind, skal hun have værnemidler på. Forklæde, handsker, mundbind og briller for at beskytte sig mod coronavirus.
Dorthe Rasmussen støtter sin mands hoved, mens sengen bliver justeret og rettet til. Han savner sin egen hovedpude.

Skind og ben

Han sidder i hospitalssengen. Han får ekstra ilt tilført gennem næsen, talen er svag og stakåndet. Fingrene er blege og læberne svagt blå. Det er længe siden, at den store, lange krop har fået ilt nok. I det hele taget er kroppen slap og træt. Musklerne er forsvundet. Kun skind og ben er tilbage. Også hans hoved er træt. Han har netop fået fysioterapi, men hverken krop eller hjerne kan klare ret meget aktivitet endnu. Den første slags fast føde i seks uger – lidt kartoffelmos – er netop indtaget. For få dage siden blev Kurt Rasmussen flyttet fra intensiv til sengeafdelingen på Afdelingen for Infektionssygdomme på AUH.

Kurt Rasmussen har ingen erindringer fra hovedparten af tiden under de seks ugers intensiv behandling af sin covid-19-sygdom. Stykket sammen af Dorthe Rasmussens noter om forløbet og Kurt Rasmussens egne små glimt af, hvad der skete i de seks uger, fortæller han sin historie.

For den er vigtig, mener han. Ikke så meget fordi han har været døden nær og har overlevet, som han siger. Men inden resten af omverden går helt i sommerferiestemning og glemmer alt om nedlukning, afstand og afspritning, har Kurt Rasmussen brug for at fortælle, hvor hårdt coronavirus kan udvikle sig i en menneskekrop. Det gjorde den i hvert fald for ham.

Kurt Rasmussen er blevet løftet ud af sengen og sat i en stol. Kropsstillingen skal varieres for at få gang i muskulaturen og organerne igen. Sammen med sin kone får han en snak med sygeplejerske Anja Højlund Thomsen om dagens oplevelser.


Først kom forkølelsen

Mandag den 16. marts 2020 blev Kurt Rasmussen forkølet. Normalt ville det ikke bekymre ham. Men det var kun to en halv måned siden, han var vendt tilbage til sit chaufførjob for virksomheden HB Care, der leverer specialtransport af fysisk handicappede unge til og fra deres hjem og skole.

I marts 2019 fik Kurt Rasmussen en blodprop i hjertet, som sygemeldte ham nogle måneder på fuldtid, siden på deltid. Under udredningen for blodproppen fandt lægerne også ud af, at Kurt Rasmussen har diabetes. Så selv om han i de forgangne måneder helt bevidst havde tabt sig 25 kilo, var Kurt Rasmussen godt klar over, at han var i risikogruppen i forhold til at skulle passe ekstra godt på ikke at få coronavirus i kroppen.

18
Antal kilo, som Kurt Rasmussen tabte under de mange uger på intensiv.

Hjemme i huset i Hørning havde ægteparret også været forsigtige med ikke at få sygdommen inden døre, synes de. De havde holdt afstand, de var hurtigt holdt op med at give kram eller hånd, og de sprittede af. Når der var gæster i hjemmet i februar og marts fik gæsterne udleveret egne håndklæder til brug efter håndvask. Parret skulle ikke nyde noget, men forkølelsen fik – med den overståede blodprop i baghovedet – alligevel Kurt Rasmussen til at henvende sig til sin praktiserende læge. Dagen efter, den 17. marts, blev han testet negativ for covid-19. Men sygdommen tog til. Forkølelsen fortsatte, og så kom hosten. Og den blev værre.

»Det er svært at sige i bagklogskabens lys. Skulle jeg have taget det mere alvorligt? Normalt hvis jeg får den slags, så går jeg i seng i tre-fire dage, sover og så er det ovre. Det prøvede jeg også denne gang, men jeg blev dårligere og dårligere,« fortæller han, mens han konstant hiver efter vejret.

Og så blev Dorthe Rasmussen syg. Hun fik samme influenzalignende symptomer, men hun rykkede ind på sofaen i stuen, så de to ikke lå og holdt hinanden vågne med de efterhånden mange og lange hosteanfald. Ingen brystsmerter, men kvalme, rumlen i maven og dårlig mave. Lugtesansen forsvandt. Det samme gjorde smagssansen.

»Jeg kan genkalde, at jeg bliver rykket rundt på og talt til. Men mere ved jeg simpelthen ikke om de fire uger i Horsens,« fortæller Kurt Rasmussen.

Samtidig tog feberen til hos dem begge. Kurt Rasmussen fortæller, at han på et tidspunkt havde det som om, at han var ved at koge over. Efter to ugers sygdom mistede han den 31. marts lysten til at spise og drikke. Det eneste han derefter tvang sig selv til at få ned, var de tabletter, som Kurt Rasmussen dagligt skal tage for sin sukkersygdom og den blodfortyndende medicin som følge af blodproppen.

Hans hustru, som arbejder i hjemmeplejen i Aarhus Syd som nattevagt, kunne ikke rigtig tage sig af ham. Det var hun selv ved at blive alt for syg til, og fredag den 3. april måtte Dorthe Rasmussen erkende, at hun ikke kunne mere.

»Kurt var blevet mærkbart ringere på det tidspunkt, så var vi nødt til at gøre noget. Det kunne ikke blive ved med at gå. Jeg fik selv mere og mere feber, så jeg kunne kun tage vare på mig selv. Det siger jeg til Kurt fredag morgen. Og han svarer, at han er helt færdig. Men han ringer til sin læge, som straks kontaktede hospitalet i Horsens. De sagde, at han skulle hentes med det samme i en ambulance. Kurt kommer afsted kl. 14 med en telefon, en oplader og lidt tøj og toiletsager i et lille net,« fortæller Dorthe Rasmussen.

Værnemidlerne mod coronasmitte er så varme, at der dannes dug bag beskyttelsesbrillerne. Ud over brillerne skal Dorthe Rasmussen iføre sig engangsforklæde, handsker og mundbind, inden hun kan sætte sig ved siden af sin mand.

Selv kan Kurt Rasmussen ikke huske noget fra den dag. Det er helt væk, konstaterer han. Men Dorthe Rasmussen husker, at hendes mand selv gik ud i ambulancen, som var bakket ind i indkørslen og parkeret tæt på huset.

»Men det må alligevel have været gået meget langsomt for mig at komme ud til den ambulance. Jeg husker det som om, at jeg havde fået taget førligheden fra mig. I dagene op til indlæggelsen kunne det tage mig en halv time at samle kræfter til at komme op fra sengekanten og hen til toilettet,« fortæller Kurt Rasmussen, som ved indlæggelsen på Regionshospitalet i Horsens fik taget en ny coronatest.

Corona i kroppen

Om natten kom beskeden om, at der var corona i hans krop. Dorthe Rasmussen blev efterfølgende også testet. Hun var også ramt af sygdommen, viste testen, men hun fik det bedre. Det gjorde hendes mand ikke.

41,4
Den højeste temperatur, der blev målt på Kurt Rasmussens under indlæggelsen på Regionshospitalet Horsens. For at køle hans blod ned blev han tilkoblet et dialyseapparat.

Godt nok sendte Kurt Rasmussen mandag den 4. april en sms. Med et billede af sig selv i hospitalssengen påført et iltkateter til næsen.

»Gjorde jeg? Hvad skrev jeg?« spørger han undrende, inden Dorthe Rasmussen når at finde mobilen frem.

»Efter lungeskanning og svært coronaskadede lunger er sat’en (iltmætningen i blodet, red.) faldet fra 100 til 91. Så der skulle jo lidt hjælp til. Jeg er dælme overrasket over, hvor hurtigt det går, og det går desværre i den gale retning,« lød tekstbeskeden.

Kun ved at få læst sms’en højt kan Kurt Rasmussen svagt huske, at han overhovedet havde mobiltelefonen hos sig.

De mange uger med iltmangel har stresset kroppen, og for Kurt Rasmussen betyder det bl.a. også, at korttidshukommelsen fortsat jævnligt lider. To dage senere – den 6. april – skrev han en ny sms til sin kone:

»Nå. Efter et par hektiske dage er der ro på igen. Jeg har fået lagt kateter og et kateter i halsen, og du skal ikke have min medicin med. Jeg får det hele i drop.«

Overlæge Thomas Birkelund tilser Kurt Rasmussen og fortæller ham detaljerne om flytningen til sengeafsnittet på Afdelingen for infektionssygdomme. Thomas Birkelund fortæller Kurt, at han er den foreløbigt sidste indlagte patient med covid-19 på AUH i denne omgang.

Seks ugers kamp

Derefter stopper den direkte kontakt mellem parret. Få dage efter indlæggelsen blev Kurt Rasmussen lagt i respirator – først via munden og siden via et snit i halsen – for at hjælpe lungerne med at få ilt nok. Dermed sluttede muligheden for at tale. Kurt Rasmussen har gennem indlæggelsen ikke været lagt i kunstig koma. Sygdommen og den megen medicin – herunder bl.a. muskelafslappende – fik ham til at ligge i en stabil døs, mens han fik mad gennem en sonde og medicin og væske igennem utallige forskellige slanger, som via de tilkoblede maskiner gav ham de rette mængder døgnet rundt. Kateteret til urin var for længst lagt ind. Det samme var en pose til at lede afføring væk fra tarmene.

»Derefter arbejdede de rigtig meget med mig i Horsens. Vejrtrækningen var ikke god, og min temperatur skulle ned. Den lå oppe på 41,4 samtidig med, at jeg havde en infektion, som skulle slås ned. Jeg var ikke rigtig bevidst om det. Jeg fulgte bare med, mens jeg var langt væk i sygdom. Jeg lod bare dem tage over. Der var en masse fantasier, som ingen hold havde i virkeligheden. For at slippe væk fra alt det hospitalshalløjsa, så bildte jeg mig selv ind, at jeg lå og kørte rundt med campingvognen. Bare ud i landet. Så kunne jeg være der i den verden for mig selv. Når det ikke var godt nok, så var jeg i fantasien hjemme i min egen seng. Det hang slet ikke sammen med noget som helst, men jeg prøvede at få fred og ro i mit hoved. Tror jeg nok. Jeg kan ikke huske meget fra opholdet i Horsens. Ikke andet end at personalet var enormt søde ved mig.«

30
Minutter om dagen kunne Dorthe Rasmussen få lov at besøge sin mand. Når beskyttelsesbrillerne duggede til på grund af varmen kunne det være svært at se, hvornår tiden var gået. Derfor blev besøgene ofte lidt længere.

Dorthe Rasmussen husker til gengæld. Hun var igen erklæret coronafri, og fra den 15. april fik hun lov at besøge sin mand 30 minutter om dagen. Gennem mange uger var beskeden dagligt fra personalet, at Kurt Rasmussen var i en meget kritisk tilstand.

»Det var slemt, lød vendingen. Det var jeg sådan set heller ikke i tvivl om, når jeg så på Kurt. Hans tilstand var rædselsfuld at overvære, og det giver stadig et gib i mig, når jeg kan genkende opkaldsnummeret fra afdelingen på telefonen,« fortæller Dorthe Rasmussen, der fortsat er sygemeldt fra sit job.

Kurt Rasmussen kan svagt huske, at personalet ”boksede rundt” med ham.

»Jeg kan genkalde, at jeg bliver rykket rundt på og talt til. Men mere ved jeg simpelthen ikke om de fire uger i Horsens,« fortæller han, som efterfølgende har fået fortalt, at afdelingen i Horsens mange gange i forløbet havde kontakt til Afdelingen for Infektionssygdomme på AUH i Skejby.

»Efter fire uger besluttede de sig for at overføre mig. Jeg ved faktisk ikke, om det handlede om, at de reelt troede på, at der var mulighed for at gøre mere for mig. Eller om det bare var en slags sidste chance, fordi min tilstand blev forværret,« siger Kurt Rasmussen, der heller intet kan huske fra selve overførelsen fra Regionshospitalet Horsens til AUH.

I fire uger var Kurt Rasmussen indlagt på Intensivafdelingen på Regionshospitalet Horsens, inden han blev overført til AUH.

Det er også først den 16. maj, da han langsomt kom til bevidsthed efter knap et par uger på afdelingen, at det gik op for ham, at han nu var i Skejby. Også på AUH har Kurt Rasmussen været i dialyse for at nedsætte den alt for høje feber, som ved overførelsen til Skejby var 40,3.

Så faldt feberen til under 36,3. Og forblev derefter på niveau inden for normalen. Hvad der gjorde udslaget, ved Kurt Rasmussen ikke, men han mærkede straks i kroppen, at der var sket noget godt, husker han.

Sygeplejerske Sophie Buch Nielsen er færdig med sit arbejde inde hos Kurt. Når personalet forlader stuen med virus, skal det tage værnemidlerne af i en bestemt rækkefølge. Først tage handskerne af, så forklædet, så briller og til sidst mundbindet. Mellem hvert af værnemidlerne skal de afspritte hænder.

Endelig et bad

Inden overførelsen til sengeafdelingen skal Kurt Rasmussen have sit første bad i seks uger. Det har han ligget og glædet sig til, for selv om han er blevet vasket og plejet i sengen, så savner han fornemmelsen af rislende varmt vand ned over kroppen. Men han er udmattet, og han ved godt, at det ikke bliver et bad, som han kender det. Derfor er tidspunktet for badet også fastsat helt præcist ud fra, hvornår Kurt Rasmussen har de bedste kræfter til det. Han registrerer selv, at han kan pjatte lidt med personalet ved hjælp af den talestuds, som blev placeret i hullet i halsen i stedet for slangen til respiratoren. I syv minutter blev respiratoren i første omgang koblet fra og taleventilen monteret.

»Det var en fantastisk oplevelse. Jeg er i mit es, når jeg kan underholde folk lidt. Jeg fik da sagt, at de skulle passe på min bagdel, for den gjorde godt nok ondt,« siger Kurt Rasmussen, der efter de mange liggende dage har fået smertefulde sår på begge baller.

I seks uger har Kurt Rasmussen ikke været i bad. Det første bad er meget mere anstrengende, end Kurt havde håbet.

En portør kommer ind, og sammen med sygeplejersken bliver Kurt Rasmussen via lift hjulpet over i en badestol, hvor han straks falder let sammen. Han har svært ved at holde på kroppen, og han registrerer med det samme, at musklerne er forsvundet. Efter opholdet på intensivafdelingerne har Kurt Rasmussen tabt 15 kilo. Vandet bliver tempereret og flyder derefter ned over kroppen. Shampoo kommer i håret. Men udmattelsen kan Kurt Rasmussen ikke overvinde. Vejrtrækningen bliver hurtigt tungere.

»Kan jeg komme tilbage til sengen?« spørger Kurt Rasmussen spagt, da de sidste hvide bobler af shampoo glider ud af håret og ned af kroppen.

Tilbage på sengestuen bliver han løftet op i liften og løftet tilbage i hospitalssengen. Kurt Rasmussen forsikrer gentagende gange, at han har fået det bad, som han havde glædet sig til længe, men han gentager også, at hvis han havde været klar over, hvor hårdt det at komme i bad var, så ville han have gerne udsat det nogle dage endnu.

»Jeg var blevet så bevidst, at jeg syntes, at jeg trængte til noget soignering. Men hold nu kæft, hvor jeg fortrød det. Jeg var så træt, så træt efter det bad,« siger Kurt Rasmussen nogle dage senere.

Kurt Rasmussen er lige blevet erklæret coronafri. Dorthe Rasmussen er for første gang i seks uger på besøg hos Kurt uden at være beskyttet med briller og engangsforklæde, men handskerne skal hun bære. »Det var en mærkelig fornemmelse, at man ikke kunne få lov at tage sin mands hånd uden at have en handske imellem,« siger hun.
40
Antal dage, som Kurt Rasmussen var tilkoblet en respirator under indlæggelsen på intensiv.

Evigt taknemmelige

Men den sidste søndag – den 17. maj – på intensivsengeafdelingen sidder Dorthe Rasmussen og holder sin mands hænder i sine. Hun har fortsat handsker på. De taler sammen om taknemmeligheden over, at Kurt nu er nået så langt. Over alle de sundhedsmedarbejdere på de to intensivafdelinger, som har kæmpet for, at han er nået hertil. Vejrtrækningen vil være et problem længe endnu, har han fået besked om. For coronaen har sat sig hårdt fast. Kurt Rasmussen kommer i tanke om noget, som han har overvejet flere gange de seneste dage.

»Jeg har ligget og tænkt på, at jeg faktisk er rigtig glad for, at jeg rendte ind i den blodprop, som jeg fik sidste år. Og efterfølgende fik åbnet og renset kranspulsåren. Ellers er det ikke sikkert, at jeg havde holdt til dette. Det har måske været til min fordel. Også at jeg får al den blodfortyndende medicin. Hjertet er jo et af de organer, som kun kan tåle en vis mængde stress. Så måske har det været heldigt.«

På sin højre håndvrist har Kurt Rasmussen et ar fra hjerteoperationen sidste år. Lægerne ordnede hjertet ad den vej. Og Kurt Rasmussen har efterfølgende overvejet at få sin første tatovering med teksten ”Vejen til mit hjerte” under arret.

På den anden arm er nogle slanger nu fæstnet til Kurt Rasmussen krop. Så han overvejer også en tatovering her. Måske skal der stå ”Vejen til livet”, siger han, men er kommet i tanke om, at tatoveringer vist ikke er så godt, når man er på blodfortyndende medicin resten af livet.

Efter flytningen fra intensiv sætter den fysiske genoptræning kontant ind.

»Kan du vrikke med fødderne og skubbe dem? Vi skal have gang i de nervebaner,« siger fysioterapeuten til Kurt Rasmussen, som kæmper.

Men der er ingen bevægelse i de tunge fødder. Ikke endnu.


Epilog:

Kurt og Dorthe Rasmussen aner ikke, hvor de er løbet ind i coronavirussen. De har ikke været på skiferie, så måske på arbejdet, måske i supermarkedet, måske hos venner. Spørgsmålet fylder ikke hos dem. De kan heller ikke bruge den viden til noget, siger de.

Dorthe Rasmussen fornemmer, at hun er ved at blive helt rask, mens Kurt Rasmussens vej tilbage til det liv, som han kendte, er lang. Forud venter intensiv fysioterapi, som skal lære ham at bruge kroppen igen. Musklerne skal bygges op, liggesårene på balderne skal hele, og der skal styr på vejrtrækningen og de følgeskader, som formentlig har sat sig i bl.a. brystkassen. Så med Kurt Rasmussens egne ord kommer der til at gå tid, før han er på arbejde igen. Men han er begyndt at tro på det. Og på, at det måske alligevel kan blive en tur med campingvognen i år.

Den her øvelse kalder vi grillkyllingen,« konstaterer fysioterapeut Richard Schuster, mens han skubber rundt på Kurt Rasmussen til en slags fosterstilling på det yderste af hospitalssengen.

Kurt Rasmussen ligger på sin venstre side på sengekanten, som han efterfølgende skal have hjælp til at blive løftet fra i en lift. Det er hans fjerde gang med intensiv fysioterapi efter overflytningen fra intensivafsnittet til sengeafdelingen på Afdelingen for Infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital (AUH).

For få dage siden kom han ud af respiratoren efter at være blevet ramt af coronavirus og siden den medfølgende covid-19-sygdom, der i Kurt Rasmussens tilfælde havde sat sig hårdt i hans lunger. To tests har nu påvist, at han ikke længere har virus i kroppen.

Det er nu, det gælder, som fysioterapeuten siger. Nu skal den store krop i gang igen. For der er lang vej tilbage til dengang, hvor Kurt Rasmussen kunne holde en på en kop eller vippe med tæerne. Det er hårdt bare at holde hovedet, fortæller Kurt Rasmussen, som er overført til sengeafsnittet med utallige slanger til medicin i et drop i halsen, med sonde, urin- og fækalkateter til tømning af tarmene og et iltkateter i næsen.

»Der er så mange huller i mig, så hvis det var en, der havde skudt efter mig, så ville jeg have været død,« påpeger Kurt Rasmussen tørt, mens han hiver efter vejret ved hvert andet ord, når han taler.

Og så hoster han. Det seje slim har infiltreret en stor del af hans lunger, og på grund af de forsvundne muskler er det håbløst at slippe af med det for egen hånd. Der skal hjælp til at få det løsnet, og Kurt Rasmussen er flere gange dagligt i iltbehandling med en metode, der hedder CPAP (Continuous Positive Airway Pressure). Den skaber overtryk i lungerne og sikrer, at der kommer luft nok ned i dem, og at patienten ånder ud imod en vandmodstand. Det hjælper ham med at få en bedre lungefunktion og iltoptagelse – og i Kurt Rasmussens tilfælde også med at komme af med det seje slim.

»Nogle gange må jeg om natten have hjælp op til fem gange for at få slimen suget op, når jeg ikke kan få vejret. Det er som en bunke isflager, der skal ned i et lille bitte afløb. Det er voldsomt ubehageligt.«

Det første knus mellem ægteparret Kurt og Dorthe Rasmussen uden infektionsbeskyttelse efter covid-19.
Kurt Rasmussen er efter de mange uger i respirator blevet døv på venstre øre, hvilket han skal undersøges for i den anden ende af Aarhus Universitetshospital.
Fysioterapeuterne Camilla Pedersen og Richard Schuster hjælper Kurt Rasmussen med at komme op i lodret position ved hjælp af et vippeleje. Kræfterne strækker ikke til at komme helt i mål, og Kurt må lægges ned igen.

Det sker der med lungerne

En svær coronainfektion ødelægger patienternes lungevæv. Hvor hårdt - og hvad senfølgerne af en svær covid-19-sygdom bliver - er endnu for tidligt at fastslå. Nogle patienter får atelektase, der betyder sammenfald og dermed lufttomt lungevæv. Ved større atelektaser kan patienten blive svært forpustet. Hudfarven kan blive blålig på grund af dårlig iltoptagelse i blodet, da den atelektatiske del af lungen ikke kan ilte blodet.

Hospitalspersonalet bruger i genoptræningen af coronapatienter meget tid på at få patienternes lungevæv gjort raskt igen. Metoderne er bl.a en såkaldt PEP-fløjte og CPAP. Begge behandlinger hjælper med at skabe tryk nok i lungerne til at få frigivet slim.

Kilde: AUH

Træt, træt, træt

Dagene på sengeafdelingen handler om at få styr på lungerne og at få kræfter tilbage i kroppen. Behandlingen trætter. For ud over at kunne holde hovedet og løfte sine arme og fingre kortvarigt, så er der ingen muskelkræfter i hans krop. I de første dage efter overførelsen fra intensiv bestod den fysiske træning bl.a. i, at Kurt Rasmussen skulle ramme en ballon med sine hænder. Efter få gange med hver hånd må han give fortabt og bede om ilt. Alene den fysiske flytning fra hospitalssengen til en træningsbænk via lift er ved at få kroppen til helt at kollapse.

»Må jeg godt få ilt?« beder han med det samme, han sidder ned. Sygehusportør Dan Meier har placeret sig bag ham og sørger for, at Kurt Rasmussen ikke vælter på gulvet. Han kan ikke holde sig selv siddende endnu. Men han skal have det lært, og fysioterapeuten opfordrer sin patient til at udføre nye øvelser med armene. Kurt Rasmussen kæmper. Lemmernes bevægelse foregår næsten i slowmotion.

»Kom så, 10 af hver,« presser fysioterapeuten Kurt Rasmussen til at ramme skiftevis med sin højre og venstre hånd på terapeutens modsatte håndflader. Boksetræning, konstaterer Kurt Rasmussen, som dagen før er kommet til at nyse sonden ud. Derfor er han begyndt at få fast føde for første gang i seks uger. Kartoffelmos med sovs og andet blød kost. Alt andet kan synkemusklerne endnu ikke kapere. Han skal mades. Fingrene kan ikke holde om skeen endnu. Iltmanglen stresser hele kroppen, og de mest almindelige gener som åndenød, udmattelse, tungt hoved, svækket hukommelse, koncentrationsbesvær og tunge ben med væskeophobning har også ramt Kurt Rasmussen.

»Normalt bliver jeg desperat over ikke at kunne flytte min krop. Jeg er utålmodig efter fremskridt, men jeg må erkende, at det er sådan, tingene er. Mere tænker jeg ikke over det,« fortæller Kurt Rasmussen, der hver dag får ros for, at han kan lidt mere end dagen før.

»Jeg har svært ved at få øje på det, men jeg må jo stole på det. Og nogle ting kan jeg da også godt selv begynde at se og mærke,« siger Kurt Rasmussen efter nogle dage.

»Jeg kan ikke beskrive, hvor hårdt det er, at kroppen ingenting vil. Jeg er så umådelig træt efter træningen, men det er en god træthed. Det rumsterer i benene. Det er godt. Jeg kan mærke, at jeg lever,« konstaterer Kurt Rasmussen, der har fået stillet i udsigt, at han udskrives fra hospitalet, når der er kommet kontrol over vejrtrækningen.

Kurt Rasmussen har ingen kræfter efter seks uger i respirator. Et par gange om dagen bliver han flyttet ud af sengen, bl.a. for at undgå liggesår. Fysioterapeuterne Richard Schuster og Camilla Pedersen gør klar til koordinationstræning.
Udmattet efter træning bruger Kurt Rasmussen sine få armkræfter på at finde en passende hvilestilling.

Det sker der med musklerne

Alvorligt syge coronapatienter ligger - ifølge de foreløbige erfaringer med den nye sygdom - i gennemsnit i respirator i tre uger. En respirator kan give patienten ubehag - såkaldte tubegener. For at undgå det søger man for, at patienten har så få smerter som muligt. I nogle tilfælde betyder det, at patienten ved hjælp af medicin lægges i kunstig koma. Andre lægges i en døs - en søvnlignende/omtåget tilstand, hvor bevidstheden er uklar. I begge tilfælde kan patienten ikke længere bevæge sig frit. En tredjedel af muskelstyrken forsvinder - som tommelfingerregel - derfor i løbet af en uge.

Kilde: AUH

En del af træningen foregår på et vippeleje. Det skal hjælpe med at få blodtrykket forbedret, så blodet bliver sendt bedre rundt, også til hjernen.

»Det er det værste. Jeg kan ikke klare det. Jeg bliver simpelthen så dårlig, når jeg kommer over hævelse på mere end 45 grader. Mit blodtryk er alt for lavt, så jeg får koldsved, bliver svimmel og utilpas,« påpeger Kurt Rasmussen, som efter 15 dage på sengeafsnittet er blevet stærk nok til at træne kræfterne i en ”gåmaskine”.

»Men jeg hænger fuldt ud i stropperne omkring skuldre og arme. Benene slæber jeg efter. Dem er der heller ingen kræfter i«.

34 røde roser

Hvor Kurt Rasmussen stort set ingen erindringer har fra hovedparten af tiden under de seks ugers intensiv behandling af sin covid-19-sygdom, så husker han i dag fint ugerne på sengeafsnittet, også selv om dagene lignede hinanden. Han husker også, at langtidshukommelsen er intakt. I hvert fald så meget, at han fik sikret sig, at hustruen fik den sædvanlige buket roser fra den lokale blomsterbutik i hjembyen Hørning, hvor Kurt Rasmussen har købt bryllupsdagsblomsterne i årevis. Han fik hjælp af en aftenvagt på hospitalet til at sende en sms. Hans egne fingre lystrede ikke nok til, at han selv kunne gøre det.

»Jeg bad om, at de blev afleveret asap. Og blomsterne kom da frem. Godt nok først tre dage senere på grund af lidt misforståelser, men de kom,« fortæller Kurt Rasmussen, som mellem undersøgelser og den intense træning bliver kørt til skanninger af lungerne, af hjertet og til en ørelæge, som undersøger, hvorfor han pludselig er blevet døv på venstre øre. Efter knap to måneder i sygesengen ruller Dorthe Rasmussen, som nu har fået lov at være hos sin mand i flere timer om dagen end under de kritiske ugers indlæggelse på intensiv, for første gang sin mand ud i solen.

»Kurt er ellers ikke det, som jeg vil kalde solmenneske. Men hold op, hvor han nød at mærke solen og vinden på kinderne. Jeg kunne se på Kurt, at han blev helt rørt af oplevelsen,« fortæller Dorthe Rasmussen, der selv var sengeliggende med covid-19 i tre uger hen over marts og april.

Efter mere end to ugers træning på sengeafdelingen kommer Kurt Rasmussen for første gang op at gå igen. Ved hjælp af et gangstativ lykkes det ham at gå 15 meter væk fra sin seng og tilbage. Fysioterapeut Richard Schuster giver opmuntrende dessiner.
Kurt Rasmussen må erkende, at kræfterne ikke strækker til meget træning endnu.
Kurt Rasmussen havde i foråret 2019 en blodprop i hjertet. Derfor holder hospitalet bl.a. med skanning også øje med om covid-19 har påvirket Kurt Rasmussen hjertefunktion.
Dorthe Rasmussen holder en varm kop kaffe hen til sin mand, som dermed får den første duft af kaffe efter de mange uger i respirator.

Det sker der med nerverne

Alvorligt syge - herunder coronapatienter i respirator - kan blive ramt af følgesygdommen ”perifer neuropati”. En sygdom i det perifere nervesystem, som består af motoriske, sensoriske og autonome nerver. Sygdommen får proteinkæden i nervebanerne til at forsvinde, og dermed forsinkes den hastighed, som forbinder hjernen med de enkelte muskler. Sygdommen kan medføre, at nerverne også skal genoptrænes. Og det er en langsommelig proces, som slider ekstra hårdt på patienternes kræfter, fordi hjernens signaler ikke kan komme igennem til musklerne.

Kilde: AUH

En særlig gæst

Ud over sin kone har Kurt Rasmussen ingen gæster. På grund af frygten for coronasmitte er der endnu lukket ned for besøgende på hospitalet. Den 27. maj bliver der dog gjort en særlig undtagelse, så Kurt Rasmussen kan få besøg af parrets voksne søn. Det besøg skal der ikke fortælles detaljer om, lader Kurt Rasmussen forstå. Dertil var det for overvældende.

»Dorthe og jeg har grædt meget sammen, når vi har talt om mit sygdomsforløb. Det hjælper,« siger Kurt Rasmussen i stedet og afviser tanken om at tale med en psykolog eller en præst om sit sygdomsforløb. Han har sin hustru, og med tanke på hende overvejer han under de sidste dage på sengeafsnittet en anden tekst til den tatovering, som han flirter med at få, når han engang kommer hjem. Først overvejede Kurt Rasmussen, at der skulle står ”Vejen til livet”.

Nu tænker han, at der skal stå ”Bliv hos mig”, som var ordene, hans kone hviskede til ham, mens sygdommen havde allerhårdest fast i ham, og blodet blev sendt i dialyse for at blive kølet ned, da feberen var oppe på 41,4.

Kurt Rasmussen kan fra sin hospitalsseng på stuen på 1. sal se ned på de hvide coronatest-telte på AUH. En sort Volvo, en sort Opel og en blå Honda holder i kø.

»Jeg kan se en strøm af biler hver dag, så helt væk er coronavirus nok ikke. Jeg håber, at man husker, at det her skal tages alvorligt. Ingen ønsker at opleve et sygdomsforløb som mit«.

1. reservelæge Karen Rokkedal Lausch (vinduet) og sygeplejerske Else Marie Lassen, afdelingen for infektionssygdomme, har inden Kurt Rasmussens udskrivelse fra AUH en afsluttende samtale om sygdomsforløbet.
Kurt Rasmussen er blevet kørt til skanning af sine lunger, hvor det seje slim har sat sig godt fast.

Efterskrift:

Kurt Rasmussens vej tilbage til det liv, som han kendte, er fortsat lang. I begyndelsen af juni blev han udskrevet til genoptræning på Plejecenteret Kildegården i hjemkommunen Skanderborg. Kurt Rasmussen var inden udskrivelsen bekymret for, om han vil få lige så intensiv træning på det kommunale plejested som på Aarhus Universitetshospital. For indeni er han begyndt at blive utålmodig i forhold til, hvornår han kan komme hjem til Dorthe og terrieren Carla igen. Kurt Rasmussen har ikke fået nogen tidshorisont stillet i udsigt. Grundreglen for genoptræning efter sygdomsforløb som hans er, at patienter efter en uge på intensiv skal regne med en måneds genoptræning. Kurt Rasmussen var i intensiv behandling i seks uger.

Sårskorpen sidder stadig på Kurt Rasmussens venstre knæ.

Benet er kommet for tæt på handskerummet, når han de seneste uger har været på en håndfuld dagsture med hustruen, Dorthe Rasmussen, i parrets egen bil. Det med at komme ind og ud af bilen er stadig en prøvelse for Kurt Rasmussen, som i foråret overlevede seks uger på intensivafdelingen i coronaens greb.

Der skal et såkaldt glidebræt til hjælp, når Kurt Rasmussen skal i bilen. Musklerne i hans ben og baller lystrer fortsat ikke godt nok til, at han kan klare det selv. I det hele taget må Kurt Rasmussen nu – mere end fem måneder efter at coronavirus kom ind i hans krop –konstatere, at meget i hans krop er forandret. Huden er eksempelvis blevet underligt tynd, oplever han.

»Jeg har aldrig før fået sår ved bare det mindste. Måske er det vægttabet efter de mange uger i respirator. Måske er det almindelige følger efter et langt hospitalsophold. Måske er det coronaen,« siger Kurt Rasmussen.

Siden den 4. juni har han boet på plejecentret Kildegården i Skanderborg, som han blev direkte overført til efter to måneder på hospitalet som følge af coronavirus. I seks uger lå Kurt Rasmussen tilkoblet en respirator. To gange under hospitalsopholdet blev hans blod kølet ned via dialyse, efter at feberen havde ramt 41,4. Det reddede ham formentlig fra at dø.

Kurt Rasmussen har for længst besluttet sig for, at livet skal leves forlæns.

Kurt og Dorthe Rasmussen har sat sig uden for Kildegården for at få frisk luft. En bus fra det firma, hvor Kurt Rasmussen var ansat, før han blev syg, kommer for at hente borgere, der har været til genoptræning på Kildegården.
Den 4. juni – Kurt Rasmussen er netop ankommet til plejecentret Kildegården i Skanderborg og hilser for første gang på den nye kontaktperson, Peter Sørensen.
Øvelserne i dagens program er opslidende for Kurt Rasmussen, og han må efter 30 minutter erkende, at kræfterne ikke er til mere.
2
Antal kilo, som Kurt Rasmussen taget på, siden han flyttede på plejecentret Kildegården i juni. Han tabte 18 kilo under hospitalsopholdet.

Hverdagen på repeat

»I det hele taget går det faktisk godt. Jeg kan mærke, at træningen virker, selv om det kun går langsomt fremad. Jeg befinder mig også godt på Kildegården,« siger Kurt Rasmussen, som har fået sin hverdag fyldt op med daglige gentagelser.

»Repeat, repeat, repeat. Mine dage står på gentagelser, som nu er begyndt at have effekt. Min krop kommer på mange områder langsomt tilbage,« siger Kurt Rasmussen, der på en typisk dag bliver vækket omkring kl. 8 om morgenen.

Inden træning kl. 9.30 skal han have ordnet sit morgentoilette og spise den serverede morgenmad.

»Jeg må ikke komme for sent op, for så skal jeg skynde mig, og det dur ikke. Så bliver jeg sgu træt inden træning,« siger Kurt Rasmussen, som stadig har brug for kørestolen til at komme til og fra sengen.

Udmattelsen efter brugen af musklerne er fortsat voldsomt stor, og Kurt Rasmussen kan stadig kun stå oprejst uden hjælp i kort tid, inden han igen skal have ro. Efter genoptræningstimen kræver kroppen hvile. Og frokost, så kroppen får noget at arbejde med. Men det kniber ofte med appetitten. Det er nyt for Kurt Rasmussen, som ellers altid har været glad for mad.

»Jeg ved godt, at man bør spise godt med proteiner i min situation. Men jeg har ikke den samme lyst til mad længere. Jeg ved ikke, om det er på grund af coronaen, eller om det er, fordi jeg bruger så meget energi, at jeg simpelthen er for udmattet til at have lyst til mad. Men det kniber i hvert fald med at få maden ned til frokost,« siger Kurt Rasmussen, der typisk får besøg af sin hustru om eftermiddagen, når hun har sovet ud efter en nattevagt på jobbet i hjemmeplejen i Aarhus Kommune. Aftenerne går oftest med at se tv.

Men under Dorthe Rasmussens to ugers sommerferie i slutningen af juli nåede Kurt Rasmussen det delmål, som han og hustruen havde aftalt i maj. Sammen begyndte parret for første gang siden marts at køre ture sammen. Nu med hende ved rattet, og foreløbig er det bl.a. blevet til en tur til Knudsø i Ry med kaffekanden og til sønnen på den anden side af Jylland. Forleden gik turen sammen med et hold venner til restaurant Kystens Perle i Horsens.

»Det er skønt at komme væk fra det lille værelse på Kildegården og ud i naturen og blive blæst igennem af vinden. Jeg har også været hjemme tre gange i huset i Hørning. Det vil sige, at de to første gange bare var på kort visit, hvor jeg kun nåede ind i udestuen. Der følte jeg ikke rigtig, at jeg var hjemme. For et par uger siden var jeg inde i stuen. Da var jeg hjemme, og det var rart. Det syntes hunden også,« fortæller Kurt Rasmussen, der i den kommende uge runder fem måneder uden en overnatning i sit eget hjem.

Anledningen til det seneste besøg hjemme i Hørning var den årlige vejfest.

»Jeg hjalp da lidt til med at lave mad, men jeg måtte bede om at blive kørt tilbage til Kildegården kl. 21. Det var flere timer før planlagt, for jeg blev simpelthen så dårlig. Jeg kunne ikke komme ud af bilen, så ringe var jeg. Jeg tror, det skyldtes udmattelse,« siger Kurt Rasmussen, som de seneste måneder jævnligt har lidt af vilkårligt maveonde og voldsom utilpashed, som bare kommer og går.

På grund af sit lange hospitalsophold var Kurt Rasmussen ikke blevet klippet i flere måneder. Frisør Mette Iversen er derfor kommet til plejecentret Kildegården, men midt i juni var der på grund af coronavirus ingen adgang indenfor for gæster. Kurt Rasmussen blev derfor klippet i det fri.
Kurt Rasmussen har i hemmelighed øvet sig i at rejse sig fra sengen. Den 4. juli kan han derfor overraske Dorthe Rasmussen med at rejse sig, gå tre skridt og give hende et kram, da hun kommer på besøg.
Som en del af genoptræningen bliver musklerne i Kurt Rasmussens ben tilført elektronisk spænding for at optimere muskelgenopbygningen.
168
Antal dage, der er gået, siden Kurt Rasmussen blev syg med covid-19.

Nye senfølger

Coronavirus har for længst forladt hans krop. Men Kurt Rasmussen lider af forskellige senfølger. Ud over den jævnlige utilpashed er hans lunger fortsat påvirket af virusangrebet. De seneste billeder af lungerne viser, at der er blevet færre hvide skygger. Dermed er de i absolut bedring. Men han skal forsætte med at tage medicin mod svampeangreb i lungerne. Flere nye senfølger er dukket op.

»Jeg er løbet ind i så mange problemer de seneste måneder. Jeg lider bl.a. af pludselige blodtryksfald. Jeg har haft så lavt et blodtryk, så man tror, det er løgn. Når jeg så har rejst mig op, så har jeg været nødt til at sætte mig ned igen. Nogle gange er jeg blevet så skidt tilpas, at jeg ikke har kunnet træne. Det gør ikke genoptræningsforløbet kortere,« påpeger Kurt Rasmussen, som også lider af koncentrationsbesvær, og hans højre hånd og arm er blevet mærkbart svage.

Hen over sommeren fik han pludselig blæner på hænder, fødder og skinneben. Blæner på størrelse med femkroner popper op og brister, når de er fyldt med væske. Kurt Rasmussen har fået det undersøgt på Aarhus Universitetshospital.

»Men foreløbig er der ikke noget bud på, om det måske skyldes medicinen eller coronaen,« siger han og understreger igen, at coronavirus ikke skal tages let. Knud Rasmussen fik sidste år en blodprop i hjertet, og han har sukkersyge. Risikoen for varige mén bekymrer ham ikke endnu.

»Men jeg må gentage, at coronavirus er en frygtelig sygdom, som ikke nødvendigvis bare er en forkølelse. I mit tilfælde må man jo konstatere, at mit liv på en lang række områder er sat på standby. Det negative kan jeg ikke bruge til noget, men det kan jeg bare konstatere.«

Den 4. juli tog Kurt Rasmussen igen skridt uden brug af hjælpemidler. Tre styk blev det til den dag. Nu kan han gå 80 meter med en rollator. Blodcirkulationen i Knud Rasmussens ben er dog ikke for god. I sidste uge fik han derfor lagt kompressionsforbinding om begge skinneben for at få hjælpe de delvist ødelagte blodvener med at lede væske væk. Det værste for Kurt Rasmussen er dog den udmattede krop, gentager han.

»Jeg bliver så drænet for energi. Alene tanken om, at jeg skal flytte mig fra sengen og hen til køleskabet, gør mig træt«.

Nyt delmål

Om nogle uger har Dorthe Rasmussen ferie igen. Hun drømmer om en tur med campingvognen. Bare nogle få dage et sted i Jylland.

»Lige nu virker det bare ikke realistisk for mig, at jeg kan træde op i campingvognen om lidt. Der er høje trin. Måske bliver det ikke i år, men nu må vi se,« siger Kurt Rasmussen.

Kurt og Dorthe Rasmussen øver sig i at få Kurt ind og ud af deres bil, så de får mulighed for at komme på udflugter. Dorthe skal lære at skille og samle kørestolen, så den kan komme med i bilen.
Kurt Rasmussen står i et gangstativ. Benene skal lære at bevæge sig igen. Dag efter dag forsøger personalet at bygge kræfter på, men Kurt Rasmussen kan ikke altid holde til træningen.
Kurt Rasmussen er blevet så stærk, at han nu er i stand til at gå nogle få meter uden brug af hjælpemidler. Men kræfterne slipper op, før end Kurt Rasmussen selv håber.
2
Antal måneder, der gik, inden Kurt Rasmussen igen kunne tage tre skridt uden brug af hjælpemidler.
I slutningen af juli tog Kurt og Dorthe Rasmussen sammen med hunden Carla på udflugt til Knudsø.

Efterskrift:

Kurt Rasmussens vej tilbage til det liv, som han kendte, er fortsat lang. Kommunen har netop været på besøg i hans og Dorthe Rasmussen hjem i Hørning. Formålet var at finde ud af, hvad der skal til af hjælpemidler og indretninger, så Kurt Rasmussen på et tidspunkt kan flytte hjem igen. Kurt Rasmussen har ikke fået nogen tidshorisont stillet i udsigt.

På grund af det lange sygdomsforløb har Kurt Rasmussen mistet sit job som chauffør. Arbejdspladsen har understreget, at Kurt Rasmussen kan ringe, når han er klar igen, så vil den finde en bus til ham.


Det skulle have været en overraskelse.

Den 16. december – præcis ni måneder efter at de første tegn på covid-19 meldte sig i hans krop – tog Kurt Rasmussen mod til sig, fik sig bakset op på el-scooteren og for første gang i sit liv besøgt en tatovør.

Han havde overvejet at få sin første tatovering lige, siden han i maj kom af respiratoren efter seks ugers corona-helvede. Kurt Rasmussen og hans kone, Dorthe, havde ellers aftalt, at de i 2020 ikke ville give hinanden julegaver. Men Kurt Rasmussen ville alligevel overraske hende juleaften med en evig påmindelse på højre overarm med ordene ”Bli’ hos mig”, som hustruen hviskede til ham i de dage, hvor livet var ved at forsvinde fra ham.

Kurt Rasmussen kommer til at græde. Igen. Gråd er blevet en hverdagsting for ham, især efter at han er kommet hjem til hustruen og huset i Hørning igen.

»Jeg er blevet et tudefjæs. Min krop har reageret på den måde ved at komme hjem. Jeg kan ikke rigtig styre gråden. Psykologen har sagt til mig, at det er en god ting. At det er en af mine måder at bearbejde sygdommen og hele forløbet på,« fortæller Kurt Rasmussen fra sin bløde læderlænestol i den lille stue i parrets parcelhus i Hørning.

Som en overraskelse til Dorthe har Kurt Rasmussen fået lavet en tatovering med de ord, som hun hviskede i øret på ham, mens Kurt lå på intensivafdeling - “Bli´ hos mig”.

Her har de sammen boet i 35 år. Fra marts til oktober sidste år var Kurt Rasmussen kun på få korte visit i huset i løbet af sensommeren. Resten af tiden var han enten indlagt på hospital eller på Plejehjemmet Kildegården i Skanderborg, hvor han blev plejet og genoptrænet i fire måneder. Den 10. oktober ville han hjem. Det var der flere årsager til.

»Jeg kunne godt være blevet nogle uger mere. Men vores hund havde fået kræft, og den måtte ikke være på plejehjemmet, mens Dorthe sov efter sine nattevagter. Så tog jeg hjem. Der var brug for mig,« siger Kurt Rasmussen med en stemme, som igen knækker.

»Da jeg trådte ud af bilen den dag, kunne jeg jo se, at jeg var ventet. Flaget var hejst, og Dorthe overraskede mig ved at have fået moderniseret badeværelset, mens jeg var væk. Jeg følte mig virkelig velkommen,« siger Kurt Rasmussen, som vurderer, at den største udfordring for ham i den første tid hjemme var trapperne.

Dem har han fået styr på nu. Tre gange om ugen har han siden oktober gået til genoptræning. Det er stadig nødvendigt for at få hele hans krop til at virke som før igen.

Det gør den ikke endnu, selv om musklerne på mange måder er ved at være der igen. Han har ikke længere mystisk udslæt. Planen om at stå for julemaden måtte han dog opgive. Det blev også tilfældet med nytårsmenuen. Ryggen er ligesom ikke god endnu. Måske er det noget med nerverne i lænden, har Kurt Rasmussen tænkt på på det seneste.

Lungerne har også stadig udfordringer. Det er ikke længere nødvendigt med daglig medicin mod svamp, men tre gange om dagen rækker Kurt Rasmussen fra lænestolen ud efter cpap-maskinen, som stadig er nødvendig for at rense luftvejene for den slim, som fortsat sætter sig dybt i lungerne.

Kurt Rasmussen oplever også, at covid-19 stadig påvirker hans hoved.

Kurt Rasmussen renser fortsat sine lunger tre gange dagligt med et CPAP-apparat.
I sin egen seng. Men efter et par måneder hjemme går genoptræningen langsommere end Kurt Rasmussen selv havde håbet. Han er stadig afhængig af krykker inden døre.
Kurt Rasmussen har bestilt en massør til at hjælpe med at massere de ømme muskler.

”Coronahjerne”

»Jeg har fået ”coronahjerne”,« siger Kurt Rasmussen om sin egen fortolkning af den lidt forvirrede, usikre og koncentrationsbesværede hjerne, som han selv oplever den i dag.

Det kommer bl.a. til udtryk i forhold til at køre bil. Inden Kurt Rasmussen fik coronavirus i marts sidste år, levede han af at være chauffør. I dag kan han ikke se sig selv tilbage i jobbet foreløbig.

»Fysisk kan jeg faktisk også godt køre bil igen. Men jeg bryder mig ikke om det. Det er så mærkeligt, for jeg har levet af at køre bil i 35 år. Men jeg føler mig ikke komfortabel med det. Ikke engang i vores egen bil. Det er som om, at min opmærksomhed kan blive fanget af noget andet end at køre bil. Så mister jeg orienteringen, og derfor føler jeg mig ikke sikker. Det bryder jeg mig ikke om. Gu’ pokker har jeg lyst til at køre, men jeg lader være,« siger Kurt Rasmussen, der i hverdagen fortsat har brug for rollatoren, for det forhøjede toiletsæde og badebrættet over badekarret, så han kan sætte sig ned under brusebadet.

For at opretholde lidt hverdag spiste Dorthe og Kurt Rasmussen næsten hver dag aftensmad sammen under Kurt Rasmussens fire måneder lange genoptræningsophold på plejehjemmet Kildegården.
Kurt Rasmussen er udskrevet fra genoptræning og siger farvel til de øvrige patienter på genoptræningsafdelingen.
Afdelingslæge Jakob Udby Blicher undersøger Kurt Rasmussens neurologiske kunnen. Gennem efteråret går Kurt Rasmussen til neurologiske undersøgelser på Aarhus Universitetshospital (AUH).

»Jeg kan ikke gå lange distancer endnu. Men min hverdag er ikke begrænset til et værelse og bestemte spisetider mere. Jeg har fået min frihed igen. Især efter at jeg købte el-scooteren. Den kan jeg køre til træning på og efter indkøb. Den er mit løbepas til friheden nu. Men der er stadig begrænsninger. Min krop bliver hurtigt træt, men ikke helt så udmarvende som tidligere. Så der er sket fremskridt, men der er ingen, der har lovet mig noget i forhold til, hvornår jeg bliver helt rask igen. Der er jo ingen, der kender omfanget af corona-senfølger endnu,« siger Kurt Rasmussen.

Bekymringer i den retning har han ingen af.

»Det kan godt være, at jeg er mærkelig, hvad det angår. Men jeg har gennem hele sygdomsforløbet besluttet, at jeg ikke kan bruge de negative tanker til noget, og sådan har jeg det stadig,« fortæller Kurt Rasmussen, der på den anden side har registreret, at han heller ikke har samme oplevelse med glæde som tidligere.

»Glæden slår ikke klart igennem. Det gør mig glad at være hjemme og at være sammen med Dorthe, men jeg har lidt sværere ved at være glad hele tiden. Det har også været et hårdt år,« konstaterer Kurt Rasmussen, som i december måtte sige farvel til familiens hund, Carla.

»Det har taget hårdt på os begge. I det hele taget var 2020 et lorteår. Nu er vi startet på et nyt, hvor vi håber på, at coronaen slipper. Så kan vi også komme ud med campingvognen igen,« siger Kurt Rasmussen og kommer i tanke om tatoveringen igen.

Den skulle jo have været en overraskelse. Han havde bare glemt, at en ny tatovering skal holdes ren. Det kunne han ikke klare alene, så julegaven fik Dorthe Rasmussen en uge for tidligt. Kurt Rasmussen betegner de tre små ord på overarmen som en fælles tatovering til ægteparret, selv om Dorthe Rasmussen ikke har fået en magen tid. Og heller ingen planer har om at få det.

»Men vi er fælles om ordene. De betyder noget, og det synes jeg faktisk er ret godt,« siger Kurt Rasmussen.


Dorthe Rasmussen har hejst flaget. Kurt Rasmussen skal gennem havestuen for at komme ind i huset, da det er eneste adgang uden trin.
Hjemme. Efter mere end seks måneder på hospital og til genoptræning på plejehjem. Kurt Rasmussen havde bestilt blomster til sin hustru i dagens anledning.

Efterskrift:

Kurt Rasmussens vej tilbage til det liv, som han kendte, er fortsat lang. På grund af de mange måneders sygdom blev han i sommer opsagt fra sit arbejde som chauffør. Foreløbig er han på sygedagpenge. Kommunen har tilbudt ham seniorpension, som pt. bl.a. kræver, at man har varigt nedsat arbejdsevne til højst 15 timer om ugen i forhold til seneste job. I f ørste omgang har Kurt Rasmussen sagt nej tak. Han vil gerne tilknyttes arbejdsmarkedet igen, da han kan ikke overskue en tilværelse som pensionist endnu. Men han overvejer muligheden. Måske er det den bedste løsning for ham nu, tænker han. Kurt Rasmussen har anmeldt covid-19 som en arbejdsskade.


Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.