Der arbejdes på højtryk med vaccineplan: Vaccinecentre i de store byer
Når vaccinecentrene bliver etableret, må de østjyske borgere rejse til Aarhus, Silkeborg, Randers eller Horsens, ifølge lektor og overlæge på infektionsmedicinsk afdeling.
I skal være klar den 22. december.
Sådan lyder meldingen til de regionsansatte, der arbejder med vaccineplanerne. Og ifølge Carsten Schade Larsen, overlæge på infektionsmedicinsk afdeling og lektor på Aarhus Universitet, så kommer det til at lykkes.
»Man er i gang med at finde lokaler og få dem indrettet som vaccinecentre. I Region Midtjylland kommer det til at være samlet om de større byer; Aarhus, Silkeborg, Horsens, Randers osv. Men i første omgang er det plejehjemmene, de immobile borgere og hospitalerne, der skal vaccineres – og det regner jeg med, at vi kan være klar til den 22. december,« fortæller han.
Først efter man har vaccineret frontpersonale, plejehjemsbeboere og sårbare borgere, vil man gå i gang i vaccinecentrene, der bliver spredt ud over regionen. Carsten Schade Larsen understreger imidlertid, at det godt kan have lange udsigter.
»Der kan komme til at gå mange måneder, inden man har vaccineret befolkningen. Præcis hvor lang tid afhænger af, hvor mange vacciner vi får i regionen, og hvornår vi får dem.«
På plejehjemmene skal de praktiserende læger vaccinere plejehjemsbeboere, oplyser Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i en pressemeddelelse. Mens det på hospitalerne kommer til at være hospitalernes eget ansvar at fordele arbejdsopgaverne og finde ud af, hvem der skal vaccineres først. I samfundssporet søger man personale til at vaccinere, da der ifølge Carsten Schade Larsen er for meget pres på hospitalerne til, at de kan stå for samfundsvaccinationerne.
»Vi vil prøve at få nogle ind udefra, f.eks. pensioneret sundhedspersonale. Men på hospitalerne kommer det til at være os selv, der vaccinerer – og i første omgang bliver det frontpersonale, der har direkte kontakt med patienter med covid-19,« siger han.
Carsten Schade Larsen understreger, at planerne endnu ikke er lagt fast, og at det kan ændre sig fra dag til dag.