Citychef forundret over nedlukning
Lukning af storcentre og stormagasiner kan skabe trængsel i resten af Aarhus centrum, siger direktøren for Aarhus City Forening. Han mødes torsdag med politi og kommune for at drøfte situationen.
»Det virker underligt, at man lukker storcentre og stormagasiner og så skubber alle kunderne over i de fysisk mindre butikker. Stormagasinerne har netop været dygtige til at overholde alle retningslinjer, og mig bekendt er der ikke mange, der er blevet smittet ved at handle de steder.«
Det siger Claus Bech, direktør for Aarhus City Forening, som kommentar til nedlukningen af storcentre og stormagasiner, som gælder fra torsdag. Han er spændt på at se, om der bliver ekstra myldretid på Strøget og andre steder i centrum af Aarhus.
»Jeg tror, at kundernes reaktion vil være at flytte deres handel til de mindre butikker, for vi er tæt på jul, og der er meget pres på nethandlen. Vi kommer til at se pænt med mennesker i byrummet de kommende dage, også fordi caféer og restauranter er lukket ned. Det skal være trygt at handle i Aarhus, og derfor vil vi også holde godt øje med sikkerheden i de mindre butikker og på Strøget og andre gader, og jeg skal mødes med politiet og kommunen for at drøfte den situation,« siger Claus Bech.
Derudover er han optaget af, at butikkerne denne gang får kompensation for tabt indtjening, for de vil miste meget omsætning. Det gælder stormagasinerne fra nu af og de øvrige butikker fra 2. juledag, når hele detailhandlen lukkes ned.
»Udsalget, som plejer at begynde 2. juledag, er jo helt sprængt i stykker med den her nedlukning, og derfor er det vigtigt, at butikkerne kompenseres for tabt indtjening, for det handler om at bevare butikkerne og en hel masse arbejdspladser,« siger han.